|
AFSNIT I.
Fortalt af Niels Jensen, (Gadkjær),
Jordkærvej 11, Hvinningdal, Balle sogn.
Niels Jensen,
(Gadkjær) født 03/05 - 1850 på
ejendommen Gadkjær eller Gadekær,
Jordkærvej 11, Hvinningdal mark, Matr. nr. 9a. Hvinningdal.
Søn af Jens Nielsen og Ellen Kirstine Janasdatter.
Niels Jensen Gadkjær dør 18/02
- 1942 på ejendommen Eidervej 42, Matr. nr. 5y, Hvinningdal,
Balle sogn.
Niels Jensen Gadkjær blev gift 08/04 - 1881 i Balle kirke med
Kirstine Marie Eriksen, født 30/03 - 1855 på
ejendommen, Eidervej 42, Hvinningdal
Matr. nr. 5y, datter af Erik Andersen (Kloborg) og Ane
Johanne Jensen. Kirstine Marie Eriksen dør
samme sted 13/04 - 1916.
Niels Jensen Gadkjær var korporal fra Viborg, han var en
foregangsmand inden for landbruget, har gjorde et stort
stykke arbejde for ungdommen
i Hvinningdal med hensyn til gymnastik og skytteforening, han var
formand for Hvinningdal
Forsamlingshus over 20 år, blev æresmedlem af samme
05/03 - 1917, og så var han
meget historisk interesseret.
I åerne 1937 -1938 nedskrev Niels Jensen Gadkjær, som
87-88 årige på opfordring af adjunkt Hans Ellekilde, Dansk Folkemindesamling,
nogle af sine erindringer og
overleveringer fra Hvinningdal, og Balle sogn.
Afsnit
I. - 1.
Prædikestolen
i Balle Kirke.
I det 16de
Århundrede boede en Mand i Hvinningdal ved Navn
Anders Sørensen. Han har sat sig det Minde at have lavet eller
ladet laves den kunstneriske
Prædekestol, som findes i Balle Kirke. På en Tavle
inde i Kirken siges i Danske Atlas, findes
et Epitafium af 1614 over Anders Sørensen i Hvinningdal, som
har ladet
Prædikestolen gøre, dermed siges ganske vist ikke, at
han selv har udført Arbejdet. Om dette har Folk
imidlertid frem gennem Tiden fortalt følgende, som er ret
ejendommelig.
Det sindige Arbejde med
Prædikestolens Tilblivelse foregik oppe på, eller ved
en af de syd for Højgaard 1)
beliggende Kæmpehøje. Her var han hver Dag,
når Vejret tellod det, og snittede og skar i
Træet, som han vilde gøre sig underdanig og til
Beskuelse for Fremtidens Slægter.
Således har de gamle fortalt. Forholder det sig rigtigt, hvad
der er tvivlsom, har Kunstneren Værksted været
primitiv nok. Det sandsynligste er, at
Anders Sørensen blot har betalt Prisen, medens Eftertiden har
tillagt ham det øvrige.
Anders
Sørensen har ganske sikkert været en stor Kirkelig
interesseret Mand, der har været glad for den
lutherske Lære, og enten han har lavet Prædikestolen
eller betalt derfor, så er det en
kostelig Gave han har skænket Balle Kirke.
Hvinningdal
1937, Niels Gadkjær
Direkte oversat.
Afsnit
I. - 2.
Galgehøjen
& Hestetyven.
Lidt Nord for
Hvinningdal By begynder et
Højdedrag, og ender
lige forbi Højgaard 1).
På dette Højdedrag sydlige Ende lå en
Samling Bronzealder
Høje, som nu er flyttede så nær som en ,
den største.
Om disse Høje har min Bedstemoder 2)
fortalt mig følgende:
Disse Høje der oppe kaldes æ'
Gallihøu, (Galgehøj), fordi der en
Gang for mange År siden har stået en Galge, hvori der
blev hængt en Hestetyv 3) for ca. 300
År siden.
Der boede den Gang en Enke i den nordligste Gård 4)
i Byen, hun havde to voksne Sønner
hjemme til at passe Gårdens Drift; den ene var flittig og
dygtig, men den anden var en Drivert der Ingenting
vilde bestille hjemme.
Han rejste til Markeder, stjal Heste og solgte i andre Egne
Sådan gik det en Tid, men til sidst blev han fanget og
ført hjem til Hvinningdal og hængt
i en Galge oppe på Højen.
Den Gang blev der gjort kort Proces med en Hestetyv. Fang ham og
hæng
ham.
Enken, Tyvens Moder lod alle Vinduer der vente mod Galgehøjen
[mod nord] tilmure.
Det var hvad min
Bedstemoder 2)
fortalte mig da
jeg var en lille Dreng,
og Sagnet er levende iblandt Befolkningen endnu, især her paa
Egnen.
Direkte oversat.
Afsnit I
- 3.
Udgravningen af
Galgehøjen.
Jeg tillader mig at
tilføje hvad jeg har
oplevet desangaaende.
I Året 1881
blev jeg Ejer af Ejendommen 5)
hvorpå
Højen lå, og nogle År efter gav jeg National
Muset Lov til at undersøge Højene.
Museet
sendte så en gammel Kaptain 6)
herover til at lede Arbejdet ved Undersøgelsen.
Da Højens
Midte var udmålt og Arbejdet i fuld Gang, kom de kun en Meter
ned, saa stødte de paa Skelettet af en
Mandsperson.
Det var sanshynelig Hestetyven. Hans Ben blev samlet og gravet ned i
Siden af Højen, og Arbejdet fortsattes ned til den egentlige
Begravelse i Bunden af
Højen. Der fandtes en Stensætning omkring en lille
Urne der indeholdt nogle
Benrester, et lille Spænde, og en fin lille Dolk, begge Dele
af Bronze.
Kaptainen udtalte
da, at det var en Prindsese der var
stedet til Hvile,
og det var foregået således:
De havde stablet et Bål op og lagt Liget der
på, når de saa har fået Ild i Bålet
har de spillet og danset omkring Bålet mens de
Brændte.
Hvinningdal den
18-3-1938
Niels Gadkjær
Direkte oversat.
(1.
"Højgaard" Buskelundvej 2, Matr. nr. 5a, Hvinningdal.
(2. Charlotte Amalie Kriger, født
Ludvigsdatter 1793 i
Kragelund sogn.
