Balle Sogns Lokalhistoriske Forening. Top midten. Top højre.


Opdateret
13 05 25

Forsiden
Sognets
Historie
Artikler
Skifte Protokol Vester
Kejlstrup
Foreningens
Arkiv
Dansk Folkeminde- samling
Litteratur
& Links

Tidligere aktiviteter
Program
Bestyrelsen

Oversigt
Alfabetisk
register

mail

Dansk Folkemindesamling

Afsnit II.
Link til Dansk Folkemindesamling.

Siderne indeholder afskrifter af oplysninger  som er indsamlet i åerne ca. 1919 - 1946 fra Balle sogn .


Oplysningerne er afleveret til Dansk Folkemindesamling, København.

Originalkopier findes i fotokopi på Lokalhistorisk Arkiv, Silkeborg.

Indsamlingen skyldes en række  historisk interesserede personer som ganske kort er omtalt i hver afsnits begyndelse.

Alderslyst, Januar 1997.                     Vagn Lihn Kristensen




Indhold:  

Afsnit:   II.   Optegnet af: Jens C. M. Carlsen 1887 - 1965

II. - 1.    Gamle Spillemænd
II. - 2.    Anthon Winther, Hvinningdal
II. - 3.    Det sidste neg
II. - 4.    Murer Søren Klintrup, Hvinningdal mark 1833 - 1918
II. - 5.    Set Højpusling 1868
Blodrød bloddråber varsler død 1866
Forvarsel for krigen 1864
Brunbakke, Bauns
Gludbjerg Kæmpehøj
Gulberg gl. skov
Fladmose - jernbanen
Spor af miler og bopladser i Overgaard
Festskikke ved bryllupe
Adspredelse ved arbejdet
Hjælpsomhed
Drikkeri
Tyveri på landet
II. - 6.    Vester Kejlstrup - Herremand manet
Mystiske lyde
Mord på røgteren 07/12 - 1820
Balle by samt spredte træk fra øvrige sogne
Helligkilder
Bøndernes frigivelse 1788
Hvinningdals beliggenhed
Prædikestolen i Balle kirke 1614
Vester Bording
Overgaard
Sagnet om Knudsø i Funder sogn

Balle-Sogns Lokalhistoriske Forening

blev stiftet i 1991 med det formål at medvirke til indsamling og opbevaring af bevaringsværdige dokumenter, skøder og  billeder m.m. fra sognet. 

Foreningen udarbejder beskrivelser af egnens historie, gårdes historier og historie om personer. 

Desuden laves optegnelser fra Balle sogn ud fra indsamlede materialer.

Medlemskab Tilmelding kan ske til en fra bestyrelsen eller på nedenstående e-mail adresse:




AFSNIT II.

Optegnet af Jens C. M. Carlsen 
Ørnsøvej 109, 8600 Silkeborg. 

Jens C. M. Carlsen, født Mortensen 13/08 - 1887 i Balle Huse, Balle sogn.
Han var søn af Morten Jens Carlsen, født 1847 i Søvind sogn, og Inger Johanne Kirstine Pedersen, født 1848 i Funder sogn, der senere solgte ejendommen "Bavns" Matr. nr. 16b i Balle Huse til deres ældste datter Maren, og svigersøn Chr. Nørgaard.
De købte i stedet en ejendom i Tipholt plantage i Overgaard skov.

Jens C. M. Carlsen er bror til Rasmus Mortensen, forfatteren af bogen "Balle Sogn". 
Jens C. M. Carlsen var uddannet ved landbruget, var nogle år i USA, og i nogle år fængselsbetjent på Fanø. Han var igennem flere år korrekturlæser på Silkeborg Avis.
Jens C. M. Carlsen dør 1965 i Silkeborg.


Afsnit II. - 1.

Gamle Spillemænd.

Fortalt 1937 af 83 årige Enkefru, og Aldersrentenyde Mette Marie Mikkelsen Langelinie Nr. 8, Alderslyst 8600 Silkeborg .

De ældste Spillemænd jeg husker der har været i Balle Sogn er Laurs Mikkelsen og Mogens Winther.
Laurs Mikkelsen var tillige Sadelmager (blev da ogsaa i Almindelighed kaldt for Laurs Sadelmager). Senere havde han ogsaa en Landejendom. Han var forøvrigt i * Mich. Drevsens Tid Medlem af dennes Orkester i Silkeborg.
(* Papirfabrikkens Grundlægger).

Mogens Winther [født 8/11 - 1852, - han spillede også Klarinet] havde en Gaard i Hvinningdal.
Han havde som Regel en Pibe i Munden, naar han spillede og slog Takt i Gulvet med sin Træsko. Der ses endnu Mærke i hans Violin, hvor Piberøret har slidt under Brugen.

Var Spillemanden nu bestilt til at komme og give Musik et eller andet Sted i Sognet eller maaske ude i et af Nabosognene, var det ikke altid saa lige en Sag for dem at vide nøjagtigt i hvilken Gaard eller Hus det paagældende Bryllup eller Festlighed foregik, men de maatte jo se at finde Stedet. 

Og om det nu var de tvænde Fagmænds mange Aars Erfaring eller blot et Skæmteord, udsprunget ved Festens Overflødighed i Spisekammeret og en Smule letsindig Omgang dermed, nok er det Spillemænden havde den Udvej og Talemaade i Behold: "Vi skal se efter, hvor Børnene sidder paa Møddingen, for der er det, vi skal hen, der foregaar Festen". 
Laurs Sadelmager havde, som Skik var i ældre Tid, en Ræveskindspose til sin Violin hvori han medførte den. 

Engang, da han en Vinterdag gik over Silkeborg Langsø for at naa over til Balle med Violinen i Rævebælgen, gled han paa Isen. Han faldt akkurat saadan at han fik det ædle Musikinstrument under sig, hvorved det blev ilde tilredt.
Han fik det dog lempet sammen igen saa det fremdeles kunde forlyste med liflig Klang, naar han strøg den med Buen, den var endda vist bleven bedre af det. (Aa mit Levebrød "plejede Spillemanden at sige, naar sligs uheld skete). 

Naturligvis kunde det hænde, og hændte ogsaa at selve Spillemanden fik en Taar for meget under Festens Forløb, men fik de da blot en Blund eller Hvilestund, var de igen Mestere for fra deres Krog i Hjørnet af Overstuen at yppe liv og godt gammel Gemytlighed i Gildelaget.

Direkte oversat.




Afsnit II. - 2.

Anthon Winther, Hvinningdal.

Fortalt 1937 af den 37 årige gårdejer Anthon Winther, Hvinningdal. 

Mens Talen endnu berører Mogens Winther i Hvinningdal, bør det fortælles, at han var en meget klog Mand paa Vind, Vejr og kunde ligesom hans Fader og Bedstefader, som forøvrigt begge var Pramfører paa Gudenaa, helbrede baade Mennesker og Dyr.
Særlig Bedstefaderen, gamle Anders Winther, havde Ry om sig og var i første Halvdel af forrige Aarhundrede berømt som klog Mand over en stor Del af Midtjylland. 

Til deres Hus i Hvinningdal tilhørte et Par Skpr. Land hvor de dyrkede en Mængde Urter som de anvendte til Medicin.

De var i Besiddelse af Cypriamus og blev ogsaa søgt af Folk, naar Sagen drejede sig om Hekseri og Troldom. 

En Dag kom Herremanden paa Fussingø ved Randers ridende til Anders Winther i Hvinningdal, for at blive helbredt.
Som Betaling tilbød han Anders Winther den bedste Hest han havde i sin Stald.
Anders Winther havde dog ingen brug for Hesten, men en Halvaarstid senere, da Herremanden var helbredt kom der halvtres Rigsdaler til ham fra Fussingø. 

Et eks. med Cypriamus:

En Dag kom et Par løbske Heste stormede hen ad Vejen, der førte forbi hans Hus. Anders Winther havde set det løbske Spand og løb ud paa Vejen med en Bog i Haanden, Cypriamus. Han traadte lige ud foran de løbske Heste der brat stoppede deres vilde fart og lod sig rolig føre bort.
Rimeligvis har han ved denne og lignede Lejlighed mumlet en eller anden besværgende Formular, det hørte sig til. 

