Balle Sogns Lokalhistoriske Forening. Top midten. Top højre.
 

Opdateret
13 04 12
Sognets
Historie
Artikler
Skifte Protokol Vester
Kejlstrup
Foreningens
Arkiv
Dansk Folkeminde- samling
Litteratur
& Links

Tidligere aktiviteter
Program
Bestyrelsen

Billeder:
Klasser og konfirmander
Balle Kirke

mail

Dansk Folkemindesamling

Afsnit I.
Link til Dansk Folkemindesamling.

Siderne indeholder afskrifter af oplysninger  som er indsamlet i åerne ca. 1919 - 1946 fra Balle sogn.

Oplysningerne er afleveret til Dansk Folkemindesamling, København.

Originalkopier findes i fotokopi på Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.

Indsamlingen skyldes en række  historisk interesserede personer som ganske kort er omtalt i hver afsnits begyndelse.

Oplysningerne i afsnit I af Niels Gadkjær er her næsten nøjagtig gengivet, kun ganske let tilrettet til nutids dansk, og med mine egne små rettelser og oplysninger i [parentes].

Afskrift af de øvrige afsnit er nøjagtig gengivet, kun med mine egne små rettelser/oplysninger i [parentes].

De optegnelser som her er gengivet må betragtes som første generations- fortælling og flere er gengivet i bogen: Balle Sogn, af Rasmus Mortensen, 1946.

Udover de gengivende oplysninger i bogen om Balle sogn, er her flere helt nye oplysninger der ikke før har været offentliggjort.

Alderslyst, Januar 1997.                     Vagn Lihn Kristensen



Indhold:  


Afsnit:    I.   Af  Niels Jensen, (Gadkjær) 1850 - 1942

I. - 1.    Prædikestolen i Balle Kirke 1614
I. - 2.    Galgehøjen og Hestetyven
I. - 3.    Udgravningen af Galgehøjen 1901
               Fra "Balle Sogn" af Rasmus Mortensen 1946
I. - 4.    Den Svenske Kanonkugle 1643 - 45
               Fra udstillingen i Sognehuset 1994
I. - 5.    Hvinningdal By A.
I. - 6.    Hvinningdal By B.
I. - 6a    Branden i Hvinningdal 1681, Hids Herred Tingbog 
I. - 7.    Den kloge mand i Hvinningdal 1778 - 1849
I. - 8.    Hr. Anders - til Balle kirke 1677
I. - 9.    Den sorte død - Valborgblus
I. - 10.    Hø- og Kornhøsten - Høst- Jule- og Fastelavnsfest
I. - 11.    Mejeribrug
I. - 12.    Hr. Adjunkt Hans Ellekilde!

Balle-Sogns Lokalhistoriske Forening

blev stiftet i 1991 med det formål at medvirke til indsamling og opbevaring af bevaringsværdige dokumenter, skøder og  billeder m.m. fra sognet.  

Foreningen udarbejder beskrivelser af egnens historie, gårdes historier og historie om personer. 

Desuden laves optegnelser fra Balle sogn ud fra indsamlede materialer.

Medlemskab Tilmelding kan ske til en fra bestyrelsen eller på nedenstående e-mail adresse:



AFSNIT I.

Fortalt af Niels Jensen, (Gadkjær), Jordkærvej 11, Hvinningdal, Balle sogn.

Niels Jensen, (Gadkjær) født 03/05 - 1850 på ejendommen Gadkjær eller Gadekær, Jordkærvej 11, Hvinningdal mark, Matr. nr. 9a. Hvinningdal. Søn af  Jens Nielsen og Ellen Kirstine Janasdatter.
Niels Jensen Gadkjær dør 18/02 - 1942 på ejendommen Eidervej 42, Matr. nr. 5y, Hvinningdal, Balle sogn.
Niels Jensen Gadkjær blev gift 08/04 - 1881 i Balle kirke med Kirstine Marie Eriksen, født 30/03 - 1855 på ejendommen, Eidervej 42, Hvinningdal  Matr. nr. 5y, datter af  Erik Andersen (Kloborg) og Ane Johanne Jensen. Kirstine Marie Eriksen dør samme sted 13/04 - 1916.

Niels Jensen Gadkjær var korporal fra Viborg, han var en foregangsmand inden for landbruget, har  gjorde et stort stykke arbejde for ungdommen i Hvinningdal med hensyn til gymnastik og skytteforening, han var formand for Hvinningdal Forsamlingshus over 20 år, blev æresmedlem af samme 05/03 - 1917, og så var han meget historisk interesseret.
I åerne 1937 -1938 nedskrev Niels Jensen Gadkjær, som 87-88 årige på opfordring af adjunkt Hans Ellekilde, Dansk Folkemindesamling, nogle af sine erindringer og overleveringer fra Hvinningdal, og Balle sogn.

Afsnit I. - 1.

Prædikestolen i Balle Kirke.

I det 16de Århundrede boede en Mand i Hvinningdal ved Navn Anders Sørensen. Han har sat sig det Minde at have lavet eller ladet laves den kunstneriske Prædekestol, som findes i Balle Kirke. På en Tavle inde i Kirken siges i Danske Atlas, findes et Epitafium af 1614 over Anders Sørensen i Hvinningdal, som har ladet Prædikestolen gøre, dermed siges ganske vist ikke, at han selv har udført Arbejdet. Om dette har Folk imidlertid frem gennem Tiden fortalt følgende, som er ret ejendommelig.

Det sindige Arbejde med Prædikestolens Tilblivelse foregik oppe på, eller ved en af de syd for Højgaard 1) beliggende Kæmpehøje. Her var han hver Dag, når Vejret tellod det, og snittede og skar i Træet, som han vilde gøre sig underdanig og til Beskuelse for Fremtidens Slægter.

Således har de gamle fortalt. Forholder det sig rigtigt, hvad der er tvivlsom, har Kunstneren Værksted været primitiv nok. Det sandsynligste er, at Anders Sørensen blot har betalt Prisen, medens Eftertiden har tillagt ham det øvrige.

Anders Sørensen har ganske sikkert været en stor Kirkelig interesseret Mand, der har været glad for den lutherske Lære, og enten han har lavet Prædikestolen eller betalt derfor, så er det en kostelig Gave han har skænket Balle Kirke.

Hvinningdal 1937,  Niels Gadkjær
Direkte oversat. 


Afsnit I. - 2.

Galgehøjen & Hestetyven.

