Fortalt af Niels Jensen, (Gadkjær), Jordkærvej 11, Hvinningdal, Balle sogn.

Niels Jensen, (Gadkjær) født 03/05 - 1850 på ejendommen Gadkjær eller Gadekær, Jordkærvej 11, Hvinningdal mark, Matr. nr. 9a. Hvinningdal. Søn af  Jens Nielsen og Ellen Kirstine Janasdatter.
Niels Jensen Gadkjær dør 18/02 - 1942 på ejendommen Eidervej 42, Matr. nr. 5y, Hvinningdal, Balle sogn.
Niels Jensen Gadkjær blev gift 08/04 - 1881 i Balle kirke med Kirstine Marie Eriksen, født 30/03 - 1855 på ejendommen, Eidervej 42, Hvinningdal  Matr. nr. 5y, datter af  Erik Andersen (Kloborg) og Ane Johanne Jensen. Kirstine Marie Eriksen dør samme sted 13/04 - 1916.

Niels Jensen Gadkjær var korporal fra Viborg, han var en foregangsmand inden for landbruget, har  gjorde et stort stykke arbejde for ungdommen i Hvinningdal med hensyn til gymnastik og skytteforening, han var formand for Hvinningdal Forsamlingshus over 20 år, blev æresmedlem af samme 05/03 - 1917, og så var han meget historisk interesseret.
I åerne 1937 -1938 nedskrev Niels Jensen Gadkjær, som 87-88 årige på opfordring af adjunkt Hans Ellekilde, Dansk Folkemindesamling, nogle af sine erindringer og overleveringer fra Hvinningdal, og Balle sogn.

I det 16de Århundrede boede en Mand i Hvinningdal ved Navn Anders Sørensen. Han har sat sig det Minde at have lavet eller ladet laves den kunstneriske Prædekestol, som findes i Balle Kirke. På en Tavle inde i Kirken siges i Danske Atlas, findes et Epitafium af 1614 over Anders Sørensen i Hvinningdal, som har ladet Prædikestolen gøre, dermed siges ganske vist ikke, at han selv har udført Arbejdet. Om dette har Folk imidlertid frem gennem Tiden fortalt følgende, som er ret ejendommelig.

Det sindige Arbejde med Prædikestolens Tilblivelse foregik oppe på, eller ved en af de syd for Højgaard ¹⁾ beliggende Kæmpehøje. Her var han hver Dag, når Vejret tellod det, og snittede og skar i Træet, som han vilde gøre sig underdanig og til Beskuelse for Fremtidens Slægter.

Således har de gamle fortalt. Forholder det sig rigtigt, hvad der er tvivlsom, har Kunstneren Værksted været primitiv nok. Det sandsynligste er, at Anders Sørensen blot har betalt Prisen, medens Eftertiden har tillagt ham det øvrige.

Anders Sørensen har ganske sikkert været en stor Kirkelig interesseret Mand, der har været glad for den lutherske Lære, og enten han har lavet Prædikestolen eller betalt derfor, så er det en kostelig Gave han har skænket Balle Kirke.

Disse Høje der oppe kaldes æ' Gallihøu, (Galgehøj), fordi der en Gang for mange År siden har stået en Galge, hvori der blev hængt en Hestetyv ³⁾ for ca. 300 År siden.
Der boede den Gang en Enke i den nordligste Gård ⁴⁾ i Byen, hun havde to voksne Sønner hjemme til at passe Gårdens Drift; den ene var flittig og dygtig, men den anden var en Drivert der Ingenting vilde bestille hjemme.
Han rejste til Markeder, stjal Heste og solgte i andre Egne Sådan gik det en Tid, men til sidst blev han fanget og ført hjem til Hvinningdal og hængt i en Galge oppe på Højen.
Den Gang blev der gjort kort Proces med en Hestetyv. Fang ham og hæng ham.
Enken, Tyvens Moder lod alle Vinduer der vente mod Galgehøjen [mod nord] tilmure.