Direkte oversat.



Afsnit II. - 3.    

Det sidste Neg.

Fortalt 1937 af Den 37 årige gårdejer Anthon Winther, Hvinningdal. 

I Balle Sogn (ved Silkeborg) fortalte Anthon Winther Hvinningdal, efter sin Fader Mogens Winther, blev den der bandt det sidste Neg under Ophøstning, kaldt "Den Gamle". Der var desformedelst en Kappestrid for at undgaa at komme til at binde det sidste Neg. 

I den Gaard, hvor man nu var blevet først færdig blandt Naboen med at høste.  (?)
Manden maa saa finde paa at klæde et Neg ud i Form af en Høstpige. Man gav hende Kjole paa forsynede hende med Hat, Forklæde og det Hele. 

Og efter at have anbragt denne Høsttriumfator oven paa den drassivorne  Naboes uhøstede Ager, gav man Figuren en Kratte i Haanden.
Et Neg udstaferet som en Høstkarl paasat med "Hjøllien" [Leen], brugtes ogsaa ved samme Lejlighed, undertiden begge Dele ved Siden af hinanden. 

Ved ethvert Tilfælde, naar der var ophøstet, drog Høstfolken hjem fra Marken og lige hen til Stuehusets Hoveddør, hvor Høstkarlene gav sig til at stryge Leene under ildevarslende Klang, det var det truende Moment fra Husmoderen, at kom hun nu ikke ud til dem med Øl, Snaps og Kage, vilde hendes Kaal og Blomster i Haven vederfares samme Skæbne som Kornet nu havde.
Dette kaldte man at "stryge æ Hjøllie paa æ kol". (stryge leen på kålene). 

Fra Nørreskov i Gødvad Sogn, siges at samme sidste Neg der, blev kaldt "Høstkillingen". 

Direkte oversat.
Se også Niels Gadkjær indberetning: Afsnit I. - 10.



Afsnit II. - 4.

Optegnet af: Jens C. M. Carlsen.  1887 Balle - 1965 Silkeborg.
Søn af Morten Jens Karlsen og broder til Rasmus Mortensen. Har nedskrevet en del historie fra Balle sogn. 
Se under
Dansk Folkemindesamling.

Murer Søren Klintrup, Hvinningdal Mark

Sidetal henviser til originalen.

Side 1. Blandt Naboer og andre, der boede i Nabolaget til mit Hjem paa Overgaard Mark, Balle Sogn, Hids Herred, var adskillige gamle Folk, Typer som synes sjælden nu at træffe paa. 

Megen Viden, mange Sæder og Skikke, ja, en hel anden Levevis, er med dem gaaet i Graven, til Savn og Tab for Efterslægten. 

Blandt disse var ogsaa Søren Nielsen (Klintrup) [født 16/05 - 1833 i Klintrup Røgen sogn, dør 06/03 - 1918] (Klintrup, blev han gerne kaldt).
Han var Murer, specielt Kampestensmurer, af den gamle Skole. Og det sagdes, at han i sine Velmagtsdage havde kunnet give baade to og tre Haandlangere nok med at passe sig op. Det var fænomenalt, som et Murværk voksede under hans Hænder. Han havde, som han sagde, været til Tusinder af Rejsegilder, men aldrig  -  
Side 5. været fuld, et udsagn, der vist ikke skulde tages alt for bogstavlig, hvad Soberheden angik. 

Jeg mindes ikke at have set ham ved noget Rejsegilde, men ved, at han ikke spyttede i Glasset, saa man plejede at sige, ejheller foragtede ham en god Kaffepunds saalidt som de fleste andre gamle gjorde det. 

Men paa visse Omraader var han noget for sig.

Han vilde gerne læse, og læste meget, hvilket ofte prægede hans Tale og hele Adfærd, som han nu og da yndede at forlene med et Anstrøg af finere Dannelse og mere Viden end de andre gamle.
Dette i Forbindelse med hans Vid og Lune gjorde ham til noget af en særegen Skikkelse, som alle satte Pris paa og gerne søgte. 

At han var mørkeræd og bange under utrygge Forhold, søgte han ikke at skjule, men ofte tjente det Folk til megen Moro. 

Forøvrigt havde han boet mange Steder i Øst- og Midtjylland, havde ogsaa haft Landbrugsendomme, nu han var blevet gammel, havde han et Hus med Have. 

Engang jeg var inde hos ham, i hans lille Hjem, var flere til Stede, en af Gæsterne hentyder da til dette, om Klintrup saadan var - 
Side 2. bange. "Ja", siger Sidsel, hans Kone, "han er saamænd saa bange, te det er grov".

Dette førte saa til, at Klintrup fortalte følgende: 

Det kan gerne være, te a er ræd, det er heller ett sært, om a er det, for i min Opvækst hørte man aldrig andet end Spøgelseshistorier og lignende Ting.
Saa havde en vel den Slemme her, og saa naar han der, og var et og saa et andet, ja a var den Anden ?? saa angest, te a turde ett træde udenfor Døren efter Mørkets Frembrud selv for det mindste bitte Ærinde, knap nok linde den saadan lidt.

Se innen a Tjente - ja, a har jo nu aldrig tjent ret meget, for a kom jo i Lære - da havde a jo da ogsaa mit Kammer ude i et Udhus.

Saa var det en bælgmørk Nat, a glemmer et - 
Side 7. aldrig, a havde ligget vaagen lidt og var lige ved at slumre hen igen, da a paany blev helt vogen ved noget Skramlen og Rumsteren derude i Udhuset.
Hvad er nu det for noget, tænkte a. Det forekom mig stadig at nærme sig mit Kammer a bløv skam ræd!
Yderdøren havde a laaset indvendig, da a gik ind, det vidste a, hvad kunde det være andet end det argeste Spøgeri og Kunster ?
Og der laa a alene i Huset, end sølle Knægt, hvad skul' a gribe til. A trak Hovedet ned under Dynen, men der nede kneb det med at faa Luft. Naa! nu var det lige udenfor min Dør. Aa Gudfader fri os hvor var a ræd! Om a saa skuld kvæles, turd a ett ha' Næsen over Dynen. Sæt det kom ind til mig!
Saa lige med et dundrede der et Slag ude paa min Dør, saa det rystede baade i Hængsel og Laas. Aa - aah endda. A krøb sammen under Dynen og forventede allehaande Ting. - 

Side 3. Saadan laa a længe og svedte Angstens Sved, men det lede Spøgeri holdt paa.
Det er egentlig sært, te a kom over det.
Omsiden blev det da endelig stille derude.

Da a skul' ud den følgende Morgen, kunde a knap faa Døren skubbet aaben, og skønt det var lys Dag, var a ikke helt dristig ved det, men ud maat' a jo, og saa fik a da noget at se! 

Rundt om laa Træbøvle og brudte Skillerumme, og foran min Dør laa en væltet Stolpe. Men henne i noget Halm, der laa selve Uhyret - Spøgelset, en stor gammel Orne, som ellers havde sit Aflukke henne i den modsatte Ende af Huset. 
Det var den, der var brudt ud og forvoldt al den Skræk - 

Side 9. og Molest. 

Men hvordan skul' a vel sanse og tænke paa - efter alt det, der var blevet mig bildt ind - te det kunde være Ornen, der var paa Færde!
Tøkkes I maaake det?
Nej, gu kund'a ej. - Ja, I kan le, men for mæ var et ett morsomt. 

Har du ikke ogsaa engang været hos den kloge Mand i Vindblæs, Klintrup? Lad os lige høre, hvordan det gik! ytrede en, og vi var alle nysgerrig efter at høre derom. 

Hem - Ja, det er mange, mange Aar siden, vi boede jo dengang i en anden Egn. -
(Jeg husker ikke i hvilken Egn Klintrup da boede, men jeg skønner, at Tiden har været i 1860'erne eller omkring 1870, og det har uden Tvivl været den Vindblæs mellem Randers og Hadsund).
Saa havde vi en Nabo, som var syg og trængte til Hjælp, og da han og Konen en Dag bad mig, om a ett vilde gaa til den kloge Mand i Vindblæs og faa Raad for Sygdommen, vilde a jo saa sært gerne gøre ham den Tjenste. 