Lidt Nord for Hvinningdal By begynder et Højdedrag, og ender lige forbi Højgaard 1).  
På dette Højdedrag sydlige Ende lå en Samling Bronzealder Høje, som nu er flyttede så nær som en , den største.
Om disse Høje har min Bedstemoder 2) fortalt mig følgende:

Disse Høje der oppe kaldes æ' Gallihøu, (Galgehøj), fordi der en Gang for mange År siden har stået en Galge, hvori der blev hængt en Hestetyv 3) for ca. 300 År siden.
Der boede den Gang en Enke i den nordligste Gård 4) i Byen, hun havde to voksne Sønner hjemme til at passe Gårdens Drift; den ene var flittig og dygtig, men den anden var en Drivert der Ingenting vilde bestille hjemme.
Han rejste til Markeder, stjal Heste og solgte i andre Egne Sådan gik det en Tid, men til sidst blev han fanget og ført hjem til Hvinningdal og hængt i en Galge oppe på Højen.
Den Gang blev der gjort kort Proces med en Hestetyv. Fang ham og hæng ham.
Enken, Tyvens Moder lod alle Vinduer der vente mod Galgehøjen [mod nord] tilmure.

Det var hvad min Bedstemoder 2) fortalte mig da jeg var en lille Dreng, og Sagnet er levende iblandt Befolkningen endnu, især her paa Egnen.

Direkte oversat.


Afsnit I - 3.

Udgravningen af Galgehøjen.

Jeg tillader mig at tilføje hvad jeg har oplevet desangaaende.

I Året 1881 blev jeg Ejer af Ejendommen 5) hvorpå Højen lå, og nogle År efter gav jeg National Muset Lov til at undersøge Højene. 

Museet sendte så en gammel Kaptain 6) herover til at lede Arbejdet ved Undersøgelsen. 
Da Højens Midte var udmålt og Arbejdet i fuld Gang, kom de kun en Meter ned, saa stødte de paa Skelettet af en Mandsperson. 
Det var sanshynelig Hestetyven. Hans Ben blev samlet og gravet ned i Siden af Højen, og Arbejdet fortsattes ned til den egentlige Begravelse i Bunden af Højen. Der fandtes en Stensætning omkring en lille Urne der indeholdt nogle Benrester, et lille Spænde, og en fin lille Dolk, begge Dele af Bronze. 

Kaptainen udtalte da, at det var en Prindsese der var stedet til Hvile, og det var foregået således: 
De havde stablet et Bål op og lagt Liget der på, når de saa har fået Ild i Bålet har de spillet og danset omkring Bålet mens de Brændte. 

Hvinningdal den 18-3-1938          Niels Gadkjær  
Direkte oversat.

(1. "Højgaard" Buskelundvej 2, Matr. nr. 5a, Hvinningdal.
(2. Charlotte Amalie Kriger, født Ludvigsdatter 1793 i Kragelund sogn.
(3. Ved højens udgravning sommeren 1901 fandt man i 0,80 cm dybte skelettet af nyrer dato af en mand.
(4. "Lindegaarden" Hvinningdalvej 92/Eidervej, Hvinningdal by. Matr. nr. 3a.
(5. Eidervej 42, Matr. nr. 5y, Hvinningdal.
(6. A. P. Madsen.
Fra bogen "Balle Sogn" af Rasmus Mortensen, side 36 & 37:
Høj på Matr. nr. 5y; Rund høj, 14 meter i tværmål, 4 meter høj, omtrent ¼ afgravet mod vest. Højfylden sortblandet muld. Noget nord for midten var et større parti foroven kendelig omgravet. Fylden var her løsere og mørkere. Her lå i 0,80 meters dybde rester af et skelet med hovedet imod sydvest. Af skelettet var hovedet, det mest af lårbenene samt enkelte andre knogler bevaret. Over midten af skelettet lå en større sten.
Der fortælles på egnen, at for 150 år siden blev en søn af gårdens daværende ejerinde på grund af et vidtdrevet hestetyveri hængt på den nærliggende høj, man kalder Galgebakken. Det er meget sandsynlig, at det er denne tyv, som her er nedgravet.
På bunden midt i højen var en dynge større håndsten. Dyngen lå i øst-vest, 3,80 meter lang, 2,20 meter bred, ca. 13 meter høj. Stendyngens beskaffenhed var af en ret ejendommelig natur. Der er næppe tvivl om, at den afdøde er brændt på stedet og højen derpå opført. Der var nemlig nederst et jævnt lag af sten, yderst med en vold af flere lag sten. Oven på dette inderste stenlag lå et tykt lag trækul, flere steder store brudstykker som af tykke grene. Umiddelbart over kullaget lå jævnt fordelt et tyndt lag brændte ben, i en udstrækning og længde svarende til et voksen individ. Ved den ene side oven på de brændte ben lå en af ild meget medtaget Broncedolk samt brudstykker af en Fibula. Har hovedet, som det oftes er tilfældet, ligget mod vest, har dolk og Fibula været anbragt ved venstre side, omtrent ved lænden. Over kullaget og de brændte ben var derpå hobet et lag af håndsten. Højen derpå opført. Jbr. B 7450 og B 7451.
 
Direkte efter bogen Balle Sogn, af Rasmus Mortensen.

Afsnit I. - 4.

Den Svenske Kanonkugle.

Omtrent 40 Meter Nordøst for den foran nævnte Galgehøj ligger en stor Høj, den sydvender og sidste af Samlingen.

Da Kaptajnen var færdig med Undersøgelsen af Galgehøjen udtalte han:
"Så, nu har vi kun den store Høj tilbage". "Ja, Hr. Kaptajn!" svarede jeg, "hvis De undersøger denne Høj forlanger jeg, at den efter Undersøgelsen skal stå ligeså pæn som den står nu".
Så bandede han, "jeg vil ikke have med den at gøre".
Så rejste han til København, og den skønne Høj fik Lov at stå i Fred. 

Højen er ca. 9 Alen = 5,65 meter høj, 11 fod = 3,45 meter og 100 Alen = 62,8 meter 60 fod = 18,83 meter i Omkreds, den er omgivet af en tæt Række jævn store Kampestene i Højens Fod, den eneste der var forsynet med Vogtere. 

Paa denne Høj er der Udsigt i flere Miles Omkreds i den naturskønne Silkeborg Egn. Denne Høj har også en lille Historie, ellers var den ikke blevet nævnt her.

Det var i Midten af det 17de Århundrede [1643-45] at Karl Gustav besatte Jylland med den svenske Hær, de røvede og plyndrede, og ødelagde de jyske Skove og meget mere. 

Silkeborg Egnen var nok særlig hårdt behandlet. Blandt andre Bedrifter de foretog sig, kørte de deres Kanoner op paa den store Høj, og derfra skød det gamle Silkeborg Slot ned og lagde det ganske øde, sådan fortalte de gamle, men da Svenskerne var bortrejst og Jorden igen blev dyrket,pløjede Ejendommens Ejer en Kanonkugle op ved Kanten af Højen. 