(3. Ved højens udgravning sommeren 1901
fandt man i 0,80 cm
dybte skelettet af nyrer dato af en mand.
(4. "Lindegaarden" Hvinningdalvej 92/Eidervej,
Hvinningdal by. Matr.
nr. 3a.
(5. Eidervej 42, Matr. nr. 5y, Hvinningdal.
(6. A. P. Madsen.
Fra
bogen "Balle Sogn"
af Rasmus Mortensen, side 36 & 37:
Høj
på Matr. nr. 5y; Rund høj, 14 meter i
tværmål, 4 meter høj, omtrent ¼
afgravet mod
vest. Højfylden sortblandet muld. Noget nord for midten var et
større parti foroven kendelig omgravet. Fylden var her
løsere og mørkere.
Her
lå i 0,80 meters dybde rester af et skelet med hovedet imod
sydvest. Af skelettet var hovedet, det mest af
lårbenene samt enkelte andre knogler bevaret. Over midten af
skelettet lå en
større sten.
Der fortælles på egnen, at for
150 år siden
blev en søn af gårdens daværende ejerinde
på grund af et vidtdrevet hestetyveri hængt
på den
nærliggende høj, man kalder Galgebakken. Det er meget
sandsynlig, at det er denne tyv, som her er nedgravet.
På bunden midt i højen var en dynge større
håndsten. Dyngen lå i øst-vest, 3,80 meter
lang, 2,20 meter bred, ca. 13 meter høj. Stendyngens
beskaffenhed
var af en ret ejendommelig natur. Der er næppe tvivl om, at
den afdøde er
brændt på stedet og højen derpå
opført. Der var nemlig nederst et jævnt lag af sten,
yderst med en vold af
flere lag sten. Oven på dette inderste stenlag lå et
tykt lag trækul, flere steder store
brudstykker som af tykke grene. Umiddelbart over kullaget lå
jævnt fordelt et tyndt lag
brændte ben, i en udstrækning og længde
svarende til et voksen individ. Ved den ene side oven på de
brændte ben lå en af ild meget medtaget Broncedolk
samt brudstykker af en Fibula. Har hovedet, som det oftes er
tilfældet, ligget mod vest, har dolk og Fibula været
anbragt ved venstre side,
omtrent ved lænden. Over kullaget og de brændte ben
var derpå hobet et lag af
håndsten.
Højen derpå opført. Jbr.
B 7450 og B 7451.
Direkte efter bogen Balle Sogn, af Rasmus Mortensen. |
Afsnit
I. - 4.
Den Svenske
Kanonkugle.
Omtrent
40 Meter Nordøst for den foran nævnte
Galgehøj ligger en stor Høj, den sydvender og sidste
af Samlingen.
Da Kaptajnen
var færdig med
Undersøgelsen af Galgehøjen udtalte han:
"Så,
nu har vi kun den store Høj
tilbage". "Ja,
Hr.
Kaptajn!" svarede jeg, "hvis De undersøger denne Høj
forlanger jeg, at den efter Undersøgelsen
skal stå ligeså pæn som den står
nu".
Så bandede han, "jeg
vil ikke have med den at
gøre".
Så
rejste han til København, og den skønne Høj
fik Lov at stå i Fred.
Højen
er ca. 9
Alen = 5,65 meter høj, 11 fod = 3,45 meter og 100 Alen = 62,8
meter 60 fod = 18,83 meter i Omkreds, den er omgivet af en
tæt Række jævn store Kampestene i
Højens Fod, den eneste der var forsynet med
Vogtere.
Paa denne
Høj er der Udsigt i flere Miles
Omkreds i
den naturskønne Silkeborg
Egn.
Denne Høj har også en lille Historie, ellers var den
ikke blevet nævnt her.
|
|
Det
var i Midten af det 17de Århundrede [1643-45] at Karl
Gustav besatte Jylland med den svenske Hær, de røvede
og plyndrede, og
ødelagde de jyske Skove og meget mere.
Silkeborg
Egnen var nok særlig
hårdt behandlet.
Blandt andre
Bedrifter de foretog sig, kørte de deres Kanoner op paa den
store Høj, og derfra skød det
gamle Silkeborg Slot ned og lagde det ganske øde,
sådan fortalte de gamle, men da
Svenskerne var bortrejst og Jorden igen blev dyrket,pløjede
Ejendommens Ejer en
Kanonkugle op ved Kanten
af Højen.
Det var jo en
af Svenskernes Kugler der var rullet
fra dem og nedtrådt i
Jorden.
Kuglen er af Jern, kuglerund og vejer 5 pund.
Den er nu,
næsten 300 År,
gået i Arv fra Slægt til Slægt, og opbevares
endnu paa Ejendommen, [Eidervej 42, Matr. nr. 5y, Hvinningdal] som et
Minde
om hvad der foregik paa denne Tid.
NB: De
mål i parentes (fod) er efter
bogen "Balle Sogn" side
33.
|
Hvinningdal den 22-3-1938
Niels
Gadkjær
Direkte oversat.
Fra udstillingen i
Sognehuset, Balle 17 - 19 September
1994.
Da svenskerne igen
var ude af landet og jorden på ny blev
dyrket, pløjede ejendommens daværende ejer; Erik
Andersen Kloborg (hvis
datter Kirstine
Marie Eriksen født 30/03 - 1855 på ejendommen, Matr.
nr. 5y Hvinningdal, og som senere blev
gift med Niels Gadkjær) en Kanonkugle op fra
kanten af højen. Det var en af de svenske
kugler, der var rullet fra dem og nedtrådt i jorden.
Kuglen er af ren jern,
kuglerund og vejer 5 pund. Den er nu
ca. 335 år gammel og var i mange år et kært
trofæ på
Eriksen/Gadkjærs ejendom, Eidervej 42, Matr. nr. 5y,
Hvinningdal.
Omkring ca. 1935, 100
år efter at den første gang
blev fundet ville Niels Gadkjær tage den frem og vise den til
sin nabo Niels Lihn, men kuglen var da
sporløst forsvundet.
I 1939 efterlyser Niels Gadkjær
kuglen, og i en artikel i
Silkeborg
Avis efterlyser daværende redaktionssekretær G.
Nørgaard Jepsen kanonkuglen,
men den var og blev sporløst forsvundet.