A blev saa forsynet med lidt Madvarer, Penge til at betale den kloge Mand med havde - Side 4. a faaet og ligeledes Besked om, hvad a skul' forklare ham om den Syges Tilstand, og saa gik a. 

Det var en lang Vandring - flere Mil - og undervejs, da den medbragte Vædske var forbrugt, vilde a gerne have knebet et Par Skilling af Beløbet til den Kloge Mand til Indkøb af en halv Pægl [betegnelsen for en flaske snaps].
Men saa kom a til at tænke som saa: Den kloge Mand ved maaske, hvad Penge du har med til ham - ja, hvad, det kunde jo godt ske - og saa staar du kønt i det, om du har givet dem ud. Nej, det skul' a ilyvel [aligevel] ett ha' noget af! altsaa gik a videre paa mit tørre Brødfoder og naaede da omsider den kloge Mands Hus.
Naa - a nølede lidt derudenfor, det var mit første Besøg - forresten ogsaa det sidste - ved saadan en Mand. 

Men a kunde' jo da - Side 11. Trøstigt gaa ind.
A havde i Lommen, hvad a skulde have, heller ett mere. Og ind kom a da og fik mit Ærinde forrettet. Ja vist, ja, ja, det er rigtig nok, sagde den kloge Mand, jeg ved godt, hvad du er kommen for. Sæt dig bare ned her, saa skal jeg straks komme tilbage, ytrede han og gik ind i et andet Værelse. -
Hm - ja, der kan vi se, tænkte a og var glad, te a havde Pengene i Behold. 

En Stund efter kom han tilbage. - Han havde lidt draaber i en Flaske, som den Syge skulde have. Og saa forklarede han mig, at naar a nu gik hjem, saa skul' a ved den sidste Kirke, a kom forbi ( for saa vild det være Aften - mørkt skulde det nemlig være) gaa ind paa kirkegaarden og tage lidt Muld der, som saa skulde puttes i en Klud, og af den Syge bæres om Halsen i en Snor. 

Ja, a skul' jo nok forrette det hele, og saa gav a ham hver en Øre, a havde med til ham, og gik saa min Vej. 

Det med Turen ind paa kirkegaarden liede a nu slet ett. A prøvede at strække ud det - Side 5. bedst a kund', for at komme der, før det blev alt for mørkt. 

Hvorfor gik du ikke ind paa en anden Kirkegaard, før det blev mørkt? indskød en af vi Tilhører.

Hvorfor! fordi a vilde gøre, som Manden bad me, og da a naaede Kirken var det bælgmørkt, det slog godt nok til.
Nu var det saa om at faa fat i den Smule Muld derinde. Omsiden fandt a da Indgangen og stod netop med Haanden paa Laagen, som a lige havde skubbet aaben, da a lige i det samme hørte et Skrig derinde fra, saa møj et grimme Skrig. Aa du milde hvor blev a angest. A skal love for, te a fik vendt om i en Fart.
Laagen trog a i Hælene paa mig selv og var nær falden, men ellers kom a da walholden ud paa Vejen igen. - Om det nu - som de siden har villet bilde mig ind - har været en Ugle eller Allik - Side 13. der har villet hilse min Indtræden med det Skrig - det kan jo gerne være, men nok er det, a skul' ett gøre Forsøget om igen. 
Nej, men saa gik a ud paa nogle Grønagre, som a vidste var fulde af Muldvarpeskud, og der fandt a rigelig af god Muld, som a forsynede mig med til den Syge.
A sagde naturligvis aldrig til noge, at Mulden var fra et Muldvarpeskud ude paa Marken i Stedet for fra Kirkegaarden, men Manden blev da rask alligevel. 

Direkte oversat.




Afsnit II. - 5.

Optegnet 1936 af: Jens C. M. Carlsen.
De tal i (-) er henvisning til originalen.

Set Højpusling.

Fortalt af: Landmand Morten J. Carlsen, Overgaard, Balle Sogn. 

1). Min Fader fortæller: 

Jeg var en Søndag i Eftersommeren Tid (omkring 1868) ude i udmarken for at flytte min Husbonds Hest.

Da jeg var færdig hermed, gik jeg op paa en Kæmpehøj, ganske nær ved, hvor jeg fordrev Tiden med at ligge og se ud over Landskabet, der tog sig saa smukt ud i den klare og stille Sensommerdag. 

Jeg laa just og iagttog to jæger, der gik omkring ude i et Stykke Hede, over paa Kragelund Mark, da jeg bemærkede noget der sagte rørte sig bag ved mig. Jeg vendte mig om paa Albuer, for at se efter, og saa da til min Forundring en lille graaklædt Mandsling staa der, med rød Hue og graa Skæg.
Uvidkaarlig rejste jeg mig op og vilde se nøjere efter, men da var Puslingen forsvunden, der var intet at se til af noget somhelst. Men Hestene, som græssede nær op til Højen, var ved de samme blevet saa urolig, at de for snøjlende omkring i Tøjrslaget og slog ud med Bagbenene efter Højen. 

Det var allerede en kendt Sag paa Gaarden, at efter Solnedgang var Hestene ikke til at have staaende i Højens Nærhed, uden at de teede sig paa omtalte Maade.
Naar de derefter blev fjernet i passende Afstand fra den, blev de atter rolig. Men denne Gang skete det alsaa før Solens Nedgang. 


Blodrød bloddråber varsler død. 

2). Medens jeg som 20 aarige ungt Menneske opholdt mig hjemme paa min Faders Ejendom, sad jeg en Januar - Søndag (det var den 24. Jan. 1866) inde i Stuen, sammen med min Moder og Søster samt en fremmed Pige, en Veninde til min Søster. 
Min Søster og Veninden sad ved Bordet, optaget af at afskrive nogle Vers. 
Min Moder og jeg sad lidt til Siden, jeg selv optaget af Læsning. 
Min Fader var gaaet en Tur i Byen. 

Ved at se hen paa Bordet siger saa min Moder: 
"Hvad er det! Har nogen af jer skaaret sig, der er jo Bloddraaber paa Bordet?"  Da vi skulde til at se efter stod der tre kublede Bloddraaber, dannede en Trekant midt paa Bordet, hver Draabe paa Størrelse med en stor Ært. Men ingen havde skaaret sig eller blødte. - 
Dette forekom os alle saa underligt, at vi uvilkaarlig gribes af uro.
Jeg gik hen og tørrede Blodet af saa Bordet igen var ganske tørt - mærkelig tørt ved et eneste Strøg. Men i næste Øjeblik stod de tre røde Draaber der igen, paa samme Sted. 

Jeg gik nu op paa Loftet for at se efter, om her skulde være noget der kunde bringe Forklaring, men der var intet, Loftet var rent og Tørt uden Antydning af det mindste.
Kommer tilbage ned i Stuen, sagde min Moder: "Ja nu skal I se, der er noget i Vejen med Maren (en anden Søster der var i Tjenste ca. to Mil borte), nu spørger vi saamænd Nyt fra hende".

Imidlertid skulde jeg et Ærinde i Nabolaget med Hestene. 

Da jeg efter en god Times Forløb vendte tilbage holdt en Rytter i Gaarde. Det var min Søsters Husbond. Og min Moder og Fader (min Fader var lige kommet hjem nu) stod parat til at tage køretøjet, for hurtigst muligt, at naa over til min Søster hvem  Husbonden bragte Budskab om, laa opgivet og Døden nær af en ondartet Diftiriti. 

Min Moders Anelse i Forbindelse med de besynderlige røde Draaber paa Bordet, og hendes Udtaelse angaaende min Søster, viste sig altsaa at være rigtig nok. 
Min Søster døde samme Dag. 

Da jeg (Nedskriverer af dette) for faa Aar siden udspurgte min nu afdøde Faster, som var nærværende hin Januar Søndag, ang. disse blodrøde Draaber, fortalte hun den underlige Tildragelse nøjagtig, som min Fader har fortalt. 


Forvarsel for Krigen 1864. 

3). Det var en Aftenstund, kort før Krigen 1864, at min Fader kom gaaende ad Viborg Landevej, en Kilometer eller saa Syd for Balle Kirke.