Det var jo en af Svenskernes Kugler der var rullet fra dem og nedtrådt i Jorden.
Kuglen er af Jern, kuglerund og vejer 5 pund. 

Den er nu, næsten 300 År, gået i Arv fra Slægt til Slægt, og opbevares endnu paa Ejendommen, [Eidervej 42, Matr. nr. 5y, Hvinningdal] som et Minde om hvad der foregik paa denne Tid. 

NB: De mål i parentes (fod) er efter bogen "Balle Sogn" side 33.


Hvinningdal den 22-3-1938                   Niels Gadkjær
Direkte oversat.  

Fra udstillingen i Sognehuset, Balle 17 - 19 September 1994.

Da svenskerne igen var ude af landet og jorden på ny blev dyrket, pløjede ejendommens daværende ejer; Erik Andersen Kloborg (hvis datter Kirstine Marie Eriksen født 30/03 - 1855 på ejendommen, Matr. nr. 5y Hvinningdal, og som senere blev gift med Niels Gadkjær) en Kanonkugle op fra kanten af højen. Det var en af de svenske kugler, der var rullet fra dem og nedtrådt i jorden.

Kuglen er af ren jern, kuglerund  og vejer 5 pund. Den er nu ca. 335 år gammel og var i mange år et kært trofæ på Eriksen/Gadkjærs ejendom, Eidervej 42, Matr. nr. 5y, Hvinningdal. 

Omkring ca. 1935, 100 år efter at den første gang blev fundet ville Niels Gadkjær tage den frem og vise den til sin nabo Niels Lihn, men kuglen var da sporløst forsvundet.
I 1939 efterlyser Niels Gadkjær kuglen, og i en artikel i Silkeborg Avis efterlyser daværende redaktionssekretær G. Nørgaard Jepsen kanonkuglen, men den var og blev  sporløst forsvundet. 
Men i foråret 1994, 59 år senere, så den svenske kugle igen dagens lys, idet gårdejer Anders Coniradi Nielsen, Højgaard Buskelundvej 2, Matr. nr. 5a, Hvinningdal igennem mange år har haft kuglen ligget i sin stue uden at vide hvordan den er havnet på Højgaard før 1947.

September 1994                    Vagn Lihn Kristensen

Kuglen er senere overgivet til Balle Sogns Lokalhistoriske Forening som  opbevarer den i sit arkiv.

Afsnit I. - 5.

Hvinningdal By A.

Da jeg var en halv Snes År gammel fortalte min Fahr [far] mig, at efter gammel Sigende, har Hvinningdal By ligget to forskellige Steder, før den fik sin nuværende høje Beliggenhed. 
Et af Stederne, der nævnes som Byens tidligere Beliggenhed, er nede i Dalen, ved Gården "Gadkjær" 7) vest eller nordvest for Byen. 

Som Grund til at Byen den ene Gang blev Flyttet, har gamle Folk fortalt videre fra deres Forfædre, at Hvinningdal Bys Beboere engang for mange År siden uddøde formedelst Pest. Og de fortalte endvidere at alle de døde ligger begravet under de store Tornetræer, 8) der i sin Tid stod på Balle Kirkegård. 

Det andet Sted der var Tale om, at Hvinningdal By har ligget er kun ca. 800 Alen [502 meter] sydvestlig for den nuværende By. Det var den vestre Ende af den snævre lune Dal, der går fra Byen og ned til Vesterskov Bakke, der blev valgt til Boplads. 

Med en 24 Alen [= 15.06 meter] bred Vej, Førte, hvor Byhyrden samlede Byens Kreaturer om Morgenen, og levere de om Aftenen. 

Der boede Granderne [=forfædre], 9) i mange År, ingen ved hvor mange, men der opstod en Ildebrand og Byen brændte sånær som Skrædderens Hus og Møllestedet.
Skrædderens Hus laa indtil Vesterskov Bakke og Møllestedet laa lidt sydøst derfor, det blev senere flyttet om til Funder Vejen [Odinsvej - Drejgårdsvej] i Nærheden af den til Stedet hørend Mølle. 

Der var Søgsmål om Møllebroen, måske om dens Vedligeholdelse.
Kong Hans afsagde Dom på Møllebroen 1489, og Aaret efter en Biskop og Bygdemand Dom. 

Efter de gamles Udsagn var Vejen mellem Funder og Hvinningdal meget usikker at befare i Fordoms Dage mens Møllen eksistere. Det var Røveri og Overfald der voldte Usikkerheden.
Egnen var jo den Gang skovrig, og de skumle Slugter, Dale og Banker, der særlig kendetegner det pågældende Strøg, kunde jo nok friste nogle forvogne til lyssky Grotter.
Det fortælles også at Folkene i Møllen havde en Hånd med i Røveriet, naturligvis i al Hemmelighed. Men omsider kom denne Delagtighed for Dagen, og da var det at Mølleriet blev nedlagt og det hele jævnet med Jorden. 

Hvinningdal den 24 - 3 - 1938                    Niels Gadkjær.
Direkte oversat. 


Afsnit I. - 6.

Hvinningdal By B.

Hvinningdal bestod oprindelig af otte Gårde 10) Ifølge et gammelt Sigened har Hvinningdal By ligget to forskellige Steder, før den fik sin nuværende høje Beliggenhed, som jo ret beseet kun dårligt svarer til Navnet. 

Et af Stederne, der nævnes som Byens tidligere Beliggenhed er nede i Dalen ved Gården "Gadkjær" 7) nordvestlig for Byen - Som Grund til at Byen blev flyttet den ene Gang, har gamle Folk fortalt videre fra deres Forfædre, at Hvinningdal Bys Beboere for mange År siden uddøde formedelist Pest.
Og de fortalte endvidere, at alle de døde ligger begravet under de store Tornetræer 8) der i sin Tid stod på Balle Kirkegård. 

Det andet Sted der var Tale om at Hvinningdal By har ligget, er kun ca. 700 Alen [= 439 meter] sydvestlig for den nuværende By. Det var den vestre Ende af den snævre Dal, der går fra Byen og ned til Vesterskov Bakke, de valgte til Boplads, med en bred Vej, Førte, hvor Byhyrden samlede Byens Kreaturer om Morgenen og levere dem tilbage om Aftenen. 

Der boede så Granderne [= forfædre] 9) i Dalen i mange År, ingen ved hvor mange, fordi de gamle ikke brugte Dato eller Årstal. Men der opstod en Ildebrand og Byen brændte så nær som Skrædderens Hus og Møllestedet. Skrædderens Hus lå indtil Foden af Vester Skov Bakke, og Møllestedet lå lidt sydøst derfor. Møllestedet blev senere flyttet hen til den berygtet Funder Landevej og Mølle. 