Men i foråret
1994, 59 år senere, så den
svenske kugle igen dagens lys, idet gårdejer Anders
Coniradi Nielsen, Højgaard Buskelundvej 2, Matr. nr.
5a,
Hvinningdal igennem mange år har haft kuglen ligget i sin stue
uden at vide hvordan den er havnet
på Højgaard før 1947.
September
1994
Vagn Lihn
Kristensen
Kuglen er senere overgivet til Balle
Sogns Lokalhistoriske Forening som opbevarer den
i
sit arkiv.
Afsnit
I. - 5.
Hvinningdal By A.
Da
jeg var en halv Snes År gammel fortalte min Fahr [far] mig,
at efter gammel Sigende, har Hvinningdal By ligget to forskellige
Steder, før den fik sin
nuværende høje Beliggenhed.
Et af Stederne, der nævnes som Byens
tidligere Beliggenhed, er nede
i Dalen, ved Gården "Gadkjær" 7)
vest eller nordvest for Byen.
Som
Grund til at Byen den ene Gang blev Flyttet, har gamle Folk fortalt
videre fra deres Forfædre, at Hvinningdal Bys Beboere engang
for mange
År siden uddøde formedelst Pest. Og de fortalte
endvidere at alle de
døde ligger begravet under
de store Tornetræer, 8) der i sin Tid
stod på Balle Kirkegård.
Det
andet Sted der var
Tale om, at Hvinningdal By har ligget er kun ca. 800 Alen [502 meter]
sydvestlig for den nuværende By.
Det var den vestre Ende af den snævre lune Dal, der
går fra Byen og ned
til
Vesterskov Bakke, der blev valgt til Boplads.
Med en 24 Alen [= 15.06
meter] bred Vej, Førte, hvor Byhyrden
samlede Byens Kreaturer om Morgenen, og levere de om Aftenen.
Der boede Granderne [=forfædre], 9)
i
mange År, ingen
ved hvor mange, men der opstod en Ildebrand og Byen brændte
sånær som
Skrædderens Hus og Møllestedet.
Skrædderens
Hus laa indtil Vesterskov Bakke og Møllestedet laa lidt
sydøst derfor, det blev senere flyttet om til Funder Vejen
[Odinsvej -
Drejgårdsvej] i Nærheden af
den til Stedet hørend Mølle.
Der var Søgsmål om
Møllebroen,
måske om
dens Vedligeholdelse.
Kong Hans afsagde Dom på
Møllebroen 1489, og
Aaret efter en Biskop og Bygdemand Dom.
Efter de gamles Udsagn var Vejen mellem Funder og
Hvinningdal meget
usikker at befare i Fordoms Dage mens Møllen eksistere. Det
var Røveri
og
Overfald der voldte Usikkerheden.
Egnen var jo den Gang skovrig, og de
skumle Slugter, Dale og Banker,
der særlig kendetegner det pågældende
Strøg, kunde jo nok friste
nogle forvogne til lyssky Grotter.
Det fortælles også
at Folkene i Møllen havde en Hånd med i
Røveriet, naturligvis i al Hemmelighed. Men omsider kom denne
Delagtighed for Dagen, og da var det at
Mølleriet blev nedlagt og det hele jævnet med
Jorden.
Hvinningdal den 24 - 3 -
1938
Niels
Gadkjær.
Direkte oversat.
|
Afsnit
I. - 6.
Hvinningdal By B.
Hvinningdal bestod
oprindelig af otte Gårde 10)
Ifølge et gammelt Sigened har Hvinningdal By ligget to
forskellige Steder, før den fik sin
nuværende høje Beliggenhed, som jo ret beseet kun
dårligt svarer til Navnet.
Et af Stederne, der
nævnes
som Byens tidligere Beliggenhed er nede i Dalen ved Gården
"Gadkjær" 7) nordvestlig for Byen
- Som Grund til at Byen blev flyttet den ene Gang, har gamle Folk
fortalt videre fra deres
Forfædre, at Hvinningdal Bys Beboere for mange År
siden uddøde formedelist Pest.
Og de
fortalte endvidere, at alle de døde ligger begravet under de
store Tornetræer 8) der i sin Tid stod
på Balle Kirkegård.
Det andet Sted der
var Tale om at Hvinningdal By har ligget, er kun ca.
700 Alen [= 439 meter] sydvestlig for den nuværende By. Det
var den vestre
Ende af den snævre Dal, der går fra Byen og ned til
Vesterskov Bakke, de valgte til Boplads, med en
bred Vej, Førte, hvor Byhyrden samlede Byens Kreaturer om
Morgenen og levere dem tilbage om
Aftenen.
Der boede
så Granderne [= forfædre] 9) i Dalen i
mange År, ingen ved hvor mange, fordi de gamle ikke brugte
Dato eller Årstal. Men der opstod en
Ildebrand og Byen brændte så nær som
Skrædderens Hus og Møllestedet.
Skrædderens Hus lå indtil Foden af Vester Skov Bakke,
og Møllestedet lå lidt sydøst derfor.
Møllestedet blev senere flyttet hen til den berygtet Funder
Landevej og Mølle.
Skrædderens
Hus blev
stående mange År efter at Byen var opbygget hvor den
står nu. En gammel Mand der var
født og opvokset først i forrige Århundrede
i Hvinningdal har blandt andet fortalt mig
følgende:
Da
han var Dreng gik alle Byens store Drenge
på Gaden om Søndag Eftermiddagene
på Sjov, så kom de også i Tanke om at
besøge Skrædderen. Da de kom derned og
så Forholdene, blev de enige om, at prøve på
at springe op på Huset fra Bakkesiden, det gik storartet,
når det tog rigtig Tilløb kunde de springe godt
Halvvejs op på Taget, men så kom
Skrædderen ud, han var så gal og skældte ud,
vi lusked så op i Byen, men kom næste Søndag
igen.
Skrædderen
er død for mange År
siden, Huset forsvundet og hans Jordlod = O Skrøjes Toft er
lagt til
Pottemagerstedet.
Det var et
hårdt Slag for Granderne [= forfædrene] 9)
da deres By brændte, [10/04 - 1681] men de tabte ikke Hovedet
derover, ikke engang Næse eller Mund,
men anlagde og byggede Hvinningdal By, som en korikt [korrekt] Rundby
med Landevejen og Forten
midt i Byen.