Da svenskerne igen var ude af landet og jorden på ny blev dyrket, pløjede ejendommens daværende ejer; Erik Andersen Kloborg (hvis datter Kirstine Marie Eriksen født 30/03 - 1855 på ejendommen, Matr. nr. 5y Hvinningdal, og som senere blev gift med Niels Gadkjær) en Kanonkugle op fra kanten af højen. Det var en af de svenske kugler, der var rullet fra dem og nedtrådt i jorden.

Kuglen er af ren jern, kuglerund  og vejer 5 pund. Den er nu ca. 335 år gammel og var i mange år et kært trofæ på Eriksen/Gadkjærs ejendom, Eidervej 42, Matr. nr. 5y, Hvinningdal. 

Omkring ca. 1935, 100 år efter at den første gang blev fundet ville Niels Gadkjær tage den frem og vise den til sin nabo Niels Lihn, men kuglen var da sporløst forsvundet.
I 1939 efterlyser Niels Gadkjær kuglen, og i en artikel i Silkeborg Avis efterlyser daværende redaktionssekretær G. Nørgaard Jepsen kanonkuglen, men den var og blev  sporløst forsvundet. 
Men i foråret 1994, 59 år senere, så den svenske kugle igen dagens lys, idet gårdejer Anders Coniradi Nielsen, Højgaard Buskelundvej 2, Matr. nr. 5a, Hvinningdal igennem mange år har haft kuglen ligget i sin stue uden at vide hvordan den er havnet på Højgaard før 1947.

September 1994                    Vagn Lihn Kristensen

Kuglen er senere overgivet til Balle Sogns Lokalhistoriske Forening som  opbevarer den i sit arkiv.

Da han var Dreng gik alle Byens store Drenge på Gaden om Søndag Eftermiddagene på Sjov, så kom de også i Tanke om at besøge Skrædderen. Da de kom derned og så Forholdene, blev de enige om, at prøve på at springe op på Huset fra Bakkesiden, det gik storartet, når det tog rigtig Tilløb kunde de springe godt Halvvejs op på Taget, men så kom Skrædderen ud, han var så gal og skældte ud, vi lusked så op i Byen, men kom næste Søndag igen. 

(11. Anders Sørensen Winther (1778-1849), gift med Marie Kirstine Laursdatter var søgt i mange miles omkreds. Han kurerede både mennesker og dyr, og kunne ved siden af lidt hekseri.
Anders Winther overtog i ca. 1840 ejendommen efter sin far, Anton Louring Winther, Matr. nr. 6a, Hvinningdalvej 88, Hvinningdal by.
Anders Winther overlod ejendommen til sin søn Mogens Peter Sørensen Winther, kaldet Moust Winther som igen overlod den til sin søn, Anthon Winther, født 20/06 - 1901 på ejendommen i Hvinningdal.
Anthon Winther var kendt vidt omkring for sin forudsigelse af vejret, og hans store interesse for astrologi, himmelrummet, galakser og andre spændende ting.

Niels Gadkjær har skrevet det samme stykke to gange. 
Jeg har derfor mixet det sammen for at få alt med.                        Vagn Lihn Kristensen.