Skrædderens Hus blev stående mange År efter at Byen var opbygget hvor den står nu. En gammel Mand der var født og opvokset først i forrige Århundrede i Hvinningdal har blandt andet fortalt mig følgende: 

Da han var Dreng gik alle Byens store Drenge på Gaden om Søndag Eftermiddagene på Sjov, så kom de også i Tanke om at besøge Skrædderen. Da de kom derned og så Forholdene, blev de enige om, at prøve på at springe op på Huset fra Bakkesiden, det gik storartet, når det tog rigtig Tilløb kunde de springe godt Halvvejs op på Taget, men så kom Skrædderen ud, han var så gal og skældte ud, vi lusked så op i Byen, men kom næste Søndag igen. 

Skrædderen er død for mange År siden, Huset forsvundet og hans Jordlod = O Skrøjes Toft er lagt til Pottemagerstedet. 

Det var et hårdt Slag for Granderne [= forfædrene] 9) da deres By brændte, [10/04 - 1681] men de tabte ikke Hovedet derover, ikke engang Næse eller Mund, men anlagde og byggede Hvinningdal By, som en korikt [korrekt] Rundby med Landevejen og Forten midt i Byen.
Bystævnet med (bystævner og grander) Majtræet og en Række Kampsteen i halvkreds om Træet. Hver Mand havde sin bestemte Plads. Oldermandens Plads var ved Majtræet.

Det var kun små Bindingsværk Huse de byggede og 2 og 2 Gårde sammen. Det var lerklinede Fyldinger i Væggene, og Dørene var 2 halve Døre, den ene oven over den anden, sådan så det ud til Midten af forrige Århundrede, da begyndte Folk at erstatte dem med større og Tidssvarende Bygninger. 

Hvinningdal den 20-4-1938                        Niels Gadkjær  
Direkte oversat.  

(7. "Gadkjær" eller "Gadekær" er Niels Gadkjærs fødehjem som ligger; Jordkærvej 11, Hvinningdal mark. Matr. nr. 9a, Hvinningdal.  
(8. På Balle kirkegårds nordvestligste hjørne stod der engang flere store Tornetræer.
(9. "Granderne" må være et udtryk for "de gamle Hvinningdal boer" forfædre. 
(10.Det er nuværende Hvinningdal by der menes.


Afsnit I. - 6a.

Hids Herreds Tingbog 13/1 1657 - 20/12 1687. B46D-1 

28/2 1682.

De Hvinningdal mænd et 24 mands vidne om deres ildebrandskade (93a) og efterskrevne vidnede, at natten efter 10/4 1681 ved midnatstid opstod ildebrand i Hvinningdal, og før dagskin gav sig til syne, var der hverken stik eller stage uopbrændt af samme gårde, ja ikke så meget som en stav, idet husene var i et dalskår så nær sat tilsammen på hverandre, at intet for ildebranden kunne frelses, så de fattige folk fik intet reddet af deres formue bo eller boskab klæder sølv penning kobber eller andet husgeråd, og de kom så godt som nøgne ud med en hoben elendige små børn, og ingen fik så meget fætalje (93b) reddet, at de kunne svale deres hunger, og både sæde og ædekorn småfæmon brændte mesten alt sammen og en del af det store fæmon, som ikke uden stor livsfare i sådan hast kunne komme af gårdene

Afsnit I. - 7.

Den kloge mand i Hvinningdal.

Lærer F. Bundgaard Lassen, Brande skrev for nogle År siden i Silkeborg Avis, efter hans Oldefaders Optegnelser: 

Nu er Bønderne langt bedre oplyste end i min Barndom. På den Tid kunde mange ikke engang skrive deres eget Navn. Af Bøger havde man, de fleste Steder, kun Bibel, Salmebog og Almanak. 

Tiden var fuld af Overtro, man troede på Varsler, ja mange troede endnu på, at der var Nisser og Trolde til, således fortaltes om en Mand fra Skjørring, for hvem alt lykkedes så godt, at han havde en Nisse i Huset. 

En Mand der passede Kulmilen i Skoven ved Nørre Vissing, påstod bestemt, at han en Nat blev omringet af Ellepiger, og kun reddede sig fra dem, ved at slynge en Brand efter dem. 

Man troede på Signen og Manen, og i Forbindelse hermed, på Kloge Mænd og Kloge Koner. 
I Hvinningdal ved Silkeborg boede sådan en Klog Mand 11) han kurerede ved at læse Hemmelige Formularer, og han var meget søgt. 

Min Svigerfader Jens Jensen, kaldet Bundgaardmanden fra Toustrup, efter sin Går, var ellers mere oplyst end de fleste, var også rildet i Tidens Overtro, og mente at onde Mennesker kunde påføre andre Mennesker Sygdomme, slå Øjne ud o.s.v.
Han blev en Gang heftig syg, man brugte mange Midler for at få ham rask, men intet hjalp. Endelig kom man i Tanke om at han var forgjort og han påstod, at den Dag han blev syg, havde set et Kvindfolk, der haddet han kastet noget på hans Vej. Det var han gået over, og dette måtte så have påført ham Sygdommen.
Der blev nu sendt Bud efter den Kloge Mand fra Hvinningdal. Han kom og han sagde: At Formodningen om, at Jens Jensen var forgjort var ganske rigtig. Han befalede derpå, at en sort Høne skulde slagtes. Da det var sket, tog han dens blødje Kød, og idet han fremmumlede nogle hemmelige Formularer rækkede han Jens Jensen Hoved dermed. 

Min Svigerfader fortalte ofte om sin Sygdom, og sluttede altid Fortællingen således: Fra den Tid kom jeg i Bedring, og blev omsider frisk. 

Direkte oversat.


(11. Anders Sørensen Winther (1778-1849), gift med Marie Kirstine Laursdatter var søgt i mange miles omkreds. Han kurerede både mennesker og dyr, og kunne ved siden af lidt hekseri.
Anders Winther overtog i ca. 1840 ejendommen efter sin far, Anton Louring Winther, Matr. nr. 6a, Hvinningdalvej 88, Hvinningdal by.
Anders Winther overlod ejendommen til sin søn Mogens Peter Sørensen Winther, kaldet Moust Winther som igen overlod den til sin søn, Anthon Winther, født 20/06 - 1901 på ejendommen i Hvinningdal.
Anthon Winther var kendt vidt omkring for sin forudsigelse af vejret, og hans store interesse for astrologi, himmelrummet, galakser og andre spændende ting.


Afsnit I. - 8. Hr. Anders - til Balle kirke.

Det var Året 1677, altså op mod Tre Hundrede År tilbage i Tiden. Og Skuepladsen et Sted vi alle Kender: Kjærsgaard.