Bystævnet med (bystævner og grander)
Majtræet og en Række Kampsteen i halvkreds om
Træet. Hver Mand havde sin bestemte Plads. Oldermandens Plads
var ved Majtræet.
Det var kun
små Bindingsværk Huse de byggede og 2 og
2 Gårde sammen. Det var lerklinede Fyldinger i
Væggene, og Dørene var 2 halve
Døre, den ene oven over den anden, sådan så
det ud til Midten af forrige Århundrede, da begyndte Folk at
erstatte dem med større og Tidssvarende Bygninger.
Hvinningdal den
20-4-1938
Niels
Gadkjær
Direkte oversat.
(7.
"Gadkjær" eller "Gadekær" er Niels
Gadkjærs fødehjem som ligger; Jordkærvej 11,
Hvinningdal mark. Matr. nr. 9a,
Hvinningdal.
(8. På Balle kirkegårds
nordvestligste
hjørne stod der engang flere store Tornetræer.
(9. "Granderne" må være et udtryk
for "de gamle
Hvinningdal boer" forfædre.
(10.Det er nuværende Hvinningdal by der
menes.
Afsnit
I. - 6a.
Hids Herreds
Tingbog 13/1 1657 - 20/12 1687. B46D-1
28/2 1682.
De
Hvinningdal mænd et 24 mands vidne om deres ildebrandskade
(93a) og efterskrevne vidnede, at natten efter 10/4 1681 ved midnatstid
opstod ildebrand i
Hvinningdal, og før dagskin gav sig til syne, var der hverken
stik eller stage
uopbrændt af samme gårde, ja ikke så meget
som en stav, idet husene var i et dalskår så
nær sat tilsammen på hverandre, at intet for
ildebranden kunne frelses, så de fattige folk fik intet reddet
af deres formue bo eller boskab klæder sølv penning
kobber eller andet
husgeråd, og de kom så godt som nøgne ud med
en hoben elendige små børn, og ingen fik så
meget fætalje (93b) reddet, at de kunne svale deres hunger, og
både sæde og ædekorn
småfæmon brændte mesten alt sammen og en del
af det store fæmon, som ikke uden stor livsfare i
sådan hast
kunne komme af gårdene
Afsnit
I. - 7.
Den kloge mand i
Hvinningdal.
Lærer F.
Bundgaard Lassen, Brande skrev for nogle År
siden i Silkeborg Avis, efter hans Oldefaders Optegnelser:
Nu
er
Bønderne langt bedre oplyste end
i min Barndom. På den Tid kunde mange ikke engang skrive deres
eget Navn. Af Bøger havde
man, de fleste Steder, kun Bibel, Salmebog og Almanak.
Tiden
var fuld
af Overtro, man troede
på Varsler, ja mange troede endnu på, at der var
Nisser og Trolde til,
således fortaltes om en Mand fra Skjørring, for hvem
alt lykkedes så godt, at han havde en Nisse i Huset.
En
Mand der passede Kulmilen i Skoven ved Nørre Vissing,
påstod bestemt, at han en Nat blev omringet af Ellepiger, og
kun reddede sig fra dem, ved at slynge
en Brand efter dem.
Man
troede på Signen og Manen, og i
Forbindelse hermed,
på Kloge Mænd og Kloge Koner.
I Hvinningdal ved Silkeborg boede sådan
en Klog Mand 11) han
kurerede ved at læse Hemmelige Formularer, og han var meget
søgt.
Min
Svigerfader
Jens Jensen, kaldet Bundgaardmanden fra Toustrup, efter sin
Går, var ellers mere
oplyst end de fleste, var også rildet i Tidens Overtro, og
mente at onde Mennesker kunde
påføre andre Mennesker Sygdomme, slå
Øjne ud o.s.v.
Han blev en Gang heftig
syg, man brugte mange Midler for at få ham rask, men intet
hjalp. Endelig kom man i Tanke om at
han var forgjort og han påstod, at den Dag han blev syg, havde
set et Kvindfolk, der haddet han kastet
noget på hans Vej. Det var han gået over, og dette
måtte så have
påført ham Sygdommen.
Der blev nu sendt Bud efter den
Kloge Mand fra Hvinningdal. Han kom og han sagde: At Formodningen
om, at Jens Jensen var forgjort var ganske rigtig. Han befalede
derpå, at
en sort Høne skulde slagtes. Da det var sket, tog han dens
blødje Kød, og idet han
fremmumlede nogle hemmelige Formularer rækkede han Jens Jensen
Hoved dermed.
Min
Svigerfader fortalte
ofte om sin Sygdom, og sluttede altid Fortællingen
således: Fra den Tid kom
jeg i Bedring, og blev omsider frisk.
Direkte oversat.
(11.
Anders
Sørensen Winther (1778-1849), gift med Marie
Kirstine Laursdatter var søgt i mange miles omkreds. Han
kurerede både mennesker og dyr, og
kunne ved siden af lidt hekseri.
Anders Winther overtog i ca. 1840
ejendommen efter sin far, Anton
Louring Winther, Matr. nr. 6a, Hvinningdalvej 88, Hvinningdal by.
Anders Winther overlod
ejendommen til sin søn Mogens Peter Sørensen Winther,
kaldet Moust Winther som igen
overlod den til sin søn, Anthon Winther, født 20/06 -
1901 på ejendommen i
Hvinningdal.
Anthon Winther var kendt vidt omkring for sin
forudsigelse
af vejret, og hans store interesse
for astrologi, himmelrummet, galakser og andre spændende ting.
Afsnit
I. - 8.
Hr. Anders - til Balle kirke.
Det
var Året 1677, altså op mod Tre Hundrede
År tilbage i Tiden. Og Skuepladsen et Sted vi alle Kender: Kjærsgaard.
I 1677 så det jo ikke ud ved
Silkeborg som det gør nu. Ganske vist har Langsøen og
Gurmosen [imellem Hvinningdal og Funder] ikke
skiftet Plads siden da. Bakkeåsene fulgte de samme store
Linier over Hvinningdal,
Balle og Gødvad det År som nu 1937, der var Skovsus
og Bølgeskvulp da som nu, men da var der
meget mere Skov - alle de ovenfor nævnt åse var
tækte med
Trækroner - og der var ingen By men et gammel Slot med Kro,
Mølle og nogle Huse til Nabo, heller ingen Jernbane,
ingen brolagt Landevej over Langsøen Nordpå
o.s.v.