Nu er vi snart så langt henne på Sommeren, at Høhøsten kan begynde, først Agerhøet siden Enghøet, sådan at vi kan være klar til at tage fat på Kornhøsten så snart Kornet er moden, men det er ikke sådan  så lige til, der var altid noget at iagttage ved ethvert nyt Arbejde.  Det kunde på ingen Måde gå, at begynde Høslet eller Høst på en Mandag, der måtte vælges en anden Dag, ellers kunde der indtræffe de værste Uheld  som vi slet ikke kender nu.  Her i Balle Sogn er Gårdene af den Størrelse at Manden med en Tjenestekarl Hjælp kunde overkomme Arbejdet med Gårdens Drift, men så var der fuldt op af Arbejde hele Tiden, men Arbejdet gik med Liv og Lyst. Hver Går havde to Slåere, Manden og Karlen, og 1 Holmer, Pige, den Uge Engen blev slået og kørt Hjem måtte Husmoderen og Hyrdedrengen styre Gården, passe Kreaturerne, kærne Smørret, lave Osten og m.m. De Gårde der var lidt større havde en fast Høstmand og Høstkone eller Pige.  Så kom Dagen Høsten skulde begynde og Folkene vandrede ud til Startstedet på det Fald der skal Høstes. Manden gik foran og Gårdens Pige havde Forrangen til at binde op efter ham. Karlen og hans Dame kom derefter, var der flere kom de i den rette Rangfordening. Kl. 9 til 9½ spistes Melmad. Kl. 12 Middag til Kl. 2. Så en kop med et stykke Kandis Sukker (Knaldkaffe). Kl. 4½ Melmad, derefter høstedes til Ræven kunde næsten nå Solen, Alså lidt før Solnedgang, så lagdes vi Høleene og det høstede korn sattes sammen.  Også her gik Arbejdet med Liv og Lyst, Så hjem til Mutter og Boghvedegrødene. Søvn blev der ikke ret meget af, det galdt om at benytte det gode Høstvejr.  Det sidste Neg af alle Kornsorter er alle ked af at binde fordi den som binder det sidste Neg bliver kaldt den gamle og føler det som en Vanære.   - Den der binder det sidste Rugneg får Rugstodderen eller æ' Rugvrop.   - Den der binder det sidste Bygneg får Bygstoderen eller Byggonmis.   - Den der binder det sidste Havreneg får Havrepiggen eller æ' Havrekvæs.  Når den listige Opbinder, hvis Lod det er at binde det sidste Neg, kan se sit Snit til at binde den gamle sammen med et af Høsternes Been medens han strøger sin Le, så har hun løst sig fra den gamle, og det er Høsteren der er den gamle, han går med det om Benet, og må tage mod alles brølende Latter og Grin.  Ingen Opbinder må gå sin Høster nærmere end 3 Hug, disse 3 Hug skal næste Høster respektere og ikke køre forbi. Ligeså må den som forker Korn på eller af Vognen passe på at holde godt fast på Forkskaftet, at Modtageren ikke skal tage både Neg og Fork. Løskøbet var en Flaske Brændevin.  På Ophøstningsdagen vandrer alle hjem til Gården og stiller sig i Nærheden af Kaalene og giver sig til at stryge Høleerne, og truer med at høste Kaalene. Madmoderen kommer så ud med Flaske og Glas, med Kage og Æbleskiver og gøde Sager og opvarter Folkene dermed, for at formå dem til at lade Kaalene i Fred. Denne Skik kaldes at stryge for Kaalene.  Dagen slutter med et Skaargilde, og Skaargrødene serveres i et Par store Lerfade, som de alle langede til. Det var skønt at se de To store Fade med Risengrød bestrøet med Sukker og Kanel og med Smørhullet mit i Fadet, men havde Karlen haft Uheld og væltet med et eller flere Læs Korn ved Hjemkørselen, da blev der i den Side af Fadet der vendte mod Karlen plantet et Kornaks i Grøden for hvert Læs af samme Kornsort som han havde væltet med.  Rugstoderen, æ Rouvrep, skal have Skindet af Faaremdtken Mikals Aften. Bygstoderen, Byggonmis skal sidde ved Døren, og Havrekoes skal hænges i Skorstenen ved Arnene mens de andres holder Gilde og morer sig.  Når så hen på Efteråret med køligere Vejr begyndte Bønderne at slagte Får og Beder, så kom det lange ventede Høstgilde, der skulde alle med der havde hjulpet til i Høsten, selv om det var ganske lidt blev der dog gjort Krav på Høstgildet og så var der Familien og særlig indbudne, så det blev en anselig Flok til desmaa Stuer. Men Bønderne kunde sno sig på et lille Sted, selv om Kvinderne fyldte anderledes den Gang end nu, i deres mange Skjørter og lange Kjoler og Krenoliner. Krenolinen blev ikke populær hos Bønderne, men forsvandt hurtig.  Når Høstgilderne var overståede var der ikke lang til Julegilderne, som varede et Stykke ind i det ny År, de fejredes omtrent ens, kun ved Høstgilderne måtte Violinen med, ved Julegilderne var det de gamle Sanglege: Der går Dans på Ribegade og væve Vadmel og mange andre, som alle sang med Liv og Lyst.  Af Høstgildet og Julegildet svaredes ingen Forlystelsskat, men af Fastelavns gildet og Liegstauen skulde der svares 1 Rigsdaler til Sognets fattige.  Fastelavnsgildet var for hele Ejerlaget og foregik på følgende måde i Midten af forrige Århundrede.  Gårdmændene der havde bedst Plads skiftedes til at gøre Gildet som kosted 1 Rigsdaler pr Par og skulde være tegnet på en Liste.  Fastelavnsmandag mødte de mandlige Deltager i Gildsgaarden lidt over Middag, for at slå Katten af Tønden. En Tønde blev stillet op ca 100 Alen fra Statsstedet, og første mand kom frem med en gammel Plejlsslagle i Hånden og fik et Tørklæde bundet godt fast for Øjnene først da måtte han gå efter Tønden. Når alle havde slået en Gang begyndte anden Omgang o.s.v. Det morede alle og varede næsten hele Eftermiddagen.  Mændene gik så og hentede deres Koner til Ballet. Dansen gik lystig og Glarvognen kørte Stuen rundt mange Gange. Spisningen foregik Holdvis i en anden Stue og en af Hovedretterne var Kogt Flæsk med Sennep.  Da vi fik Forsamlingshusene var det Ungdommen der tog Affære. Ejerlavets unge Karle sikrede sig Heste til Fastelavnsmandag der skulde rides Fastelavn. Der var gerne en Snes Rytter som alle var -edset og pyntet både Heste og Rytter. De skulde hele Ejerlaget runt inden Aften og Dagene var korte. Rytterne sang deres Tiggervise når de red ind i Gården. Manden kom ud og hilste, ofrede sit Sk--og fik Indbydelse til med Frue at deltage i Festen om Aftenen i Forsamlingshuset. Så sang Rytterne deres Takkesang og red videre. Det var altid en rigtig Fest.