I 1677 så det jo ikke ud ved Silkeborg som det gør nu. Ganske vist har Langsøen og Gurmosen [imellem Hvinningdal og Funder] ikke skiftet Plads siden da. Bakkeåsene fulgte de samme store Linier over Hvinningdal, Balle og Gødvad det År som nu 1937, der var Skovsus og Bølgeskvulp da som nu, men da var der meget mere Skov - alle de ovenfor nævnt åse var tækte med Trækroner - og der var ingen By men et gammel Slot med Kro, Mølle og nogle Huse til Nabo, heller ingen Jernbane, ingen brolagt Landevej over Langsøen Nordpå o.s.v. 

Vilde man den Gang over Langsøen ved Silkeborg, så skulde man færges over, der havde været Færge og Færgemand gennem Århundrede.
Slottets Folk, både Herskab og Tjenerskab, skulde også den Vej, når de vilde til Byerne Nordpå. 
Når de f. eks. skulde til Kirke i Balle, måtte de over Vandet. 

Og i 1677 skulde Herskabet en Søndag netop over at høre Hr. Anders Vivild i Gødvad prædike i Anneks kirken i Balle.
Slottet ejedes da af Sv. Kristian Fischer tidligere Kongens Mundskænk. Han var vist en svag Mand, han døde nemlig det År - og han har vel ved sin Ridefoged, Hans Carstensen, sendt Bud til en Bonde i Kjærsgaard, Peder Christensen, om at være tilstede ved Silkeborg Landsted, som det hedder, dvs Færgebakken, og age ham og måske Hustruen Fru Mette Harder, til Balle Kirke.

Om P.C. er mødt, ved jeg ikke, derimod ved jeg, at han ikke følte sig forpligtet til at efterkomme Tilsigelsen, men mente at en af Naboerne, Kristian Thomsen, egentlig stod for Tur at besøge Egten.
Lekresten var ikke enig med ham heri, og der rejste sig da en kraftig Menigudvikling ud fra de to Bønders forskellige Syn på Sagen, så kraftig at Oldmand og Vide ikke kunde afgøre Mellemværendet, men at Sagen måtte for Overretten, Altså Hids Herred Ting. 

Jeg kunde tænke mig, at det måske kunde indteresere Læserne at se og høre, hvorledes Datidens Bønder mødtes, begierde Peder Kristensen at suerges med Kristian Thomsen om samme Egte. 

Han tog i den Hensigt, Smul op fra Jorden och bad at der skulde fare så mange Djævle formodentlig i kammen, om han haffd icke kørt den sidste Rejse.

Da løb Kr. Thomsen og sagde:
Jeg tror ikke du vil slå mig. 
Han forsvandt gennem sin Husdør, og som førnævnte P. Kristensen kom ud dermed, faldt han på, hans Knæ, och ville suerges. 

Da svarede Kr. Thomsen.
Gud fri mig dig, der er intet at tjene på dig, og så faldt Kr. Thomsem på hans Knæ og Rakte sin Hænder i Vejret og bad, at Gud vilde gøre tegn på dem, som gjorde Huerander undt. 

Hidtil har Sammenstødet jo nærmest haft et meget højtideligt, halvt religiøst Anstrøg. Men nu skifter Scenen i Kjærsgaard pludselig karakter.
Tingbogen beretter, at så kom P. Kristensen løbende hen mod den anden, men Kristen Thomsen sprang op og sagde; Gid Diflen bier dig.
Men P. Kristensen satte fra sig, det han havde i sin Hånd og greb tvende Stene i sin Hånd, som laa med hans Bageroffen og løb efter Kr. Thomsen dermed, og Kr. Thomsen løb ud af Gården og stod ved hans Nøds og vendte sig og sagde, her tør jeg bie dig, og da stod P. Kristensen i Skjellen mellem begi deres Gårdes Rum og slog efter Kr. Thomsem med en stor Håndstien som blev fremvist i Retten, og ramte ham på hans Krop.
P. Kristensen har dog ikke fået sin Blodtørst stillet, thi Tingbogen fortæller videre: og greb førnævnte P. Kr. under hans Arm efter noget slå anden Gang med. 

Da kom Kr. Thomsens Kone løbend til, og fik fat på P. Kr. og sagde: 
Nu skal du lade manden være. 
Så tager P. Kr. fat på Konen, og så drager di med hver andre. Konen kom omkuld och han kom offuen på hen ved Hyrdens Mødding.
Så optræder tilsidst en tredie Mand, Søren Krestensen i Balle, han synes at have stået lidt og set på, hvorledes P. Kr. slog Hende i Ansigtet, og kun drog og røgte hamren i hans Hånd, men tilsidst skiller han dem ad. 

Hvad Herredsfoden uddrager af Vidneførselen i Sagen, og om der overhovedet er falden en Dom, siger Tingbogen intet om.
Måske har Parterne tilsidst, hvad der ofte skete, i de otte Stokkemænd og Dommerens Påhør og Påsyn rakt hinanden Hånd og forligtes for Skranken, med Forsikring fra begge Sider om, at det skete ikke skulde komme nogen af de optrædende til Skade pågodt Navn og Rygte. 

Det er måske nok gået således. Men jeg tror ikke Chr. Fisker har ladt Peder Kristensen slippe for en Bøde, hvis han har siddet hans Tilsigelse overhørig så han ikke fik Hr. Anders at høre.

 Direkte oversat.


Afsnit I. - 9.

Den sorte død - Valborgblus.

Fortalt til Niels Gadkjær af hans Bedstemor Charlotte Amalie Krieger, født 1793 i Kragelund Sogn. Niels Gadkjær har skrevet det samme stykke to gange, jeg har derfor mixet det sammen for at få alt med.                                      Vagn Lihn Kristensen.  

På Valdemar Atterdags Dage (1340 - 1375) rasede rundt om i Europa en frygtelig Pest, som kaldtes den sorte Død.
Et Skib der strandede oppe ved Vendsyssel førte Smitten med og den udbredte sig i Kort Tid over hele Landet. De der angrebes af den blev fulde af sorte Bylder og satte næsten alle Livet til.
Folk døde i Tusindvis hvor denne skrækkelige Pest nåede hen, og flere Steder stod Landsbyer helt tomme, fordi alle Beboerne var uddøde. 

Valle døde 1375. Således var der en Landsby hvor Pesten kun havde levnet et Menneske, en Pige. Da hun havde overståede Pesten og kom ud, så at hun var det eneste Menneske i Egnen, men opdagede et Bål langt borte, tændte hun også et Bål, og næste Aften var Bålene hinanden nærmere, tilsidst nåede de hinanden, det var en ung Mand og Pigen, Valborg, der mødtes, da de ikke havde set andre Mennesker på Egnen besluttede de at blive Sammen.

