Artikler

Den store brand i Balle Bye 1790.

Grundtvig som hørdyrker 1834 - 1845.

Jens Laursen dræbt ved Dybbøl 1864.

Kjærsgaard vindmølle ca 1850 - 1885.

Maren Fra Vester Bording 1795.

Friskolen i Balle 1872 - 1889.

Anton Winter 1901 - 1964 - Som klog mand.

Hvinningdal købmandshandel.

Vej over Balle kirkegård 1936.

Balle Kirkeby første købmandsforetning 1906.

Branden i Hvinningdal by 1952.

Tyveri af julesmåkager 1946.

Ulve i Balle Sogn

Gl. Balle savværk

Rør - og Halmtag

Brændevinshullet 1943

Helligkilder i Balle sogn

Svensk kanonkugle 1670

Georg Vilhelm Grundtvig som hørdyrker

Af: Vagn Lihn Kristensen

Georg Vilhelm Grundtvig, født 20/05 - 1803 Henne sogn, Ribe amt - dør 04/03 - 1886 i København.
Forældre: Sognepræst Søfren Jacobsen Grundtvig og Kirstine Nørregaard.

Gift 1. gang 10/05 - 1830 i Bording kirke med Agnethe Amalie Hansen, født 07/05 - 1806 Bording sogn - dør 09/03 - 1859 i København.
Forældre: Sognepræst Johan Wolfgang Hansen og Maria Lunn

Johan Wolfgang Hansen, født 01/01 - 1767 var sognepræst i Thorning, men bliver kaldet til Bording sogn som sognepræst fra 15/05 - 1798 til sin død 15/12 - 1837. Han bliver gift 02/04 - 1805 i Kragelund kirke med Jomfru Marie Lunn, født 24/08 - 1788 i Charlottenlund, Kragelund sogn, datter af kaptajn og kongelig landinspektør samt ejer af Charlottenlund, Mathias Hansen Lunn og Charlotte Amalie Hansen.

Georg Wilhelm Grundtvig blev gift 2. gang 1862 med Bertha Christine Larsen, født Christoffersen den 14/02 - 1821 i København - dør 11/08 - 1901 Lundsgade 2 i Varde.
Georg Wilhelm Grundtvig har virket som fabrikant i Århus, landmand og hørdyrker i Balle sogn. Købmand, frugt og vildthandler i København - han er retsvidne 23/10 - 1852 i Nordre Birk 57, København.

Georg Wilhelm Grundtvig er fætter til salmedigteren Nicolaj Frederik Severin Grundtvig, 1783 - 1872.

At familien Georg Wilhelm Grundtvig og frue stammer fra præsteslægter fremgår tydeligt bl.a af kirkebogen hvor de hverken er ført som til- eller afgang, noget som kun tyende- og bondefolket blev.

Da Georg Wilhelm Gruntvigs hustru Agnethe Amalie Hansens mor præsteenke Marie Lunn samt hendes to ugifte piger flytter ind på Buskelund efter sognepræst til Bording, Johan Wolfgang Hansen død 15/12 - 1837 i Bording er de heller ikke ført som tilgang.
Ved folketællingen 1840 boer enke Marie Lunn og hendes 2 ugifte piger på Buskelund, men ved folketællingen i 1845 er de opført i et hus nr. 22. Det fremgår da at den ældste datter Cathrine er enke. Hun er ikke gift i Balle sogn. Ved folketællingen i 1850 er familien Gruntvig bortrejst fra Balle sogn.

I gamle dage blev der i Balle sogn dyrket store mængder af hør ligesom egnen også var kendt for fremstilling af hjul. Således var der i 1801 6 familier ud af 59 beskæftiget med hjulfremstilling.

Gården Buskelund, Buskelundvej 10 ca. 1905.

På en af de større gårde i Balle "Buskelund", Buskelundvej 10 blev der dyrket meget hør i perioden 1834 - 1847 af hørdyrker Georg Vilhelm Grundtvig.