Hvorledes Tilstanden i Danmark i Almindelighed var for 100 År siden i Retning af Smør og Osteproduktion, derom foreligger der kun sparsomme Beretninger, men af de sparsomme Meddelser om den Tids Kvæghold og af gamle Folks mundtlige Overleveringer fremgår det, at Mælkeribruget de fleste Steder den Gang var af meget ringe Betydning. 

Bønderne havde oftes flere Heste ind Køer, og disse, der ofte måtte tage deres Føde ude gav kun sparsom Mælk, der utvivlsom for største Delen blev brugt i Husholdningen. 

Landets Herremænd der rådede over de bedste Enge og de forholdsvis mest veldrevne Marker havde vel ofte Staldne fyldte, men det var i de fleste Tilfælde mest Stude, hvorom Interessen drejede sig.

Holsten og Fyen var de Landsdele, hvor der tidligst fortrinsvis blev holdt Køer og hvorfor der regelmæssig blev udbudt Smør til Salg i København.

Holstensk Smør blev betalt højest og Priserne være temmelig stadige til alle Årstider. 50 Kr. pr 100 pund.
Mod Slutningen af det attende Århundrede steg Priserne imidlertid betydelig, som bidrog til, at Tidens mest intelligente Mænd skænkede Sagen forøget Opmærksomhed.