Valborg og hendes Mand brændte Glædesblus hvert År på denne Dags Aften. Denne lille Blus var en Takkeblus for Liv og Sundhed, det er Alså Valborg Aften, Valborg Blus som vi fejre endnu for at jage alle Hekse og Trolde til Bloksbjerg, ridende på deres Kosteskafte. 

Ved denne, nu 600 årige Folkeskik har der sikkert været forhandlet mange Ting med til vore Dage.
Indtil Midten af forrige Århundrede holdt Ungdommen en Slags Generalforsamling, når Bålet var udbrændt og de ældre og Børnene var gået hjem.
Der skulde vælges Gadebasse og Gadelam. Gadebassen skulde være en pæn Karl som egnede sig til det ærefulde Hverv, og hans Gadelam skulde være den kønneste Pige og dygtigste til at danse. Disse to Folkevalgte skulde ordne Pinsegildet Øllet brygget og meget mere, og uddele Gadelam til alle de andre Gadebasser. 
Som 15 årige Koltringknægt var jeg med ved Sådan et Stævne. Den første der blev foreslået nægtede at tage mod Valg, da han ikke havde optærsket. Han blev fri og en anden valgt. 

Det var i Året 1865, siden blev der Ingen valgt, da Gadebasse Indstitusionen blev ophævet; men Pinsegildet fik vi alligevel, og der var Pinsebal i Sognefoged P. Danielsens Skov flere År efter Gadebassenes Tid.


Afsnit I. - 10.

Hø- og Kornhøsten - Høst- Jule- og Fastelavnsfest.

Niels Gadkjær har skrevet det samme stykke to gange. 
Jeg har derfor mixet det sammen for at få alt med.                        Vagn Lihn Kristensen.

Nu er vi snart så langt henne på Sommeren, at Høhøsten kan begynde, først Agerhøet siden Enghøet, sådan at vi kan være klar til at tage fat på Kornhøsten så snart Kornet er moden, men det er ikke sådan  så lige til, der var altid noget at iagttage ved ethvert nyt Arbejde. 

Det kunde på ingen Måde gå, at begynde Høslet eller Høst på en Mandag, der måtte vælges en anden Dag, ellers kunde der indtræffe de værste Uheld  som vi slet ikke kender nu. 

Her i Balle Sogn er Gårdene af den Størrelse at Manden med en Tjenestekarl Hjælp kunde overkomme Arbejdet med Gårdens Drift, men så var der fuldt op af Arbejde hele Tiden, men Arbejdet gik med Liv og Lyst.
Hver Går havde to Slåere, Manden og Karlen, og 1 Holmer, Pige, den Uge Engen blev slået og kørt Hjem måtte Husmoderen og Hyrdedrengen styre Gården, passe Kreaturerne, kærne Smørret, lave Osten og m.m.

De Gårde der var lidt større havde en fast Høstmand og Høstkone eller Pige. 

Så kom Dagen Høsten skulde begynde og Folkene vandrede ud til Startstedet på det Fald der skal Høstes.
Manden gik foran og Gårdens Pige havde Forrangen til at binde op efter ham. Karlen og hans Dame kom derefter, var der flere kom de i den rette Rangfordening.
Kl. 9 til 9½ spistes Melmad. Kl. 12 Middag til Kl. 2. Så en kop med et stykke Kandis Sukker (Knaldkaffe). Kl. 4½ Melmad, derefter høstedes til Ræven kunde næsten nå Solen, Alså lidt før Solnedgang, så lagdes vi Høleene og det høstede korn sattes sammen. 

Også her gik Arbejdet med Liv og Lyst, Så hjem til Mutter og Boghvedegrødene. Søvn blev der ikke ret meget af, det galdt om at benytte det gode Høstvejr. 

Det sidste Neg af alle Kornsorter er alle ked af at binde fordi den som binder det sidste Neg bliver kaldt den gamle og føler det som en Vanære. 
 - Den der binder det sidste Rugneg får Rugstodderen eller æ' Rugvrop. 
 - Den der binder det sidste Bygneg får Bygstoderen eller Byggonmis. 
 - Den der binder det sidste Havreneg får Havrepiggen eller æ' Havrekvæs. 

Når den listige Opbinder, hvis Lod det er at binde det sidste Neg, kan se sit Snit til at binde den gamle sammen med et af Høsternes Been medens han strøger sin Le, så har hun løst sig fra den gamle, og det er Høsteren der er den gamle, han går med det om Benet, og må tage mod alles brølende Latter og Grin. 

Ingen Opbinder må gå sin Høster nærmere end 3 Hug, disse 3 Hug skal næste Høster respektere og ikke køre forbi.
Ligeså må den som forker Korn på eller af Vognen passe på at holde godt fast på Forkskaftet, at Modtageren ikke skal tage både Neg og Fork.
Løskøbet var en Flaske Brændevin. 

På Ophøstningsdagen vandrer alle hjem til Gården og stiller sig i Nærheden af Kaalene og giver sig til at stryge Høleerne, og truer med at høste Kaalene. Madmoderen kommer så ud med Flaske og Glas, med Kage og Æbleskiver og gøde Sager og opvarter Folkene dermed, for at formå dem til at lade Kaalene i Fred. Denne Skik kaldes at stryge for Kaalene. 

Dagen slutter med et Skaargilde, og Skaargrødene serveres i et Par store Lerfade, som de alle langede til.
Det var skønt at se de To store Fade med Risengrød bestrøet med Sukker og Kanel og med Smørhullet mit i Fadet, men havde Karlen haft Uheld og væltet med et eller flere Læs Korn ved Hjemkørselen, da blev der i den Side af Fadet der vendte mod Karlen plantet et Kornaks i Grøden for hvert Læs af samme Kornsort som han havde væltet med. 

Rugstoderen, æ Rouvrep, skal have Skindet af Faaremdtken Mikals Aften. Bygstoderen, Byggonmis skal sidde ved Døren, og Havrekoes skal hænges i Skorstenen ved Arnene mens de andres holder Gilde og morer sig. 

Når så hen på Efteråret med køligere Vejr begyndte Bønderne at slagte Får og Beder, så kom det lange ventede Høstgilde, der skulde alle med der havde hjulpet til i Høsten, selv om det var ganske lidt blev der dog gjort Krav på Høstgildet og så var der Familien og særlig indbudne, så det blev en anselig Flok til desmaa Stuer.
Men Bønderne kunde sno sig på et lille Sted, selv om Kvinderne fyldte anderledes den Gang end nu, i deres mange Skjørter og lange Kjoler og Krenoliner.

Krenolinen blev ikke populær hos Bønderne, men forsvandt hurtig. 