Hør er en af vore ældste tekstilplanter og stammer fra Asien. Allerede før år 700 findes den i Danmark og fra år 1000 bliver den dyrket som spindeplante. I 1837, som er det største produktions år, vi kender, var 7700 ha. beplantet med hør. Efter en kraftig tilbagegang i dyrkningen sker der en udvikling under 2. verdenskrig, hvor råvarerforsyningen udefra havde vanskeligheder. Således når produktionen i 1948 op på 6100 ha.

Hør dyrkes bedst på lette lerjorde, men trives også udmærket på lerblandede sandjorde, den tåler let nattefrost. Hørfrø sås på samme måde som sædekorn midt i april måned, jorden tromles let efter såning. I august måned, 3-4 uger efter blomstring høstes hørret, som derefter efterbehandles og anvendes i tekstilindustrien.
Behandling af spindehør fra strå til garn er lang og en meget arbejdskrævende proces. Det færdige hørgarn har mange gode egenskaber. Den har stor styrke, også i våd tilstand, er lidt modtagelig for snavs og behøver ingen hård vaskeproces. Hørgarn havde i ældre tid en stor betydning, idet det blev anvendt som kædegarn ved vævning.

Tilbage til toppen

Jens Laursen, Dybbøl

Af: Vagn Lihn Kristensen

På Balle mark, nærmere på gården Solbakkegaard, Brunbakkevej 4, Balle, blev der den 3. maj 1840 født et drengebarn, af Laurs Jensen og hustru Ane Margrethe Eriksdatter. Drengebarnet var det tredje barn, idet der var en storesøster Kirsten Marie, født 1830 og en storebror, Erik født 1832. Drengebarnet blev døbt 14. juni i Balle kirke og fik navnet Jens Laursen.
Ingen tænkte vel på, at det lille barn engang skulle komme til at kæmpe for Danmark, og at hans navn som et værdigt minde skulle komme til at hænge i våbenhuset i Balle kirke.

Jens Laursens forældre, Laurs Jensen og Ane Margrethe Eriksdatter var selvejere af gården Solbakkegaard. Stedet eksisterer stadig, men gården er nedbrudt, og nye bygninger er opført.
Jens Laursen gik i Balle skole, som lå på hjørnet af Balle Kirkevej og Brorsonsvej. Han mistede sin far den 6. januar 1849, han døde af brystsyge (TB). Den 9. årige Jens måtte hjælpe moderen og sin storesøster og bror med arbejdet på gården. Jens blev konfirmeret 23. april 1854 i Gødvad kirke. Balle og Gødvad var samme pastorat dengang. Han fik gode karakter både i kundskab og opførsel.

Jens Laursen blev på sessionen taget som soldat til 11. Infanteri Bataillon 2. Kompagni med soldaternummer 557. Han var 163 cm høj.
Han mødte 16. maj 1863 for at aftjene sin soldatertjeneste, og aflagde samme dag ed til Kongen og fædrelandet Danmark.
Jens Laursen blev udnævnt til underkorporal 2. marts 1864, og var med i krigen Slesvig - Holsten som infanterist, hærens fodfolk med lettere håndvåben.

Allerede om morgenen den 18. april 1864, da 11te Regiment var rykket i stilling på Als, var de blevet livlig beskudt af fjendtlig artilleri (3-4 batterier), som var opført om natten, og som dannede indskæringen dels nord for Alminde teglværk, dels langs kysten af Storskoven til henimod Sandbjerg. Denne ild blev for en tid besvaret af vore faste batterier ved Als kysten, nemlig Skovbatteriet og Rønhave batteriet. Geværilden fra de prøjsiske infanterier langs kysten, blev ved ind til kl. 12 middag, men først kl. 3½ eftermiddag trak fjenden sig tilbage.