Her fangedes hans Opmærksomhed af en hel Del smaa Ildblus, som brændte med kort Afstand fra hinanden langs et Dige lidt borte fra Vejen.
Han nærmede sig nu Diget for at se nøjere til, idet han fandt det noget underligt med alle de Smaablus. Men ligesaa underligt maatte det forekomme ham, da han kom nærmere og Blussene forsvandt, og alt bar Vidne om, at der ingen Ild havde været.

Saa kom Krigen i 1864 og Tyskerne forfulgte Danskerne op i Jylland.
De gik ogsaa over Viborg - Broen ved Silkeborg og videre Nord paa efter Balle Kirke til. 

Og her saa min Fader for anden Gang Blussene langs Digets Side, og nu var de rigtige nok, thi det var de Tyske Soldater, der tilberedte deres Mad ved de smaa Ildsteder, som de lavede ind i Digets Sider. 


Brunbakke "Bauns". 

4). Omtrent midt i Sognet (Balle) ligger et Bakkedrag som hedder Bauns.
En Del af dette Bakkedrag hørte under en Ejendom, som ejedes af min Bedstefader, Jens Carl Mortensen. Senere fik min Fader den Part af Marken, hvor Bakkedraget er, [Øster Bordingvej 9, Balle Huse Matr. nr. 16b] og Bygningen blev lagt i en tildels jævn Sænkning i dette Omraade.
Fra dette Bakkedrag, hvis Navn er Bauns er en meget vid Udsigt i alle Retninger.

Nu er det ikke af Navnet alene, at Formodningen er, at her har været et Sted, hvor man i gamle Dage brændte Banne (Baal), naar der var Fjender i Landet og det gjalt om at hidlede Befolkningen Opmærksomhed paa dette. 

(Man har vist ogsaa ved anden Lejligheder f. Eks. i Tider, naar Pesten har raset i Landet og Befolkningen i mange Egne næsten var helt uddø, brugt at tænde "Bannen" for derved at tilkendegive evt. andre, at her dog var nogen levende Sjæle endnu). 

Men, da man for ca. 60 - 70 Aar siden [ca. 1866 - 1876] brød Lyngen op fandt man paa Bakkens højeste Punkt et rundt Omraade tæt belagt med Sten, just som egnet til et fast benyttet Baalsted. 
Jeg husker desværre ikke hvorvidt der i samme Forbindelse ogsaa fortælles om skønede Sten, Sod mellem Stenene o.l., men man fastslog som saa, at her havde man engang brugt at brænde Baal i ufredstiden, af hvilken Grund Bakken har faaet sit Navn "Bauns". 

Jeg husker ogsaa, at min Moder og ældre Søskende har fortalt, at de ved Aften- og Nattetiden ofte har hørt forskellige Lyde inde fra denne Bakke, vistnok i Særdeleshed dumpe, hule Lyde. 

Siden da  er der taget taget mange Hundrede Favne Sten og Grus fra denne Bakke til Vejmateriale, og mange Slog og hul, dumpe Lyde fra Sten og Grusgrave har desformedelst virkelig lydt fra Bakken.


Gludbjerg Kæmpehøje. 

5). Naar Bauns, ved Kragelund - Balle Vejen, hvor denne fører over Glugbjerg, som Terrænet alm. kaldes (eller "Gulberg", saaledes staar Navnet skrevet i et Dokument, jeg er i Besiddelse af), har engang ligget to Kæmpehøje, om hvilke en Lærer fra den for ca. 30 Aar siden nedlagte Skole i Balle By, har fortalt et lille Træk fra. 

Han kom en Nat ad Vejen forbi Højene og saa da en stor, sort Hund komme ud fra en af Højene. Det var forsikrede han "1812 klokken 14". 

Skolemanden har aabenbart - af hvilken Omstændighed vides ikke - faaet Aarstal og Klokkeslet fejl placeret, da han fortalte om denne Hændelse, for man brugte vist ikke vor nuværende Betydning af Døgnets Timer, for et Hundrede Aar siden. 


Gulberg - Gl. Skov. 

6). Jeg har ogsaa hørt fortælle, at Gulberghus, (at Huset, retter Gaarden, har det Navn, er maaske næppe kendt af nogen nu), som ligger lige Øst for hvor omtalte Høje har været, oprindelig var Bolig for Skytter eller en slags Skovfoged.
Manden maa jo saa have fungeret under Vester Kejlstrup, Det var jo i Tiden, da der endnu var meget Skov omkring i Sognet. 

Saa sent som i Midten af 17 Aarh. gik der Svin paa Olden rundt om Sognets Skove, Skægkær, Hvinningdal, Vester Bording, Øster Bording, Steder hvor der i umindelige Tider ikke har staaet Træ eller Busk. 

En Del af Øster Bording Skov tilhørte Kongen. 

Et Hus, retter Gaard samme Sted - ca. en Kilometer fra det Sted, hvor den gamle Øster Bording By laa før Udskiftningen - blev endnu i en senere Tid kaldt "Skovhuset". [Matr. nr. 7a hedder "Skovhuse"].
Men saaledes eksisterer den mere og mindre Beviser for forsvundne Skove, fra mange Egne. 

Jeg har set et Par lange Egetrædsborde, som hver bestod af en eneste bred Planke. Mellem dets Ben, faa Tommer over Gulvet var en slags bred Fodskammel af samme solide Matriale.
Det  Egetræ, hvoraf disse Borde var lavet, sagdes at være groet paa Skærskovhede i Funder Sogn, et ligesaa skovlørst Strøg, som de foran nævnte. 


Fladmose - Jernbanen. 

7). Vest for Glubjerg (for at bruge det daglige Navn) ligger Fladmose i Øster Bording.  
Langs Mosen nære, vestlige Opland var der en Mand, boende i Øster Bording, som omtrent 1890 hævdede, at have set et Jernbanetog komme kørende.
Nu er det muligt, at man allerede ved den Tid har diskuteret om en saadan Forbindelse mellem Silkeborg og Kellerup, men to af de Øster Bording Mænd var blevet saa styrket i Troen paa Jernbanen, at de for at udnytte chancen købte ekstra Ejendom, paa de Enemærker, hvor Banen altsaa kunde ventes at komme. 

Nu gaar Jernbanen ganske rigtig over det beligende Strøg, den blev aabent for Drift tredive eller nogle og trelive Aar efter [Banen blev åbent 01/08 - 1924], at Manden erklærede at have set den, man da havde de to Mænd forlængst sagt Egnen Farvel. 


Spor af Miler og Boplads i Overgaard. 

8). Om Overgaard, der oprindelig var en Gaard, som senere blev delt i to, fortalte min Fader, at man i Heden tilhørende den vestlige Gaard, tydligst kunde følge regelmæssige Agerrenes Retning, naar Lyngen var afbrændt for at tage Jorden ind under Kultur, hvad der vidnede om, at Jorden engang før i Tiden havde været dyrket.

Nu afdøde Veteran Clemmen Jørgensen har fortalt mig, at han langt ud i Heden, som han fik i Eje fra samme Gaards Areal, fandt en svær, udhulet Træstamme nedsat i Jorden som Brønd, mente han.
Den første Alen eller mere fra oven af var opsat af Kampesten, længere nede kom den hule Træstamme til Syne.

Stenene brugte han til Brolægning.
Den hule Træstamme var endnu at se i Jorden for Tyve Aar siden maaske endnu [1936].  

Som før omtalt var der synlige Mærker af Skov at finde i den Hede, der tilhørte den østlige Gaard i Overgaard. 

I nyere opdyrket Hedejord har jeg i sin Tid fundet rundagtige Omraader, hvor Jorden var ganske blandet med Trækul og var helt sort, mange af Stykkerne var saa store som de almindeligt bruger paa en Esse.
De rundagtige Steder maa vel betragtes som Steder, hvor der har været Miler og Trækulsbrændinger foregaaet.
Fjernt fra disse Steder stødte jeg ved Gravning, et Par Spadestik nede i Jorden, paa Trækul, mere fintdelt.
Formodentlig er det en Trærod som her er brændt og forkullet, hvem ved. 