Når Høstgilderne var overståede var der ikke lang til Julegilderne, som varede et Stykke ind i det ny År, de fejredes omtrent ens, kun ved Høstgilderne måtte Violinen med, ved Julegilderne var det de gamle Sanglege:

Der går Dans på Ribegade og væve Vadmel og mange andre, som alle sang med Liv og Lyst. 

Af Høstgildet og Julegildet svaredes ingen Forlystelsskat, men af Fastelavns gildet og Liegstauen skulde der svares 1 Rigsdaler til Sognets fattige. 

Fastelavnsgildet var for hele Ejerlaget og foregik på følgende måde i Midten af forrige Århundrede. 

Gårdmændene der havde bedst Plads skiftedes til at gøre Gildet som kosted 1 Rigsdaler pr Par og skulde være tegnet på en Liste. 

Fastelavnsmandag mødte de mandlige Deltager i Gildsgaarden lidt over Middag, for at slå Katten af Tønden.
En Tønde blev stillet op ca 100 Alen fra Statsstedet, og første mand kom frem med en gammel Plejlsslagle i Hånden og fik et Tørklæde bundet godt fast for Øjnene først da måtte han gå efter Tønden.
Når alle havde slået en Gang begyndte anden Omgang o.s.v. Det morede alle og varede næsten hele Eftermiddagen. 

Mændene gik så og hentede deres Koner til Ballet.
Dansen gik lystig og Glarvognen kørte Stuen rundt mange Gange. Spisningen foregik Holdvis i en anden Stue og en af Hovedretterne var Kogt Flæsk med Sennep. 

Da vi fik Forsamlingshusene var det Ungdommen der tog Affære.
Ejerlavets unge Karle sikrede sig Heste til Fastelavnsmandag der skulde rides Fastelavn. Der var gerne en Snes Rytter som alle var -edset og pyntet både Heste og Rytter.
De skulde hele Ejerlaget runt inden Aften og Dagene var korte.
Rytterne sang deres Tiggervise når de red ind i Gården. Manden kom ud og hilste, ofrede sit Sk--og fik Indbydelse til med Frue at deltage i Festen om Aftenen i Forsamlingshuset. Så sang Rytterne deres Takkesang og red videre. Det var altid en rigtig Fest.


Afsnit I. - 11.

Mejeribrug.

Hvorledes Tilstanden i Danmark i Almindelighed var for 100 År siden i Retning af Smør og Osteproduktion, derom foreligger der kun sparsomme Beretninger, men af de sparsomme Meddelser om den Tids Kvæghold og af gamle Folks mundtlige Overleveringer fremgår det, at Mælkeribruget de fleste Steder den Gang var af meget ringe Betydning. 

Bønderne havde oftes flere Heste ind Køer, og disse, der ofte måtte tage deres Føde ude gav kun sparsom Mælk, der utvivlsom for største Delen blev brugt i Husholdningen. 

Landets Herremænd der rådede over de bedste Enge og de forholdsvis mest veldrevne Marker havde vel ofte Staldne fyldte, men det var i de fleste Tilfælde mest Stude, hvorom Interessen drejede sig.

Holsten og Fyen var de Landsdele, hvor der tidligst fortrinsvis blev holdt Køer og hvorfor der regelmæssig blev udbudt Smør til Salg i København.

Holstensk Smør blev betalt højest og Priserne være temmelig stadige til alle Årstider. 50 Kr. pr 100 pund.
Mod Slutningen af det attende Århundrede steg Priserne imidlertid betydelig, som bidrog til, at Tidens mest intelligente Mænd skænkede Sagen forøget Opmærksomhed.

Landhusholdningsselskabet, der var blevet stiftet 1769, søgte med Prisskrifter at fremme enhver Næring. Og karakteristisk for Tiden var det, at Presterne fortrinsvis hver i sin Egn ofte søgte ved Eksemplets Magt og ved litterære Arbejder søgte at udbrede Kjendskab og Interesse for et velordnet Kvæghold og Mælkeribrug.

Se med hvilken Dygtighed og Varme den sjællandske Landsbypræst Vedel i Essendrup i Præstø Amt anbefaler Sommerstaldfodring, Kløverdyrkning, og nøjagtige Optegnelser om Kvægets Fodring, Løbning, Kælvning o.s.v.
Han påviste blandt andet, at en Mand kan passe 15 Køer på Stald, slå Kløveren, køre den hjem, fodre, holde Køerne rene, rense Stalden o.s.v.

Køeren give betydelig mere Mælk, og Pigeholdet behøver ikke at forøges da Malkningen skal foregå hjemme og ikke i fjerntliggende Marker.

Pastor Niels Blicker beklager sig over at ingen vil høre om Sommerstaldsfodring.
Han har forsøgt Tingene i To År, men på Grund af Folkenes Uvillighed måtte opgive det. 

Hos Valgmenighedspræst J. Teilman var jeg Tre År, og lærte at drive en Ejendom med Vekselbrug, Roedyrkning, Sommerstaldfodring og hvad dertil hører.

Landhusholdningsselskabet begyndte 1837 at lade unge Bønderpiger lære Mælkeriet i Toårige Kursus på forskellige af de bedre Herregaardsmælkerier og derved oplærtes efterhånden mange danske Mejerske.

Der lavedes både Ost og Sødmælksost men Smørproduktionen fik dog Altid den overvejende Betydning, og endog fra Bøndergårde fremkom om Sommeren og Efteråret en Del Smør til Salg.
De simplere Varer eksporteredes mest til Norge og alt Herregårdes smørret gik til Kiel og Hamborg for at deværende Eksportører at sendes til England som Finest Kills. 

1854 begyndte Landhusholdnings Selskabet at antage Lære til Uddannelse som Mejeribødker eller Fodermester og det skete at, der senere viste sig at blive gennemgribende Betydning for det danske Mælkebrug.
Landhusholdnings Selskabet overdrog Cand. polyt Segelke at foretage Undersøgelser over alle Mælkeribruget vedrørende Forhold, og senere blev han som kandidat fast knyttet til Selskabet.

Særlig fremragende Mænd må nævnes Professor B. Bøgild, B.S. Jørgensen, Etasråd A. Vallentine Segelke, Ducent Fjord og flere arbejdede for at udbrede Kendskab til Mælkeriets praktiske Arbejde. 

Allerede 1864 begyndte To unge Landmænd at lære praktisk Mælkeriarbejder hos Godsejer Ingerslev, Marielesborg, og Proprietær Kock Tormund.

Efter Krigen tog flere vordne Forpagter, Proprietærer og Godsejere til at gennemgå korte Kursus, 2 a 3 Måneder på de bedste ordnede Herregårdes Mælkerier hvor de måtte tage Hånd med i alt forefaldende Arbejde, gøre Optegnelser om alt hvad de så, og hvad de selv bestilte, og fremfor alt føre et nøjagtig Regnskab over Produkternes Tilberedning og Udbytte.
Udbyttet af Smør og Ost opnåede kun tarvelige Præsentationer. 