Rønhave lå syd for Søndre batteri der ligger over for Sandbjerg Slot på den anden side af Als sund. Jens Laursen blev ramt og alvorlig såret af den preussiske kanonild, idet preusserne foretog nogle skinangreb fra Sundeved over mod Als.

Augustenborg Slot var under krigene 1848-50 og 1864 indrettet til lazaret. Hertil blev Jens Laursen ført de ca. 8 km, men han var allerede død ved ankomsten til lazarettet. Jens Laursen blev begravet dagen efter den 19. april på Augustenborg kirkegård, som i hast var blevet oprettet og indviet som krigskirkegård. Kirkegården ligger 750 meter øst for slottet, og her blev 374 soldater begravet.

Mindeplade for Jens Laursen i Balle kirke

Efter 100 års dagen for slaget i 1864 blev Augustenborg kirkegård renoveret og mange af de gamle gravsteder blev slettet, men stadig fremtræder kirkegården som en krigskirkegård med mange gravsteder og indskrifter til ære for de mange faldne soldater i de to krige. Jens Laursens gravsted blev ved renoveringen slettet.

Mange fra 11. Infanteri Bataillon 2. Kompagni mistede livet under slaget i 1864, således omkom i alt 100 officer og menige soldater. 5 officer 59 menige blev dræbt, 24 stærkt sårede og senere døde, og 12 døde af sygdom og under fangenskab. De mange faldne soldater blev begravet vidt omkring, bl. andet, Slesvig, Flensborg, Middelfart, Odense og Augustenborg, m.v.

Jens Laursen står opført i kirkebogen for feltpræsteembedet i Rendsborg under "Døde Mandkjøn" side 223-24 med tilnavn Balle. I Balle sogn modtog sognepræst Mathias Theodor Matzen meddelelse om dødsfaldet af kommandant Münster fra 11.Bataillion.

Naturligvis var det et savn for hele Balle by og sogn, men ikke mindst for familien, hvor Jens Laursen havde været en stor og nødvendig hjælp på gården.
Befolkningen i Balle samlede ind til et minde for Jens Laursen, og i våbenhuset i Balle kirke blev der indmuret et mindesmærke 19 cm høj x 202 cm bred, som stadig hænger her til ære og minde om Jens Laursen.

Tilbage til toppen

Kjærsgaard Vindmølle

Af: Vagn Lihn Kristensen

I sin tid blev en vindmølle opført ved Kjærsgård på højdedraget vest for Sankelmarksvej. Hvornår Møllen er opført vides ikke med bestemthed men, iflg. tidligere ejer af Grauballe Mølle J. Aage Lindholt, hvor møllen endte sine dage, så husker Lindholt, at der i tømret på møllen var indhugget årstallet 1850 eller 1852. Rasmus Mortensen notere i sin bog Balle Sogn, 1947, at møllen blev nedbrudt i Kjærsgård 1885-86 på grund af manglende kunder. Møllen blev skilt ad og transporteret til Grauballe hvor den blev genopført på Grauballe Nygaards daværende jorder Gudenåvej 16, Grauballe.

Kjærsgaard mølle som blev flyttet til Grauballe 1885 foto ca. 1955.

Kort efter århundredeskiftet (1900) blev Grauballe mølle købt af bestyrer af Borup Andelsmejeri, J. Rasmussen som drev den i en halv snes år. I den periode blev møllen flittigt anvendt til forarbejdning af havre- og byggryn samt melmølle, men aktiviteterne gik mere og mere over til kornrensning og grutning til dyrefoder for egnens landmænd.
Den nye ejer, Jakob Bach drev ud over møllen en tid savværk, men tiden har åbenbart ikke været for god, idet han i 1924 af økonomiske grunde måtte sælge virksomheden. Kromand Anders J. Andersen, Grauballe Kro, købte nu møllen, som han drev med tilhørende kornhandel. Efterhånden var møllen så nedslidt og dårlig vedligeholdt, at den bare stod som et varetegn i Grauballe by. Anders J. Andersen måtte af helbredsmæssige årsager sælge møllen i november 1953.