Men et andet Sted, hvor jeg ogsaa gravede Huller til Træplanter, fandt jeg omtrent i samme Dybde en hel Del sodede og skørnede Sten.
Formodetlig er det en mindre Boplads fra meget gamle Tider.
I saa Fald har de paagældende Beboere ikke savnet Vand, da Stedet eller Omraadet halvvejs er omgivet af mindre, men meget dybe Moser. 


Festskikke ved bryllup. 

9). Med Hensyn til Festskikke o.l. staar jeg nærmest uden Viden.

Egnen havde selvfølgelig sine Skikke.

Ved Bryllup f. Eks. drager en Bedemand afsted, udsendt fra det paagældende Hjem, hvor Brylluppet stod. 
Han gik fra Hjem til Hjem, hvor Indbydelsen skulde forrettes, og at hvert Sted lød den samme ordrette Indbydelse, en lang Remse, som jeg vel har hørt citeret, men ikke husker.
Den begyndte jo med en Hilsen fra de paagældende, hvorefter en Indbydelse paafulgte om, at komme til Bryllupshuset og senere følge med til Kirken og se paa Vielsen, for derefter at følge med Hjem igen og deltage i Dans og Festens videre Forløb, som ikke sjældent spændte ud over 2-3 Dage. 

Foran den pyntede Dør til Bryllupshuset stod et Par Hornblæser, der lod en Melodi lyde for enhver Vogn eller Festdeltager, der ankom.
Ligeledes lød Hornens Toner paa Vejen til Kirken, hvor Bryllupstoget passerede Huse og Gaarde.  


Adspredelse ved Arbejdet. 

10). Men der var ogsaa Arbejde, som af Deltagerne nærmest henregnedes til festlig Adspredelse. 
Saaledes husker jeg, at min Moder har fortalt om Arbejdet i Engene. 

Hun tjente i den før omtalte østre Gaard i Overgaard, hos hendes Søster.
De havde Eng helt nede i Skægkær, vel en Mils Vej borte. (Denne Eng var  forresten skænket til Gaarden engang som Gave ved et Barselgilde). 

Det var en imødeset Glæde, som en Slags Fridag med festlig Glans og Forventninger betragtet, naar man i den tidlige Morgenstund rullede ud fra Gaarden, paa Vej til Engen, rigelig forsynet med den bedste Mad og Drikke, som overhovedet gavs, for det bedste hørte sig til ved saadan Lejlighed.
Og selv Arbejdet gik for sig under Skæmt og Lystighed blandt Deltagerne. Piger, Karle og Daglejere. 


Drikkeri. 

11). Hvorved enkelte nu og da drak mere end de kunde Taale, saa har jeg dog kun hørt angaaende et Par Tilfælde, hvor der blev drukket for meget ved Begravelser og begge Tilfælde ligger langt Tilbage før dette Aarhundredes Begyndelse, forresten fandt de heller ikke Sted i Balle Sogn, en af dem over i Funder. 

11a). Nogle Mænd sad og fortalte hinanden smaa Træk og Oplevelser.
Saa siger en: 
Ved N.N. Begravelse i Funder havde de drukket svært og var kommet i vældig højt Humør, før de drog fra Hjemmet af.
Saa da de kom til Kirken og skulde bære kisten fra Vognen ind paa Kirkegaarden, blæste en strid Blæst dem i Møde, som gjorde dem Opgaven vanskelig, inden da der var lidt opad.
"Ja", siger saa en af Bærerne, idet han sætter Skulderen til, "du har alle Dage været en stikken og Trossi Satan, men nu skal du", saa bandede han igen, "komme til at gi dig", - "Ja" ytrede Klintrup, "det var saa lige som ved N.N. Begravelse, der var de saa fulde, te de faldt af Menen (Vognen), inden de naaede Kirken".     

11b). En Politiembedsmand har forøvrigt forholdt mig følgende, som dog er foregaaet paa en anden Egn her i Jylland. 

Han havde kendt Tilfælde, hvor man havde drukket tappert ved Begravelser, og naar Kisten med den Døde var sænket i Graven og denne var ved at blive fyldt til, var Graverem og hans Medhjælper saa overstadig, at de ravede omkring nede i Graven og som Fanden lynemig paa, at nu skulde han (den Døde) nok blive, hvor han var, her, hvor de havde stampet Jorden fast. Der kunde altsaa ikke være Tale om at gaa igen. 

12). Men vor Nabo, gamle Anders Olsen, paa Overgaard Mark, der ellers aldrig nød en Draabe Spiritus, fortalte, at han nok i sine Velmagtsdage kunde blive ægget saa længe til at deltage i et Drikkelag, at han omsider gav efter, men det havde bare til Følge, at han drak dem alle under Bordet, efter en saadan Omgang havde han Fred for dem. 

Saaledes var han et Sted i Østeregnen (formodentlig i Hammel - Egnen, hvor han havde boet) Gæst ved et Barselgilde, og ifølge gammel Skik og Brug var Drikkevarenes Anvendelse Festens Glanspunkt. 

Imellem Gæsterne var saa en Mand, der gjorde sig til af, at ingen var i Stand til at hamle op med ham i at drikke, han kunde taale alt, uden at det kendtes paa ham, saadan pralede han. 

Værten, der ellers var en rolig Mand "lidt hellig" sagde gamle Anders, fattede den Ide, at Pralmageren for en Gang Skyld kunde have godt af at erfare noget andet.
Han udtalte sin Mening her om til nogen af de andre Gæster, og Anders Olsen mente, at han vel nok kunde drikke saadan en Fyr under Bordet,
"Ja, kan du gøre det, var det virkelig godt", mente Værten, "for han er da altid saa brovten".
"Ja, havde det været paa en anden Plads, skulde der it været noget i Vejen fra min Side" erklærede Anders.
"Men a tøkke jo knap saadan ved et  Barselgilde, te det passer sig". 
Det blev dog saadan, at Anders paatog sig Hvervet. De blev saa anbragt over for hinanden ved et Bord, hvor en tredie Mand havde til Opgave at skænke i Glassene for dem.
De drak af Ølglas, og efter at have tømt flere Flasker Brændevin sank Storpraleren ned under Bordet, som gamle Anders udtrykte sig.
"Men a kunde' it mærk' noget paa mæ selv, mie end som a sejje hie".

En anden Gang drak han en Gaardejer under Bordet, af hvem han var lovet 100 Kr. og mere, saafremt han kunde præstere det.
Gaardejeren maatte pænt under Bordet, men Anders fik dog ikke den udlovede Sum.
"Skidt, det var der jo it noget ved" sagde han.  

Tyveri på Landet.

12a). Ved en Lejlighed, hvor Sagen angik Tyveri, blev Anders vred, og saa var han ikke at spøge med, bjørnestærk som han var.

Han havde faaet sig en ny Karl i Tjeneste, en han ikke havde noget Kendskab til (det var altsaa i Hammel eller Østeregnen, det fandt Sted). 

Saa en Dag var der en af det øvrige Tyende, som beklagede sig over noget Ejendel, der var forsvundet fra et fælles Karlekammer.

Nu havde Anders om Morgenen, fra Møddingen, hvor han i nedbøjet Stilling sad og forrettede et Ærinde for sig selv (den Gang havde man ikke ude paa Landet dertil indrettede Smaahuse). 
Som han sidder der, havde han Udsigt til et Vindue i Karlekammeret, og saa her den ny Karl have mistænkeligt Travlt med at ransage Tøj og andre Gemmer.

Da saa Middagen kom og de skulde til at spise - den nye Karl sad ved Anders' højre Side paa Vægbænken - fortalte Anders ham, at der er en af hans Medtjener fra hvem nogle Ting var blevet borte og saadan.
"Du ved vel ikke noget om dette, eller kan tænke dig, hvorledes det kan være sket". -
"A mente, te saa kunde han redde sig fra det paa en ordenlig Maade, hvis han vilde", sagde Anders.
"Nej! Nej!" Karlen kendte intet til de bortkommende Sager.
Nu blev Anders grov i det. Han var overbevist om, at Karlen havde tilvendt sig de savnede Ting.
"Det er Fander piske mig Løgn, du siger!"
Med disse Ord tager Anders et Tag i Enden af Karlen og smed ham over Bordet, hen mod Døren.
"Du kan gaa din Vej, straks! A vil F.... piske mig it ha' saadan en Tyv i mit Brød"!