Vilde man den Gang over
Langsøen ved Silkeborg, så skulde man færges
over, der havde været Færge og
Færgemand gennem Århundrede.
Slottets Folk, både Herskab og Tjenerskab, skulde
også den Vej, når de vilde til Byerne
Nordpå.
Når de f. eks. skulde til Kirke i Balle,
måtte de over Vandet.
Og i 1677 skulde Herskabet en Søndag
netop over at
høre Hr. Anders Vivild i Gødvad prædike i
Anneks kirken i Balle.
Slottet ejedes da af Sv.
Kristian Fischer tidligere Kongens Mundskænk. Han var vist en
svag Mand, han døde nemlig
det År - og han har vel ved sin Ridefoged, Hans Carstensen,
sendt Bud til en Bonde i
Kjærsgaard, Peder Christensen, om at være tilstede
ved Silkeborg Landsted, som det hedder, dvs
Færgebakken, og age ham og måske Hustruen Fru Mette
Harder, til Balle Kirke.
Om P.C. er
mødt, ved jeg ikke, derimod ved jeg, at han ikke
følte sig forpligtet til at efterkomme
Tilsigelsen, men mente at en af Naboerne, Kristian Thomsen, egentlig
stod for Tur at besøge
Egten.
Lekresten var ikke enig med ham heri, og der rejste sig da en kraftig
Menigudvikling ud fra de to Bønders forskellige Syn
på Sagen, så
kraftig at Oldmand og Vide ikke kunde afgøre
Mellemværendet, men at Sagen måtte for Overretten,
Altså Hids Herred Ting.
Jeg kunde tænke mig, at det
måske kunde indteresere
Læserne at se og høre, hvorledes Datidens
Bønder mødtes, begierde Peder Kristensen at suerges
med Kristian
Thomsen om samme Egte.
Han tog i den Hensigt, Smul op fra Jorden och
bad at der skulde fare
så mange Djævle formodentlig i kammen, om han haffd
icke kørt den sidste
Rejse.
|
|
Da
løb Kr. Thomsen og sagde:
Jeg tror
ikke du vil
slå mig.
Han forsvandt gennem sin
Husdør, og som førnævnte P. Kristensen kom
ud dermed, faldt han på, hans Knæ, och
ville suerges.
Da svarede Kr.
Thomsen.
Gud fri mig
dig, der er intet at
tjene på dig, og
så faldt Kr. Thomsem på hans Knæ og Rakte
sin Hænder i Vejret og bad, at Gud vilde
gøre tegn på dem, som gjorde Huerander
undt.
Hidtil har
Sammenstødet jo nærmest haft et
meget højtideligt, halvt religiøst Anstrøg.
Men nu skifter Scenen i Kjærsgaard pludselig karakter.
Tingbogen beretter, at så kom P. Kristensen løbende
hen mod den anden, men Kristen Thomsen
sprang op og sagde; Gid
Diflen bier dig.
Men P. Kristensen satte fra
sig, det han havde i sin
Hånd og greb tvende Stene i sin Hånd, som laa med
hans Bageroffen og løb efter
Kr. Thomsen dermed, og Kr. Thomsen løb ud af Gården
og stod ved hans Nøds og
vendte sig og sagde, her
tør jeg bie dig, og da stod P.
Kristensen i Skjellen mellem begi deres Gårdes Rum og slog
efter Kr. Thomsem med en stor Håndstien som blev fremvist i
Retten, og ramte ham
på hans Krop.
P. Kristensen har dog ikke fået sin Blodtørst
stillet, thi Tingbogen fortæller videre: og greb
førnævnte P. Kr. under hans Arm efter noget
slå anden Gang med.
Da kom Kr.
Thomsens Kone løbend
til, og fik fat på P. Kr. og sagde:
Nu
skal du lade manden være.
Så tager P. Kr. fat
på Konen, og så drager di med hver andre. Konen
kom omkuld och han kom offuen på hen ved Hyrdens
Mødding.
Så optræder tilsidst en tredie Mand, Søren
Krestensen i Balle, han synes at have stået lidt og set
på, hvorledes P. Kr. slog Hende i Ansigtet, og kun drog og
røgte hamren i hans Hånd, men tilsidst skiller han
dem ad.
Hvad
Herredsfoden uddrager af
Vidneførselen i Sagen, og om der overhovedet er falden en Dom,
siger Tingbogen intet om.
Måske
har Parterne tilsidst, hvad der ofte skete, i de otte
Stokkemænd og Dommerens
Påhør og Påsyn rakt hinanden Hånd
og forligtes for Skranken, med Forsikring fra begge Sider om, at det
skete
ikke skulde komme nogen af de optrædende til Skade
pågodt Navn og
Rygte.
Det er måske nok gået således. Men
jeg tror ikke Chr. Fisker har ladt Peder Kristensen slippe for en
Bøde, hvis han har siddet hans Tilsigelse overhørig
så han ikke fik Hr. Anders at
høre. |
Direkte oversat.
Afsnit
I. - 9.
Den sorte
død - Valborgblus.
Fortalt til Niels
Gadkjær af hans Bedstemor Charlotte Amalie
Krieger, født 1793 i Kragelund Sogn. Niels Gadkjær
har skrevet det samme stykke to gange, jeg
har derfor mixet det sammen for at få alt med.
Vagn Lihn
Kristensen.
På
Valdemar Atterdags Dage (1340 - 1375) rasede rundt om i
Europa en frygtelig Pest, som kaldtes den sorte Død.
Et Skib
der strandede oppe ved
Vendsyssel førte Smitten med og den udbredte sig i Kort Tid
over hele Landet. De der angrebes af den blev
fulde af sorte Bylder og satte næsten alle Livet til.
Folk
døde i Tusindvis
hvor denne skrækkelige Pest nåede hen, og flere
Steder stod Landsbyer helt tomme, fordi alle Beboerne var
uddøde.
Valle
døde 1375. Således var der en Landsby hvor
Pesten kun havde levnet et Menneske, en Pige. Da hun havde
overståede Pesten og kom ud, så at
hun var det eneste Menneske i Egnen, men opdagede et Bål langt
borte, tændte hun
også et Bål, og næste Aften var
Bålene hinanden nærmere, tilsidst nåede de
hinanden, det var en ung
Mand og Pigen, Valborg, der mødtes, da de ikke havde set andre
Mennesker på Egnen besluttede de at
blive Sammen.