Den nye ejer J. Aage Lindholt, som da var 42 år og havde godt kendskab til korn og landbrugsartikler, købte den dårlige vedligeholdte mølle og handelsvirksomhed, som havde en alt for lille omsætning. I de efterfølgende år blev handelsvirksomheden udvidet med, ud over en ekspanderende foderstofforretning, korntørring, fremstilling af kvæg- og kyllingfoder samt salg af olie, brændsel og gødning. I en periode beskæftigede virksomheden 8-10 mand + kontorpersonale og lastvognsparken talte fire vogne foruden kørsel af fremmede vognmænd. J. Aage Lindholt afhændede virksomheden i 1987.

Da J. Aage Lindholt købte møllen i 1953 var den ude af drift, men året efter fik møllen en renæssance efter en kraftig istandsættelse. Det var Lindholts mening, at møllen blot skulle stå som møllens vartegn, men den gamle møllesvend Thomas Hansen fik lov at male lidt korn på møllen. Flere af de ældre beboer i Grauballe ville gerne købe mel som i gamle dage og de kommende år blev møllen anvendt men bestemt ikke i særlig stor udstrækning, og kapaciteten var heller ikke særlig stor. Hvis det blæste nogenlunde, kunne der males 3-4 tønder korn i timen, medens den eldrevet mølle nemt kunne klare 15-20 tønder.
Møllen var af en hollandsk type, vingerne var belagt med sejl, som blev rullet sammen og hæftet til vingerne, når den ikke var i brug. En vinterdag, hvor møllen var i brug og sejlene derfor foldet ud, kom der uventet isslag. Inden man fik sejlene rullet sammen var vingerne blevet så belastet af isslaget at to af vingerne brækkede og faldt af.
Vindmøllen blev revet ned i begyndelsen af 1960'erne, idet en fuldstændig istandsættelse blev anset for at være for bekostelig - endvidere blev den vurderet for dårlig til at blive fredet. Men møllen var ellers af godt kram så tømrermester Hebsgaard i Grauballe købte den gamle mølle og fik det gode tømmer opskåret til byggemateriale, således blev noget af en vinge brugt til en ny lofttrappe på Annexgården i Svostrup, hvor den i dag fungerer til alles tilfredshed.

Hvad årsagen til møllens alt for tidligt nedbrydning i 1885 - 86 i Kjærsgård vides ikke, men Rasmus Mortensen noterer, at det skyldes hård konkurrence.
Netop i 1885 bygger Frederik Vilhelm Lund, søn af den kendte møllerfamilie Jørgen Lund en vindmølle i Gludbjerg, Øster Bordingvej 12, Balle huse. Møllen får navnet Gludbjerg mølle og den fungerede helt frem til 1925.
Vilhelm Lund var ellers forpagter af Kejlstrup mølle som var ejet af Vester Kejlstrup, Men han må have set sin fordel i at opføre Gludbjerg mølle.
Gludbjerg mølle betjente navnlig Overgård, Vester- og Øster Bording samt gårdene ved Balle Kirke. De sidste havde dog tit ærinde til Silkeborg og tog da gerne møllesækken med til Kejlstrup mølle på Nørretorv, Alderslyst.
Købmand Grove i Silkeborg lod en række år større kornpartier male på Gludbjerg Mølle, men søgningen indskrænkedes i samme målestok, som motordrevne møller vandt fremgang, så den sidste møller på Gludbjerg mølle Kristian Vilhelm Rasmussen valgte at stoppe. Møllen stod nu i et par år og forfaldt, og den nye ejer af Gludbjerg, Viggo Andersen, nedrev møllen i 1927.