"A ka lige saa tydelig huske det", føjede Anders til, da han fortalte det,
"vi skuld ha' Kol te wo Unnovne". 

Direkte oversat.


Afsnit II. - 6.

Optegnet af Jens C. M. Carlsen.

Vester Kejlstrup - Herremand manet.

1) Spøgeri og mystik fra det gamle Vester Kejlstrup.

Da Præsten manede den Slemme ned i Stoffers Kær. - Mordet paa Røgteren ved Frøbæk.

Herregaarden "Vester Kejlstrup" i Balle Sogn, Hids Herred er vel lige saa komplet som enhver anden gammel Herregaard, ogsaa hvad angaar Ting som Spøgeri og lign. 

Engang (saadan har gamle Folk fortalt) boede paa Gaarden en ond Herredmand, han var meget ilde lidt og spøjede omkring paa Gaarden da han var død.

Saa var det en Aften, en Del Aar efter hans Død, at den nye Herredmand sad og spillede kort sammen med tre af Omegnens Præster, og det trak længe ud.
Da det blev hen paa Natten, kom pludselig en fremmet Herre ind til dem og anmodede om at faa Lov at deltage i Spillet.
Dette blev ham tilladt, men nu skete det saa sært paafaldende, at Kløf-Es blev borte, hver gang de spillede et Spil.
Omsider kunde de slet ikke finde det igen.

Ved at lede efter det under Bordet, opdagedes det saa, at den fremmede Herre paa det ene Ben havde en Hundefod. 
Al Tale og Lystighed forstummede. 
Saa siger den ene af Præsterne:
"I har alle i Aften villet have mig lidt til bedste, men vil i nu paatage eder at faa denne Herre ud?"
Men de søgte alle - rædde som de var - at komme til en Side. 
"Ja", vedblev han, der spurgte, "saa bliver det nok mig, der maa tage Affære".
Og han bad nu ham med Hundepoten at forlade Huset. Men denne sagde:
"Nej, ikke før jeg faar varmt Blod".
Fruens lille Hund gik ind i Stuen, og Præsten sagde, pegede paa Hunden:
"Den kan du tage, men tre Haar af den vil jeg have". Og Hunden forsvandt med undtagen af tre Haar, som Præsten beholdt, hvorpaa han igen bød Herren med Hundefoden at gaa, hvad denne ogsaa gjorde.

Nu kom de andre frem og følte sig kendelig befriet, for nu var det vel overstaaet. Men den kloge Præst sagde: "Nej, endnu ikke".
Og næsten med det samme stod den fremmede Herre igen i Stuen hos dem. Han var gaaet ned gennem Skorstenen og ind til dem.
Saa tog Præsten et Vridbor, borrede et Hul i en Vinduesprosse og bød Manden med Hundefoden at forsvinde ud derigennem, hvad ogsaa skete. 

Nu maatte det da være Slut. Men nej:
"Nu maa vi ud", sagde den lærde Præst.
Det var de ogsaa nød til; thi der blev saa rædsom en Stank i Hele Huset, saa de ikke kunde være der.

De gik saa ned i kostalden. Og se: Der sad han, den Slemme, som vi nu vil kalde ham, og red paa en Tyr. 

Nu blev Herremanden for alvor bange og sagde til den kloge Præst:
"Ser du dig i Stand til at skaffe os Fred, saa gør det endelig, koste hvad det koste vil, Dette her er skrækkeligt".
"Jeg skulde dog mene at kunne magte Opgaven," mente Præsten. Saa bød han den Slemme at vige ud af Gaarden. Men det vilde denne ikke, med mindre han fik Tyren med.
Dette blev han indrømmet. Alligevel kom han ikke længere end ud i Gaarden, her tøvede han og vilde ikke vige af Stedet.

Situationen var lige paa Stadiet til, at Præsten maatte give fortabt.
Saa gjorde han et mægtigt Udfald: Ud fra at den Viden og Tro, han besad bød han nu med Kraft den Slemme med samt Tyren at fare ud af Gaarden.
Der lød en mægtig, uhyggelig Fnysen, og i det samme jog den Slemme paa Ryggen af Tyren over gaardspladsen og ud gennem Porten.
Men idet han for gennem Porten, greb han fat i en Ring, der var fastgjort i en af Portstolperne. Ringen holdt, men Stolpen tog han med sig.
Præsten satte efter ham og ramte ham ved det saakaldte "Stoffers Kær", et stykke Vej fra Gaarden. Her manede han den Slemme ned, og Portstolpen blev dreven ned over ham. 

Ringen og et Stykke af Stolpen staar op over Jorden, og om nogen vovede at røre ved Stolpen, lød det nede i Jorden: "Ryk, saa skal jeg tryk!".

Det siges, at der for ikke saa mange Aar siden stod en Stolpe med en Ring! i bemeldte Kær.
Det kan jo saa hænde at den staar der endnu.     

Optegnet af Jens C. M. Carlsen.



Vester Kejlstrup - Mystiske Lyde. 

2.) Det hændte ofte, at der ved Midnatstid pludselig lød Vognrummel og Støj som af en Karet, der ved Brask og Bram jog ind i Gaarden og gjorde Holdt. Men naar Staldkarlen, der pligskyldig skyndte sig ud for at tage sig af sine Ting, kom udenfor, saa var der hverken Heste eller Vogn derude, slet intet... 

Til visse Tider om aftenen hørtes fra et med Siv bevokset Kær ved Gaarden et Barns ynkelige Graad. Et Hul i Muren i den store Lade var aldeles ikke til at faa lukket; thi hvor ofte det end blev til, lige saa sikkert var det gabende Hul der igen om Morgenen...     

Optegnet af Jens C. M. Carlsen.

Vester Kejlstrup - Røgterens Mord. 

3.) I Stalden fandtes en Baas, hvori intet Kreatur kunde trives eller lykkes, hvor omhyggelig man end var med det. Aarsagen hertil skulde være at finde i følgende Omstendighed: 

En Røgter paa Gaarden var blevet ihjelslaaet, vist nok af et Par Medtjener eller Omstrejfer, som havde været paa Gaarden.
Mordet blev begaaet ved en Bæk, kaldet Frøbæk, der har sit udspring ved Bakkedraget, som strækker sig Øst om Balle By.

Da Røgteren nu laa død ved Bækken, lavede de to Banditter en Bærebør paa hvilken de om Natten bar ham hjem til Vester Kejlstrup og lagde hans Lig i den omtalte Baas, formentlig for at villede Mistanken.

Men fra nu af kunde intet Kreatur trives eller lykkes i denne Baas, ejheller kunde man faa det Blod fjernet, som var flydt fra Røgterens Lig, mens det laa der. 
Og paa det Sted ude ved Frøbæk, hvor han var dræbt, kunde siden intet Græs gro, kun enkelte sparsomme Totter. 

Det sagdes, at den dræbte Røgter, som et Vidensbyrd mod den onde Herremand samt sine Drabsmænd, havde faaet Lov til hver Helligaften og Højtid at vise sig paa Gaarden, hvilket han ogsaa gjorde.
Man saa ham gaa fra Gaardspladsen og andre Steder. Men han fortrædige ingen, ligesaalidt som nogen var bange for ham, thi han gik jo ikke for sin egen Brøde. 

I en Kældergang saavel som i Bryggeseret huserede der ogsaa noget Forborgnet Pusleri. 

Men nu er den gamle Hovedbygning forlængst nedbrudt og erstattet af en ny, ligesom ogsaa den gamle Stald og Lade er borte.
Og saavidt vides, høres ikke nu mere Tale om Spøgeriet.    

Optegnet af Jens C. M. Carlsen.


Balle By samt samt spredte Træk fra det øvrige Sogn. 

4.) Balle By har i gamle Dage (foruden en stor Ildebrand [10. maj 1790], der lagde næsten hele Byen i Aske og skyldes en Kones Hævn, fordi hun blev nægtet Brændevin) ogsaa været hjemsøgt af andre Plager.

Engang herskede en stærk epidemisk Sygdom blandt Beboerne, og nogen af de stedlige kloge Mænd eller Koner formaaede [ikke] at faa Bugt med Sygdommen. 