Valborg
og hendes Mand brændte
Glædesblus hvert År
på denne Dags Aften. Denne lille Blus var en Takkeblus for Liv
og Sundhed, det er Alså Valborg Aften,
Valborg Blus som vi fejre endnu for at jage alle Hekse og Trolde til
Bloksbjerg, ridende på
deres Kosteskafte.
Ved
denne, nu 600 årige Folkeskik har der sikkert
været forhandlet mange Ting med til vore Dage.
Indtil Midten
af forrige Århundrede holdt Ungdommen en
Slags Generalforsamling, når Bålet var
udbrændt og de ældre og
Børnene var gået hjem.
Der skulde vælges
Gadebasse og Gadelam. Gadebassen skulde være en pæn
Karl som
egnede sig til det ærefulde Hverv, og hans Gadelam skulde
være den kønneste Pige og
dygtigste til at danse. Disse to Folkevalgte skulde ordne Pinsegildet
Øllet brygget og meget mere, og
uddele Gadelam til alle de andre Gadebasser.
Som 15 årige Koltringknægt var jeg med ved
Sådan et Stævne. Den første der blev
foreslået nægtede at tage mod Valg, da han ikke havde
optærsket. Han blev fri og en anden valgt.
Det
var i
Året 1865, siden blev der Ingen valgt, da Gadebasse
Indstitusionen blev ophævet; men Pinsegildet fik vi alligevel,
og der var Pinsebal i Sognefoged P.
Danielsens Skov flere År efter Gadebassenes Tid.
Afsnit
I. - 10.
Hø- og
Kornhøsten - Høst- Jule- og
Fastelavnsfest.
Niels
Gadkjær har skrevet det samme stykke to gange.
Jeg har
derfor mixet det sammen for at få alt med.
Vagn Lihn
Kristensen.
Nu er vi
snart så langt henne på Sommeren, at
Høhøsten kan begynde, først
Agerhøet siden Enghøet, sådan at vi kan
være klar til at
tage fat på Kornhøsten så snart Kornet er
moden, men det er ikke sådan så lige til,
der var
altid noget at iagttage ved ethvert nyt Arbejde.
Det kunde
på
ingen Måde gå, at begynde Høslet
eller Høst på en Mandag, der måtte
vælges en anden Dag, ellers kunde der indtræffe de
værste
Uheld som vi slet ikke kender nu.
Her i Balle
Sogn er
Gårdene af den Størrelse at Manden med en
Tjenestekarl Hjælp kunde overkomme Arbejdet med
Gårdens Drift, men så var der fuldt op
af Arbejde hele Tiden, men Arbejdet gik med Liv og Lyst.
Hver Går havde to Slåere, Manden og Karlen, og 1
Holmer, Pige, den Uge Engen blev slået og kørt Hjem
måtte Husmoderen og Hyrdedrengen styre
Gården, passe Kreaturerne, kærne Smørret,
lave Osten og m.m.
De
Gårde der var lidt større havde en fast
Høstmand og Høstkone eller Pige.
Så
kom
Dagen Høsten skulde begynde og Folkene vandrede ud til
Startstedet
på det Fald der skal Høstes.
Manden gik foran og
Gårdens Pige havde Forrangen til at binde
op efter ham. Karlen og hans Dame kom derefter, var der flere kom de i
den rette Rangfordening.
Kl.
9 til 9½ spistes Melmad. Kl. 12 Middag til Kl. 2. Så
en kop
med et stykke
Kandis Sukker (Knaldkaffe). Kl. 4½ Melmad, derefter
høstedes
til Ræven kunde
næsten nå Solen, Alså lidt før
Solnedgang, så lagdes vi Høleene og det
høstede korn sattes sammen.
Også
her gik Arbejdet med Liv og Lyst, Så hjem til
Mutter og Boghvedegrødene. Søvn
blev der ikke ret meget af, det galdt om at benytte det gode
Høstvejr.
Det sidste Neg
af alle Kornsorter er alle ked af at binde fordi den som
binder det sidste Neg bliver kaldt den gamle og føler det som
en Vanære.
- Den der binder det sidste Rugneg får Rugstodderen
eller
æ' Rugvrop.
- Den der binder det sidste
Bygneg får Bygstoderen eller Byggonmis.
- Den der binder det
sidste Havreneg får Havrepiggen
eller æ' Havrekvæs.
Når
den listige Opbinder, hvis Lod det er at binde det sidste
Neg, kan se sit Snit til at binde den gamle sammen med et af
Høsternes Been medens han
strøger sin Le, så har hun løst sig fra den
gamle, og det er Høsteren der er den gamle, han
går med det om Benet, og må tage mod alles
brølende Latter og Grin.
Ingen Opbinder
må gå sin Høster
nærmere end 3 Hug, disse 3 Hug skal næste
Høster respektere og ikke køre forbi.
Ligeså
må den
som forker Korn på eller af Vognen passe på at holde
godt fast på Forkskaftet, at Modtageren ikke skal tage
både Neg og Fork.
Løskøbet var en Flaske
Brændevin.
På
Ophøstningsdagen vandrer alle hjem til
Gården og stiller sig i Nærheden af
Kaalene og giver sig til at stryge Høleerne, og truer
med at
høste Kaalene. Madmoderen kommer så ud med Flaske og
Glas, med Kage og
Æbleskiver og gøde Sager og opvarter Folkene dermed,
for at formå dem til at lade Kaalene i Fred.
Denne Skik kaldes at stryge for Kaalene.
Dagen slutter
med et Skaargilde, og Skaargrødene serveres i et
Par store Lerfade, som de alle langede til.
Det var skønt at
se de To store Fade med
Risengrød bestrøet med Sukker og Kanel og med
Smørhullet mit i Fadet, men havde Karlen haft Uheld og
væltet med et eller flere Læs Korn ved
Hjemkørselen, da blev der i den Side af Fadet der
vendte mod Karlen plantet et Kornaks i Grøden for hvert
Læs af samme Kornsort som
han havde væltet med.
Rugstoderen,
æ
Rouvrep, skal have Skindet af Faaremdtken
Mikals Aften. Bygstoderen, Byggonmis skal sidde ved Døren, og
Havrekoes skal
hænges i Skorstenen ved Arnene mens de andres holder Gilde og
morer sig.