Landhusholdningsselskabet, der var blevet stiftet 1769, søgte med Prisskrifter at fremme enhver Næring. Og karakteristisk for Tiden var det, at Presterne fortrinsvis hver i sin Egn ofte søgte ved Eksemplets Magt og ved litterære Arbejder søgte at udbrede Kjendskab og Interesse for et velordnet Kvæghold og Mælkeribrug.

Se med hvilken Dygtighed og Varme den sjællandske Landsbypræst Vedel i Essendrup i Præstø Amt anbefaler Sommerstaldfodring, Kløverdyrkning, og nøjagtige Optegnelser om Kvægets Fodring, Løbning, Kælvning o.s.v.
Han påviste blandt andet, at en Mand kan passe 15 Køer på Stald, slå Kløveren, køre den hjem, fodre, holde Køerne rene, rense Stalden o.s.v.

Køeren give betydelig mere Mælk, og Pigeholdet behøver ikke at forøges da Malkningen skal foregå hjemme og ikke i fjerntliggende Marker.

Pastor Niels Blicker beklager sig over at ingen vil høre om Sommerstaldsfodring.
Han har forsøgt Tingene i To År, men på Grund af Folkenes Uvillighed måtte opgive det. 

Hos Valgmenighedspræst J. Teilman var jeg Tre År, og lærte at drive en Ejendom med Vekselbrug, Roedyrkning, Sommerstaldfodring og hvad dertil hører.

Landhusholdningsselskabet begyndte 1837 at lade unge Bønderpiger lære Mælkeriet i Toårige Kursus på forskellige af de bedre Herregaardsmælkerier og derved oplærtes efterhånden mange danske Mejerske.

Der lavedes både Ost og Sødmælksost men Smørproduktionen fik dog Altid den overvejende Betydning, og endog fra Bøndergårde fremkom om Sommeren og Efteråret en Del Smør til Salg.
De simplere Varer eksporteredes mest til Norge og alt Herregårdes smørret gik til Kiel og Hamborg for at deværende Eksportører at sendes til England som Finest Kills. 

1854 begyndte Landhusholdnings Selskabet at antage Lære til Uddannelse som Mejeribødker eller Fodermester og det skete at, der senere viste sig at blive gennemgribende Betydning for det danske Mælkebrug.
Landhusholdnings Selskabet overdrog Cand. polyt Segelke at foretage Undersøgelser over alle Mælkeribruget vedrørende Forhold, og senere blev han som kandidat fast knyttet til Selskabet.

Særlig fremragende Mænd må nævnes Professor B. Bøgild, B.S. Jørgensen, Etasråd A. Vallentine Segelke, Ducent Fjord og flere arbejdede for at udbrede Kendskab til Mælkeriets praktiske Arbejde. 

Allerede 1864 begyndte To unge Landmænd at lære praktisk Mælkeriarbejder hos Godsejer Ingerslev, Marielesborg, og Proprietær Kock Tormund.

Efter Krigen tog flere vordne Forpagter, Proprietærer og Godsejere til at gennemgå korte Kursus, 2 a 3 Måneder på de bedste ordnede Herregårdes Mælkerier hvor de måtte tage Hånd med i alt forefaldende Arbejde, gøre Optegnelser om alt hvad de så, og hvad de selv bestilte, og fremfor alt føre et nøjagtig Regnskab over Produkternes Tilberedning og Udbytte.
Udbyttet af Smør og Ost opnåede kun tarvelige Præsentationer. 

Opgaven var for kandidat Segelke at fremme Mælkeribruget hos de mange små Landmænd ved hos dem at få udbyttet de Erfaringer der nøjsommelig var erhvervet på Herregårdene.
Han skrev derfor 1865 sin Vejledning i Smørtelberedning for mindre Landbrugere med særligt Hensyn til de ved Smørkærningen under Tiden indtrædende Vanskeligheder, og den gjorde god Nytte, hos den mest intelligente og fremadstræbende Del af Bønderstanden, men det store Flertal var fremdeles vanskelig at få i Tale. 