Tilbage til toppen

Maren Fra Vester Bording

Af: Vagn Lihn Kristensen

I 1795 boede der i Vester Bording en familie Lars Christensen og Christine Povlsdatter. De havde 9 børn, men de 5 dør inden de når at bliver voksne. En af børnene er Maren Larsdatter, som er født i 1795 og det er hende vi skal prøve at følge.
Marens mor dør 13. november 1807 da Maren er knap 12 år gammel - hvorefter faderen gifter sig igen. I 1810 var Lars Christensen til høstgilde i Kragelund, og da han ikke kom hjem den nat eller den følgende dag, blev der iværksat en eftersøgning. Et par hyrdedrenge fortalte, at de havde set ham om aftenen på Kragelund mark, og da eftersøgningen blev udvidet til Kragelund hede, fandt man ham her den 22. oktober, druknet i en tørvegrav.
Han var utvivlsomt gået vild i mørket og tågen, og havde vel også fået lidt at drikke til høstgildet. Enken gifter sig igen året efter - så Maren fik nu både en stedmor og stedfar.

Maren gifter sig 4. november 1820 i Balle kirke med Lars Sørensen og de blev husfolk på Vester Bording mark, hvor de fik 3 børn. I 1828 flytter de til Sinding hedehuse i Kragelund sogn, hvor Lars Sørensen skulle opdyrke noget hedejord, som aldrig havde været dyrket før. Han kom imidlertid aldrig i gang, da han blev syg og efter kort tid var så svag, at han ikke kunne forlade sin seng.

Nu kneb det med at få brød på bordet, og Maren skrev derfor - eller fik nogen til at skrive for sig - til Kragelund sogn, forklarede situationen og bad om fattighjælp til den nødstedte familie. Det blev også bevilget, idet Kragelund sogns fattigkommission dog skrev til Balle sogn og bad om at få pengene refunderet.
Imiderligtid fik Lars Sørensen det værre og måtte indlægges på Viborg sygehus, hvorefter det blev diskuteret, hvem der skulle betale for opholdet. Da forhandlingerne trak ud, blev det fra sygehuset side foreslået, at patienten skulle sendes hjem "forsvarligt indpakket i sengeklæder" - og det til trods for, at det var februar måned og manden var dødssyg.
Få uger efter døde Lars Sørensen på sygehuset og blev begravet i Viborg. Da de to sogne ikke kunne blive enige om betalingen af begravelsesomkostningerne. Der foreligger en regning fra graveren, men hvem der betaler vides ikke. Alt materiale er fundet på Viborg Landsarkiv.

Maren og de 3 små måtte nu klare sig med fattighjælp, men endnu samme år gifter hun sig med Mikkel Mikkelsen Herold, født 1791 i Frederiks sogn. Han var af ren tysk afstamning, idet hans forældre var; Mikkel Mathiasen Herold og Magdalene Frickelin - børn af de oprindelige kolonister Mathias Herold. Maren og Mikkel Mikkelsen Herold kunne ikke bare gifte sig, idet det af lov af 1824 var bestemt at personer der havde modtaget fattighjælp kun kunne gifte sig, hvis de betalte fattighjælpen tilbage. Det havde Maren og Mikkel ikke råd til, men det blev ordnet ved, at en gårdmand fra Balle Overgård, Jens Nielsen betalte 6 skæpper rug til Kragelund fattigkommission, så de kunne gifte sig.

Maren og Mikkel blev boende i Sinding hedehuse, hvor de fik 2 børn. Det gik imidlertid ikke godt med ægteskabet, og i 1836 søgte de om skilsmisse. Der blev samtidig indgivet skilsmissebegæring af en Peder Jørgensen Lee og hans kone Anne Marie Richardatter.
Skilsmissen blev først endelig bevilget nogle år efter, men i mellemtiden flyttede Maren igen i fattighuset med sine børn.
I Marens ansøgning til Kragelund fattigkommission nævner hun, at hun har 5 børn, hvoraf kun den ældste er gammel nok til at komme ud at tjene. Resultatet heraf blev, at Kragelund fattigkommission kun ville betale for de 2 yngste der var født i sognet. Maren blev boende i fattighuset med de 2 yngste, hvorimod de 3 ældste, der er født i Balle sogn, blev fjernet fra hende og sat i pleje i Balle sogn.