Saa gik der endelig Bud efter en Læge, men nu  vides ikke, om det var til Skanderborg, Viborg eller hvor - det var jo længe før Silkeborg blev til, men Lægen kom. 

Paa hans Besøg omkring til Byens syge Folk kom han ogsaa ind til en Mand ved Navn Mons (Mogens), der boede i et lille Hus.
Nu var Mons imidlertid alene hjemme, mens Lægen var i Huset, og  da Konen kom hjem, spurgte hun hvad Lægen havde sagt.
"Ja", svarede Mons, "hvad han sagde, det er lige meget, for det han sagde, jeg skulde have, kan jeg ikke faa alligevel".
"Du kan da sige mig det !" mente Konen.
"Ja, hvad kan det nytte, jeg siger det", vedblev Manden", "for jeg kan ikke faa det".

"Det er nu det samme", ivrede Konen. "Vil du blot sige mig, hvad det er, du skal have, saa skal du faa det, selv om jeg skal gaa mange Mile for at skaffe det".
"Ja, det var det", siger saa Mons, "at om jeg skal blive rask, saa skal jeg have al det Brændevin, jeg kan drikke! ".
"a, ikke andet!" udbrød Konen. "Er det det hele, da skal du saamænd ogsaa faa det!".
"Ja", svarede Mons, "Doktoren sagde ikke andet".

Konen fik fat paa en stor Brændevinsdunk og gik ud i Byen til en af Gaardene, hvor hun vidste, de havde nok af den Vare.

Hun fik ogsaa Dunken fyldt, og der var langt til Bunden, Mons behøvede ikke at spare, gjorde det heller ikke.

Men hverken hans Kone eller andre forstod, at han skulde have al den Brændevin, han kunde drikke, da de  andre syge slet intet maatte faa. 

Hvorvidt Mons'  Forklaring angaaende Lægens Diagnose nu var saa korrekt eller ikke, saa var Følgende dog, at Mons blev rask, hvorimod mange af de andre syge døde.

Optegnet af Jens C. M. Carlsen.   

Helligkilden ved Gl. Balle. 

5.) Vest for Byen [Gl. Balle], ved Foden af Vester Skovbakke, har tidligere været en Helligkilde. 
Det siges, at den mistede sin Kraft for Henved Hundrede Aar siden, da en Mand vanhellige den. 
En gammel Kone, født i Balle (nu død for mange Aar siden), har fortalt, at i hendes Ungdom kunde man Dagen efter St. Hans finde Smaamønter og andre Genstande, der af de besøgende var efterladt ved Kilden. 

Optegnet af Jens C. M. Carlsen.

Bøndernes frigivelse. 

6.) Maaske er det den samme gamle Kone fra Balle der oprindelig har fortalt følgende Træk fra Bøndernes Frigivelse.
Hun kunde huske, at hendes Fader en Dag kom hjem efter at have været et Ærinde i en eller anden Købstad for Herremanden.
Idet han traadte ind ad Døren, udbrød han: "Aa, Gud være Tusind Tak lovet, nu bliver vi fri og kan rejse hen, hvor i Landet vi vil".
Om samme Begivenhed skal Konen engang have udtalt følgende Betragtning:
"Ja, de gav æ Bønder fri, men saa tog Fanden ve æ Herremand, for saa kunde' de itt hold' "Ballangs"!. 

Optegnet af Jens C. M. Carlsen.

Hvinningdal's beliggenhed.

7.) Ifølge et gammelt Sigende har Byen Hvinningdal (By i Sognet) ligget to forskellige Steder, før den fik sin nuværende høje Beliggenhed, som jo ret beset Kun daarligt svarer til Navnet. 

Et af Stederne, der nævnes som Byens tidligere Beliggenhed, er nede i Dalen, ved Gaarden Gadkjær (Gadekær), vestlig for Byen.
Men hvorvidt det er den ældste eller næstældste Byggeplads, faar være usagt. 

Som Grund til, at Byen den ene Gang blev flyttet, har gamle Folk fortalt videre fra deres Forældre, at Hvinningdal Byes Beboere engang for mange Aar siden uddøde, formedelst Pest. 
Og de fortalte endvidere, at alle de døde ligger begravet under de store Tornetræer, der for et Par Menneskealdere siden stod paa Balle Kirkegaard.

Det andet Sted, der er Tale om at Hvinningdal har ligget, er sydvestlig for den nuværende By, nær eller maaske ganske tæt ved Møllehoved Bakke, hvor der har været en Vandmølle, "Hvinningdal Mølle" der nævnes Aar 1489. 

Denne Mølle laa ved den i gamle Dage ret befærdet Vej, der Syd fra over Funder gik videre til Tvilum og Alling Kloster. 

Efter de gamles Udsagn var denne Vej paa Strækningen mellem Funder og Hvinningdal meget usikker at befare i fordums Dage, mens Møllen eksisterede. Det var Røveri og Overfald, der voldte Usikkerheden. 

Egnen var jo dengang meget Skovrig, og de skumle Slugter, Dale og Banker, der særlig kendetegner det paagældende Strøg, kunde jo nok forekomme nogle forvordne Skælmer velegnet for lyssky idrætter.

Det fortaltes ogsaa, at Folkene i Møllen havde en Haand med i Røveriet, naturligvis i al Hemmelighed.

Men omsider kom denne Delagtighed for Dagen, og da var det, at Mølleriet blev nedlagt og det hele jævnet med jorden. Forhaabenlig er saa ogsaa Røveriet ophørt. 

Optegnet af Jens C. M. Carlsen.

Prædikestolen i Balle Kirke. 

8.) I Hvinningdal boede i det 15. Aarh. en Mand ved Navn Anders Sørensen, hvem Egnens Folk gennem de forløbne Aarhundreder har tillagt Æren for at have lavet den kunstneriske Prædikestol, der findes i Balle Kirke. 

Det sindrige Arbejde med Prædikestolens Tilvirken foregik oppe paa, eller ved, en af de Syd for Gaarden Højgaard liggende Kæmpehøje.
Her sad han hver Dag, naar Vejret tillod det, og snittede og skar i Træet, som han vilde gøre sig underdanig og til Beskuelse for Fremtidsslægter. 

Saaledes har de gamle fortalt. 
Forholder det sig rigtig, har kunsterens Værksted allsaa været primitivt nok. 

Se også Niels Gadkjær indberetning Afsnit I. - 1.     

Optegnet af Jens C. M. Carlsen.

Vester Bording. 

9.) Vester Bording strækker sig med en smal kile mod Vest ind i Kragelund Sogn.
Det skal være kommet af, at en Mand i Vester Bording, ved Markens Udskiftning, vilde have den derværende Mose til at høre ind under Vester Bording, men de Kragelund Mænd vilde ogsaa have Mosen. 

I miderligtid fandt Manden fra Vester Bording paa Raad.
Han fyldte alt det, der lod sig gøre af Hjemmets Jord i sine rummelige Træsko, stak derpaa sine Fødder i den og gik op paa en Brink Vest for Mosen og gjorde Ed paa, at han stod paa Vester Bording Jord. 

Saaledes kom Mosen og den trekantede Jordstrimmel til at høre til Vester Bording.

Optegnet af Jens C. M. Carlsen.

Overgaard. 

10.) Overgaard var oprindelig en Gaard med ca. 600 Tdr. Land. 

Blicher omtaler Overgaard, ligeledes Klosterlund i Kragelund Sogn, i sin Fortælling "De tre Klokker". 
Disse Gaarde, ligesom ogsaa Øster Kejlstrup, siger han, er opstaaet i sin Tid, da Sejling og Kragelund, foruden ogsaa Gødvad, hørte ind under Herresædet Vester Kejlstrup. 
Det var Herremandens Sønner, der fik disse Gaarde. 

Om Overgaard og Klosterlund siger Blicher, at de for længe siden har Tabt ethvert Spor af deres Fortids Pragt og er nedsunken til simpel Bøndergaarde. 

Blandt Fortidens Pragt, som nu er glemt og forsvunden, maa vel, for Overgaards Vedkommende henregnes Fiskeparken, som gamle Folk har fortalt, at have været indrettet i Kær- og Moseterræret nord for Gaarden, og hvoraf i hvert Fald for en Del Aar siden endnu var Spor at se.