Når
så hen på Efteråret med
køligere Vejr begyndte Bønderne at slagte
Får og Beder, så kom det lange ventede
Høstgilde, der skulde alle med der havde
hjulpet til i Høsten, selv om det var ganske lidt blev der dog
gjort Krav på Høstgildet
og så var der Familien og særlig indbudne,
så det blev en anselig Flok til desmaa Stuer.
Men
Bønderne kunde sno sig på et lille Sted, selv om
Kvinderne fyldte anderledes den Gang end nu, i deres
mange Skjørter og lange Kjoler og Krenoliner.
Krenolinen
blev
ikke populær hos
Bønderne, men forsvandt hurtig.
Når
Høstgilderne var overståede var der ikke
lang til Julegilderne, som varede et Stykke ind i det ny År,
de fejredes omtrent ens, kun ved
Høstgilderne måtte Violinen med, ved Julegilderne var
det de gamle Sanglege:
Der
går Dans
på Ribegade og væve Vadmel og mange andre, som alle
sang med Liv og Lyst.
Af
Høstgildet og Julegildet svaredes ingen Forlystelsskat, men
af Fastelavns gildet og Liegstauen skulde der svares 1 Rigsdaler til
Sognets fattige.
Fastelavnsgildet
var for hele Ejerlaget og foregik på
følgende måde i
Midten af forrige Århundrede.
Gårdmændene
der havde bedst Plads skiftedes til at gøre Gildet som kosted
1
Rigsdaler pr Par og skulde være tegnet på en
Liste.
Fastelavnsmandag
mødte de
mandlige Deltager i Gildsgaarden lidt over Middag, for at slå
Katten af Tønden.
En
Tønde blev stillet op ca 100 Alen fra Statsstedet, og
første mand kom frem med en gammel Plejlsslagle i
Hånden og fik et Tørklæde bundet godt fast
for Øjnene først da måtte han
gå efter Tønden.
Når alle havde
slået en Gang begyndte anden Omgang o.s.v. Det morede alle og
varede næsten hele
Eftermiddagen.
Mændene
gik så og hentede deres Koner til Ballet.
Dansen gik lystig og Glarvognen kørte Stuen rundt mange Gange.
Spisningen foregik Holdvis i en anden Stue og
en af Hovedretterne var Kogt Flæsk med Sennep.
Da
vi fik Forsamlingshusene var det Ungdommen der tog Affære.
Ejerlavets unge Karle sikrede sig Heste til Fastelavnsmandag der skulde
rides Fastelavn.
Der var gerne en Snes Rytter som alle var -edset og pyntet
både Heste og Rytter.
De skulde hele Ejerlaget runt inden
Aften og Dagene var korte.
Rytterne sang
deres Tiggervise når de red ind i Gården. Manden kom
ud og hilste, ofrede sit Sk--og fik
Indbydelse til med Frue at deltage i Festen om Aftenen i
Forsamlingshuset. Så sang
Rytterne deres Takkesang og red videre. Det var altid en rigtig Fest.
|
Afsnit
I. - 11.
Mejeribrug.
Hvorledes Tilstanden i Danmark i Almindelighed var for
100 År
siden i Retning af Smør og Osteproduktion, derom foreligger
der kun sparsomme Beretninger, men af
de sparsomme Meddelser om den Tids Kvæghold og af gamle Folks
mundtlige
Overleveringer fremgår det, at Mælkeribruget de
fleste Steder den Gang var af meget ringe
Betydning.
Bønderne havde oftes flere Heste ind
Køer,
og disse, der ofte måtte
tage deres Føde ude gav kun sparsom Mælk, der
utvivlsom for største Delen blev brugt i
Husholdningen.
Landets Herremænd der rådede over de
bedste Enge og
de forholdsvis mest veldrevne Marker havde vel ofte Staldne fyldte, men
det var i de fleste
Tilfælde mest Stude, hvorom Interessen drejede
sig.
Holsten og Fyen var de Landsdele, hvor der
tidligst fortrinsvis blev holdt Køer og hvorfor der
regelmæssig blev udbudt Smør til Salg i
København.
Holstensk Smør blev betalt højest
og Priserne være temmelig stadige til alle
Årstider. 50 Kr. pr 100 pund.
Mod Slutningen af det attende Århundrede steg Priserne
imidlertid betydelig, som bidrog til, at Tidens mest intelligente
Mænd skænkede Sagen
forøget Opmærksomhed.
Landhusholdningsselskabet, der
var blevet stiftet 1769, søgte
med Prisskrifter at fremme enhver Næring. Og karakteristisk
for Tiden var det, at
Presterne fortrinsvis hver i sin Egn ofte søgte ved Eksemplets
Magt og ved litterære Arbejder
søgte at udbrede Kjendskab og Interesse for et
velordnet Kvæghold og Mælkeribrug.
Se med
hvilken Dygtighed og Varme den sjællandske
Landsbypræst Vedel i Essendrup i
Præstø Amt anbefaler Sommerstaldfodring,
Kløverdyrkning, og nøjagtige Optegnelser om
Kvægets Fodring, Løbning, Kælvning o.s.v.
Han påviste blandt andet, at en Mand kan passe 15
Køer på Stald, slå Kløveren,
køre den hjem, fodre, holde Køerne rene, rense
Stalden o.s.v.
Køeren give betydelig mere Mælk, og
Pigeholdet
behøver ikke at forøges da Malkningen skal
foregå hjemme og ikke i fjerntliggende Marker.
Pastor Niels
Blicker beklager sig over at ingen
vil høre om Sommerstaldsfodring.
Han har forsøgt
Tingene i To År,
men på Grund af Folkenes Uvillighed måtte opgive
det.
Hos Valgmenighedspræst J. Teilman
var jeg Tre År, og lærte at drive en Ejendom med
Vekselbrug, Roedyrkning, Sommerstaldfodring og hvad dertil
hører.
Landhusholdningsselskabet begyndte 1837 at lade unge
Bønderpiger lære Mælkeriet i
Toårige Kursus på forskellige af de bedre
Herregaardsmælkerier og derved oplærtes
efterhånden mange danske Mejerske.
Der lavedes både
Ost og
Sødmælksost men Smørproduktionen fik dog
Altid den overvejende Betydning, og endog fra
Bøndergårde fremkom om Sommeren og Efteråret
en Del Smør til Salg.