Kornproduktion, Tillæg og Opdræt af Heste og Ungkvæg befandt man sig bedst ved.
Mange Bønder havde end ikke et Lokale til Mælkens Opbevaring, men Flødeafskumningen foregik på Hylder under Loftet i Stuen eller Spisekammeret, som ofte var indenfor Sovekammeret, og Renligheden lod meget tilbage at ønske, så det var ikke underligt, at Smørret Kvalitet blev dårlig og Salgsprisen ringe.
Det solgtes som Mastesmør til Norge, for 12 Skilling pr. pund = 25 øre. 

Mange gjorde vel Indvendinger mod at få disse unge Mennesker i Mejeriet, hvor man frygtede det ikke kunde gå an at lade Mænd og Kvinder arbejde sammen, men efter Hånden blev disse Fordomme overvundne. 
I de To År 1864 og 1865 oplærtes 9 unge Mænd i Mælkeribruget,
I 1868 og 1869 allerede 45 unge Landmænd
I 1872 og 1873 endog 114 unge Landmænd
og i 1876 og 1877 steg til 188 Mænd. 

En s--regen Betydning fik denne Oplæren af unge Mænd derved, at Segelke blandt disse unge Kræfter der kom til at gøre god Nytte som Mælkeriassistenter, hvorved det blev muligt at forbedre Mælkeribruget hos den talrige Bondestand, for hvem det kun dårligt betalte sig at holde Malkekøer, fordi de fik ringe føde.
Efter År 1865 blev det sjældner at se Mælkefade ved Loftbjælkerne og små Landbrugers Koner stå og kærne Smør i en Flaske. 

Bønderne begyndte at fodre deres Køer bedre, og Smørpriserne stigende og i 70erne var der flere Landmænd der havde indrettet Mælkestuer med murede Bassiner til Mælkens Afkøling.
De såkaldte Vandmejerier.

I Året 1877 fik jeg Plads hos Pastor Tijlman, Bering, han havde et lille Landbrug på 102 Td. Land, det skulde drives som et Mønsterbrug. Vekselbrug, Roedyrkning og Staldfodring o.s.v. 

I Året 1881 overtog jeg et mindre Landbrug i Hvinningdal 13 Td. Land, og begyndte at ordne det til Vekselbrug med Roedyrkning og Sommerstaldfodring. 

Jeg så nok at Folk smilte når der taltes om Roerne, men Smilet lignede mest et langt Grin.
Jeg tænkte I skal få noget at grine af. Roerne voksede godt og jeg fodrede jævnt godt og solgte forholdsvis meget Smør, det fik Roerne Skyld for, og Grinebiderne bad mig om at lære dem at dyrke Roer, til næste Sommer. 

Smørpriserne på Silkeborg Torv og hos Købmanden var 80 a 85 Øre pr. Pund, men i 1882, kom der en Smørekspotør til Silkeborg hver Lørdag og opkøbte Smør.
Jeg lod Grossisten bedømme mit Smør, og da han var færdig med at Lugte og smage spurgte han, hvor stort Mejeri jeg havde. Jeg har kun 3 Køer foreløbig svarede jeg spagfærdig.
Nå der kan man se hvad god Fodring og Renlighed kan gøre. Jeg vil give 106 (øre) for Pundet skal jeg så have det ? Jeg svarede, glad overrasket, Ja dertil. 

I Året 1884 kom To unge Mejerister til Silkeborg og lejede Lokaler til et lille Mejeri, og købte Mælk i Byens nærmeste Opland, som de hentede og betalte Topnoteringen for 28 pund Mælk, men Andelsbevægelsen bredte sig også her på Egnen, da blev Balle, Funder og en Del af Them Sogne enige om at bygge et Andelsmejeri Lysbro, der begyndte sin Virksomhed den 12 Juni 1888. 

Fabrikkerne havde ligeså travl den Gang med at lave Centrifuger som de har, nu med at lave Kanoner. 

                 Niels Gadkjær                              Direkte oversat.