Opgaven var for kandidat Segelke at fremme Mælkeribruget hos de mange små Landmænd ved hos dem at få udbyttet de Erfaringer der nøjsommelig var erhvervet på Herregårdene.
Han skrev derfor 1865 sin Vejledning i Smørtelberedning for mindre Landbrugere med særligt Hensyn til de ved Smørkærningen under Tiden indtrædende Vanskeligheder, og den gjorde god Nytte, hos den mest intelligente og fremadstræbende Del af Bønderstanden, men det store Flertal var fremdeles vanskelig at få i Tale. 

Kornproduktion, Tillæg og Opdræt af Heste og Ungkvæg befandt man sig bedst ved.
Mange Bønder havde end ikke et Lokale til Mælkens Opbevaring, men Flødeafskumningen foregik på Hylder under Loftet i Stuen eller Spisekammeret, som ofte var indenfor Sovekammeret, og Renligheden lod meget tilbage at ønske, så det var ikke underligt, at Smørret Kvalitet blev dårlig og Salgsprisen ringe.
Det solgtes som Mastesmør til Norge, for 12 Skilling pr. pund = 25 øre. 

Mange gjorde vel Indvendinger mod at få disse unge Mennesker i Mejeriet, hvor man frygtede det ikke kunde gå an at lade Mænd og Kvinder arbejde sammen, men efter Hånden blev disse Fordomme overvundne. 
I de To År 1864 og 1865 oplærtes 9 unge Mænd i Mælkeribruget,
I 1868 og 1869 allerede 45 unge Landmænd
I 1872 og 1873 endog 114 unge Landmænd
og i 1876 og 1877 steg til 188 Mænd. 

En s--regen Betydning fik denne Oplæren af unge Mænd derved, at Segelke blandt disse unge Kræfter der kom til at gøre god Nytte som Mælkeriassistenter, hvorved det blev muligt at forbedre Mælkeribruget hos den talrige Bondestand, for hvem det kun dårligt betalte sig at holde Malkekøer, fordi de fik ringe føde.
Efter År 1865 blev det sjældner at se Mælkefade ved Loftbjælkerne og små Landbrugers Koner stå og kærne Smør i en Flaske. 

Bønderne begyndte at fodre deres Køer bedre, og Smørpriserne stigende og i 70erne var der flere Landmænd der havde indrettet Mælkestuer med murede Bassiner til Mælkens Afkøling.
De såkaldte Vandmejerier.

I Året 1877 fik jeg Plads hos Pastor Tijlman, Bering, han havde et lille Landbrug på 102 Td. Land, det skulde drives som et Mønsterbrug. Vekselbrug, Roedyrkning og Staldfodring o.s.v. 

I Året 1881 overtog jeg et mindre Landbrug i Hvinningdal 13 Td. Land, og begyndte at ordne det til Vekselbrug med Roedyrkning og Sommerstaldfodring. 

Jeg så nok at Folk smilte når der taltes om Roerne, men Smilet lignede mest et langt Grin.
Jeg tænkte I skal få noget at grine af. Roerne voksede godt og jeg fodrede jævnt godt og solgte forholdsvis meget Smør, det fik Roerne Skyld for, og Grinebiderne bad mig om at lære dem at dyrke Roer, til næste Sommer. 

Smørpriserne på Silkeborg Torv og hos Købmanden var 80 a 85 Øre pr. Pund, men i 1882, kom der en Smørekspotør til Silkeborg hver Lørdag og opkøbte Smør.
Jeg lod Grossisten bedømme mit Smør, og da han var færdig med at Lugte og smage spurgte han, hvor stort Mejeri jeg havde. Jeg har kun 3 Køer foreløbig svarede jeg spagfærdig.
Nå der kan man se hvad god Fodring og Renlighed kan gøre. Jeg vil give 106 (øre) for Pundet skal jeg så have det ? Jeg svarede, glad overrasket, Ja dertil. 

I Året 1884 kom To unge Mejerister til Silkeborg og lejede Lokaler til et lille Mejeri, og købte Mælk i Byens nærmeste Opland, som de hentede og betalte Topnoteringen for 28 pund Mælk, men Andelsbevægelsen bredte sig også her på Egnen, da blev Balle, Funder og en Del af Them Sogne enige om at bygge et Andelsmejeri Lysbro, der begyndte sin Virksomhed den 12 Juni 1888. 

Fabrikkerne havde ligeså travl den Gang med at lave Centrifuger som de har, nu med at lave Kanoner. 

                 Niels Gadkjær                              Direkte oversat.     


Afsnit I. - 12.

Hr. Adjunkt Hans Ellekilde!

Jens C.M. Carlsen, Ørnsøvej 109, Silkeborg har lige været hos mig. Jeg lod ham gennemlæse foranstående Optegnelser, og han gav dem Karakteren Ug.
Om de fortjente det er en anden Sag. 

Jeg kan ikke huske hvad jeg skrev og tog ingen Afskrift af de forhen indsendte Optegnelser, men har en Følelse af, at de er meget mangelfulde, derfor tog jeg fat og omskrev det hele, og har da også fundet en Del som mangler i den første Indsendelse. 

Undskyld jeg er jo kun et opslidt Stykke Redskab. 

Min Ven Jens Carlsen fortalte mig at Bogen, Skovlouringer er en hel indteresandt Bog, især for denne Egn.
Hvor fås den?
Jeg har forstået det således at det kun er Balle Sogn de ønsker Optegnelser om, men det er måske en Fejltagelse. 

Hermed hilsner Deres ærbødige
Niels Gadkjær 
Hvinningdal pr. Ø. Bording.

Hjertelig Tak for Bogen og Brevet, og håber at kunne finde noget mere. Det er mit Ønske at De vil benytte denne Optegnelse i Stedet for den første.
Direkte oversat.
Oplysningerne i afsnit I af Niels Gadkjær er her næsten nøjagtig gengivet, kun ganske let tilrettet til nutids dansk, og med mine egne små rettelser og oplysninger i [parentes].

De optegnelser som her er gengivet må betragtes som første generations- fortælling og flere er gengivet i bogen: 'Balle Sogn', af Rasmus Mortensen, 1946.

Udover de gengivende oplysninger i bogen om Balle sogn, er her flere helt nye oplysninger der ikke før har været offentliggjort.

Alderslyst, Januar 1997.                     Vagn Lihn Kristensen


 Made with Nvu af Erik Thisted.    © Balle Sogns Lokalhistoriske Forening. Til toppen af siden                                 WEB  
Valid XHTML 1.0 Transitional