 
Dertil kom, at Skoven voksede Trindt omkring, gamle Folk har sagt, at der for godt et Par Hundrede Aar siden fandtes stor Skov mellem Overgaard og Vester Bording - omkring det Strøg, hvor Fiskeparken var.
Synlige Vidnesbyrd om Skov har indtil nogle Aar tilbage været Kendelig baade i østlig og sydlig Retning for Gaarden, hvor ogsaa en Mose har bevaret Navnet "Skovkjær - Mose". 

Da man i sin Tid brød Lyngen op, der dækkede det brede Bakkedrag Øst for Overgaard, saas tydelige Fordybninger i Jorden, og Øst for hvert Hul en tilsvarende Jordtue, der vidnede om, at Skoven har været hjemsøgt af Storm, hvorved Træerne er væltet. 
I nogle af Jordtuerne fandtes endnu Rester af Egetræernes Rødder. 

Som en Levning fra Skovtiden - og det kunde vel passende tilføjes: "Fordums Pragt", som Blicher siger, stod i sin Tid ved Overgaard et stort, gammelt, hult Træ, som Beboerne fandt paa at anvende, som Opbevaringssted om Vinteren for deres Hjulplove og Træharver. 

"Kragelund og Silkeborg Skove har før grænset sammen med hinanden", sagde de gamle.          

Optegnet af Jens C. M. Carlsen.


Sagn om Knudsø i Funder Sogn.

11.) Da Knuds Borg og den ugulige Ejer sank i Jorden. 

Ved det Sted, hvor Balle og Funder Sogne grænser sammen længst mod Vest, findes et lavt og vandet Jordomraade, som før i Tiden har været Sø og Mose, men som nu er udtørret og delvis kultiveret, det kaldes endnu og vil forhaabentlig altid blive kaldt saaledes: "Knudsø eller Knuds-sø". 

Om dette Sted har følgende Sagn holdt sig i Live ved mundtlig Overlevering fra Slægt til anden. 

Hvor nu Søen er, eller maaske rettere, hvor den har været, stod engang i en fjern, svunden Tid en mægtig Borg, Knuds- Borg, som paa det omhandlede Tidspunkt ejedes af en meget ryggesløs Herremand, der lod Haant om og bespottede alt, hvad helligt var. 

Ved samme Tid levede i Nabosognet Kragelund (samme Pastorat) en meget lærd og tillige nidkær Præst.
Saa en Dag modtog denne Præst Meddelse fra Herremanden paa Knuds- Borg om at indfinde sig paa Borgen til en vis angiven Dag og Time.
Meddelsen huede slet ikke Præsten, han havde en Anelse om, at det, som laa til Grund for denne Anmodning, slet ikke var noget godt. Men pligtopfyldende, som han var begav han sig dog af Sted til Knuds- Borg og kom der til den angivne Tid.
Han lod sig melde og blev ført ind i den store Sal, hvor Herremanden og flere andre Herrer af samme Gemyt som han selv befandt sig og havde set dygtig dybt i Kruset. 

"Naa Præst!" begyndte Herremanden, da denne var kommen ind.
"Tag Plads paa Bænken her og faa dig en Kende Væde for Tungen, Haandteringen vil da gaa lettere for dig". Han bød samtidig Tjeneren at bringe et Bæger ind til Præsten.
"Nej", svarede denne, "ikke vil jeg drikke af Eders Øl, men jeg beder Eder sige mig, hvorfor I lod mig kalde hid ?" "Nu vel da, vil du ikke drikke, skal du straks faa dit Ærinde at vide. Tag din Embedsdragt paa og lav din Kalk og Drik i Stand, Thi du skal til at give en Døende den sidste Nadver!"
Præsten efterkom Herremanden Forlangende og gjorde sig rede, medens en Følelse hos ham tilkendegav noget til Handlingen ganske modstridende. Men, tænkte han, denne Føelse kunde dog skyldes den daarlige Sympati, han og Herremanden nærede for hinanden.
Han bad om, at blive vist ind til den syge.
"Det skal du blive Præst", sagde Herremanden. "Og det vil jeg sige dig," forsatte han, "at saafremt du ikke udfører din Handling til min Tilfredshed, har du allerede nu set Kragelund Præstegaard for sidste Gang!". "Jeg vil udføre min Embedsgerning i Overensstemmelse med hans Vilje, i hvis Tjeneste jeg staar!" ytrede Præsten.
"Og jeg vil snart betyde dig om, i hvis Tjeneste du staar!" var Herremandens korte Svar. "Nu kommer du med mig! Og I, gode Mænd," vedblev han henvendt til sine Svirebrødre,  "I følger efter".

Det lidt besynderlige Følge skred nu en lang Vej ad Trapper og Gange for sluttelig at ende i et klamt og skummelt Rum nede ved Stegerset.

Midt i Rummet stod en overdækket Baare eller lignende, ved Siden af denne stod en grov og lidet tiltalende Mandsperson, hvem Præsten førtes hen til, medens Følget tog Plads i en Kreds rundt om.

Ved et Tegn af Herremanden drog Manden nu et Dækken til Side fra Baaren, hvorved et stort Svinehoved, kneblet og bundet, lodes til Syne.
"Naa Præst," tog Herremanden fat, "der ser du den syge, som om faa Minutter skal dø for Mandens Kniv der. Gør nu, som jeg befaler dig. Betjen den syge som du plejer at betjene dine andre døende Sognebørn! Hun nærer en svær Anger i Sindet og har længtes stændigt efter dig - syg og vaandende, som hun ligger. Nu, fluks!" tilføjede han, da Præsten rolig blev staaende.
"Er dette Eders Alvor?" spurgte Præsten med rolig Mæle.
"Det er min Alvor, og det er tillige min Befaling, at du ved det!" lød Herremandens Svar. 

Præsten rettede sig, gjorde en Bevægelse med Armen, som vilde han bortvise al truende Synd og Syndens Udøvere. Tog saa til Orde med en Røst, der syntes at bringe Borgen til at ryste i sin Grundvold. "Nej, aldrig vil jeg indvilge i at vanhellige Guds hellige Ord og Anordning ved slig ryggesløs Ugudelighed. Før saadant skulde ske, skal dette Hus falde i Grus og synke i Jorden og forsvinde, og førend I kunne undslippe, skal Jorden opsluge Eder tilhobe, som et Tegn paa Herrens Kraft mod alle Spottere, hvis Skændsel og Synd monne raabe til Himlen!". 

Da Præsten havde talt, skyndte han sig bort. Herremanden og de øvrige Mænd stod som lamslaaede og rørte sig ikke fra Stedet. 

Præsten standsede ikke og saa sig ikke tilbage før han var kommet et godt Stykke Vej bort, til den saakaldte Knudsø Bakke, da vendte han sig om og saa, at den stor Borg og de nære Omgivelser var forsvunden, hvor di havde staaet, var kun Vand at se. 

Som Udløsning for sine Følelser fra Begivenhederne faldt Præsten paa sine Knæ og takkede Herren for sin Frelse. 

Dette skal efter gamle Folks Fortællen være Oprindelsen til Søens Navn (og altsaa ogsaa dens Tilblivelse), saavel som omtalte Bakke, der har sit Navn efter Søen - Knudsø.   

Direkte oversat. 

Optegnet af Jens C. M. Carlsen.



Indsamlingen skyldes en række  historisk interesserede personer som ganske kort er omtalt i hver afsnits begyndelse.

Afskrift af de øvrige afsnit er nøjagtig gengivet, kun med mine egne små rettelser/oplysninger i [parentes].

De optegnelser som her er gengivet må betragtes som første generations- fortælling og flere er gengivet i bogen: Balle Sogn, af Rasmus Mortensen, 1946.

Udover de gengivende oplysninger i bogen om Balle sogn, er her flere helt nye oplysninger der ikke før har været offentliggjort.

Alderslyst, Januar 1997.                     Vagn Lihn Kristensen

 Made with Nvu af Erik Thisted.    © Balle Sogns Lokalhistoriske Forening. Til toppen af siden                                 WEB  
Valid XHTML 1.0 Transitional