De simplere Varer eksporteredes mest til Norge og alt
Herregårdes smørret gik til Kiel og Hamborg for at
deværende Eksportører at sendes til
England som Finest Kills.
1854 begyndte Landhusholdnings Selskabet at antage
Lære til
Uddannelse som Mejeribødker eller Fodermester og det skete at,
der senere viste sig at blive
gennemgribende Betydning for det danske Mælkebrug.
Landhusholdnings Selskabet overdrog
Cand. polyt Segelke at foretage Undersøgelser over alle
Mælkeribruget
vedrørende Forhold, og senere blev han som kandidat fast
knyttet til Selskabet.
Særlig fremragende Mænd
må nævnes Professor B. Bøgild, B.S.
Jørgensen, Etasråd A. Vallentine Segelke, Ducent
Fjord og flere arbejdede for at udbrede Kendskab til
Mælkeriets praktiske Arbejde.
Allerede 1864 begyndte To unge Landmænd at
lære
praktisk Mælkeriarbejder hos Godsejer Ingerslev, Marielesborg,
og Proprietær Kock Tormund.
Efter Krigen tog flere vordne Forpagter,
Proprietærer og
Godsejere til at gennemgå korte Kursus, 2 a 3 Måneder
på de bedste ordnede
Herregårdes Mælkerier hvor de måtte tage
Hånd med i alt forefaldende Arbejde, gøre Optegnelser
om alt hvad
de så, og hvad de selv bestilte, og fremfor alt føre
et nøjagtig Regnskab over
Produkternes Tilberedning og Udbytte.
Udbyttet af Smør og Ost opnåede kun tarvelige
Præsentationer.
Opgaven var for kandidat Segelke at fremme
Mælkeribruget hos de mange små
Landmænd ved hos dem at få udbyttet de Erfaringer der
nøjsommelig var erhvervet på
Herregårdene.
Han skrev derfor 1865 sin Vejledning i
Smørtelberedning for mindre Landbrugere med
særligt Hensyn til de ved Smørkærningen
under Tiden indtrædende
Vanskeligheder, og den gjorde god Nytte, hos den mest intelligente og
fremadstræbende Del af
Bønderstanden, men det store Flertal var fremdeles vanskelig
at få i Tale.
Kornproduktion, Tillæg og Opdræt af
Heste og
Ungkvæg befandt man sig bedst ved.
Mange Bønder havde
end ikke et Lokale til Mælkens
Opbevaring, men Flødeafskumningen foregik på Hylder
under Loftet i Stuen eller Spisekammeret, som ofte
var indenfor Sovekammeret, og Renligheden lod meget tilbage at
ønske, så det var
ikke underligt, at Smørret Kvalitet blev dårlig og
Salgsprisen ringe.
Det solgtes som
Mastesmør til Norge, for 12 Skilling pr. pund = 25
øre.
Mange gjorde vel Indvendinger mod at få disse
unge Mennesker i
Mejeriet, hvor man frygtede det ikke kunde gå an at lade
Mænd og Kvinder arbejde
sammen, men efter Hånden blev disse Fordomme
overvundne.
I de To År 1864 og 1865 oplærtes 9 unge Mænd
i Mælkeribruget,
I 1868 og 1869 allerede 45 unge Landmænd
I 1872 og 1873 endog 114 unge Landmænd
og i 1876 og 1877 steg til 188 Mænd.
En s--regen Betydning fik denne Oplæren af unge
Mænd
derved, at Segelke blandt disse unge Kræfter der kom til at
gøre god Nytte som
Mælkeriassistenter, hvorved det blev muligt at forbedre
Mælkeribruget hos den talrige Bondestand, for hvem
det kun dårligt betalte sig at holde Malkekøer, fordi
de fik ringe føde.
Efter År 1865 blev det sjældner at se
Mælkefade ved Loftbjælkerne og små
Landbrugers Koner stå og kærne Smør i en
Flaske.
Bønderne begyndte at fodre deres Køer
bedre, og
Smørpriserne stigende og i 70erne var der flere
Landmænd der havde indrettet Mælkestuer med murede
Bassiner til Mælkens Afkøling.
De
såkaldte Vandmejerier.
I Året 1877 fik jeg Plads hos Pastor Tijlman,
Bering, han
havde et lille Landbrug på 102 Td. Land, det skulde drives som
et Mønsterbrug. Vekselbrug,
Roedyrkning og Staldfodring o.s.v.
I Året 1881 overtog jeg et
mindre Landbrug i Hvinningdal 13 Td.
Land, og begyndte at ordne det til Vekselbrug med Roedyrkning og
Sommerstaldfodring.
Jeg
så nok at Folk smilte når der taltes om Roerne, men
Smilet lignede mest et langt Grin.
Jeg
tænkte I skal få noget at grine af. Roerne voksede
godt og jeg fodrede jævnt godt og solgte
forholdsvis meget Smør, det fik Roerne Skyld for, og
Grinebiderne bad mig om at lære dem at
dyrke Roer, til næste Sommer.
Smørpriserne på Silkeborg Torv og hos
Købmanden var 80 a 85 Øre pr. Pund, men i 1882, kom
der en Smørekspotør til Silkeborg hver
Lørdag og opkøbte Smør.
Jeg lod Grossisten
bedømme mit Smør, og da han var færdig med
at Lugte og smage spurgte han, hvor stort Mejeri jeg havde.
Jeg har kun 3 Køer foreløbig svarede jeg
spagfærdig.
Nå der kan man se hvad god Fodring og
Renlighed kan gøre. Jeg vil give 106 (øre) for Pundet
skal jeg så have det ? Jeg svarede, glad overrasket, Ja
dertil.
I Året 1884 kom To unge Mejerister til
Silkeborg og lejede
Lokaler til et lille Mejeri, og købte Mælk i Byens
nærmeste Opland, som de hentede og
betalte Topnoteringen for 28 pund Mælk, men
Andelsbevægelsen bredte sig også her på
Egnen, da blev Balle, Funder og en Del af Them Sogne enige om at bygge
et Andelsmejeri Lysbro, der begyndte sin
Virksomhed den 12 Juni 1888.
Fabrikkerne havde ligeså travl
den Gang med at lave
Centrifuger som de har, nu med at lave Kanoner.
Niels
Gadkjær
Direkte oversat.
|
|