Mikkel Mikkelsen Herold bliver boende på ejendommen sammen med Anne Marie Richardatter, som han fik et barn sammen med. I de efterfølgende folketællinger står hun anført som hans husbestyrinde. De giftede sig aldrig og Mikkel Mikkelsen Herold dør 7. januar 1863 i Overgård.
Anne Marie Richardtdatter gifter sig igen 24. november 1868 i Balle kirke med Jens Nielsen, fra Balle Nørremark og bosætter sig Sinding Hovvej 4, hvor de bode til deres død.

Tilbage til toppen

Hvinningdal Købmandshandel

Af: Vagn Lihn Kristensen

Købmandshandel i Hvinningdal . 

Artikel er ved at blive redigeret. Ny artikel kommer omkring nytår!

Købmand Bøgild og frue ca. 1921

Tilbage til toppen

Tyveri af julesmåkager

Af: Vagn Lihn Kristensen

Der stjæles som aldrig før, hvor ofte hører vi ikke denne bemærkning, men indbrud og tyveri er bestemt ikke af ny dato. Ser man i de gamle politirapporter, er der et hav af små og store sager, og ofte er der også nævnt årsagen til et tyveri. Således kan der fra en ældre sag noteres:

I 1874 var en mand i Hvinningdal anklaget for, at have stjålet et læs roer fra en roekule, som lå nær ved skellet til hans jord. Den anklagede bonde kunne til sit forsvar forklare, at han stod og manglede roer til sine køer, hvorfor han havde spændt hestene for vognen og havde hentet et læs roer. Det var godt nok mørkt i vejret, hvorfor han måtte havde taget forkert af roekulen, han havde da godt nok tænkt, at han havde mange roer tilbage. Dommen lød på betaling til naboen for roerne, samt en bøde på 1,50 kr.

Ca. 75 år senere var der igen tyveri i Hvinningdal, men af en helt anden karakter. I 1946 blev der midt i Hvinningdal by begået et indbrud, som nok var lidt ud over det sædvanlig.
Det var ved fastelavnstid, og beboerne var samlet i Hvinningdal forsamlingshus til fastelavnsfest.
Blandt de glade festklædte deltagere var Ester Linnebjerg med sine to små piger. Deres far var i Silkeborg til et møde og ville, når han kom tilbage støde til dem i forsamlingshuset. Da Peter Linnebjerg på sin cykel kom hjem til deres gård, ville han lige gå ind og lægge lidt træ på kakkelovnen, så den kunne holde, til de kom tilbage fra forsamlingshuset.
Da han kom ind i stuen, mødte der ham et syn. Midt på gulvet lå der noget sytøj væltet ud på gulvet, Peter Linnebjerg kunne straks se, at her havde været indbrud, da det rodede flere steder efter de ubudne gæster.
Han skyndte sig til forsamlingshuset, og familien fulgtes nu sammen tilbage til deres hjem. Det viste sig, at ud over de to pigers sparebøsser og deres punge med lidt småmønter var der stjålet 2 dåser småkager fra julen, som familien endnu ikke havde nået at spise. Der var tale om en dåse vanillekranse og nogle havregrynskager.
Dagen efter blev politiet kontaktet, og en rapport blev optaget. Bag ved byens vandværk fandt man kagedåserne, men småkagerne var væk, og sagen blev foreløbig uopklaret.

På nabogården Lindegaarden kom der i 1947 ny ejer. Den nye ejer ville da omforandre et karlekammer som lå i udbygningen ved siden af hestestalden. Her fandt man de tomme sparebøsser, som var gemt bag en bræddevæg, og den gamle sag om småkagetyveriet kunne afsluttes som opklaret.

Tilbage til toppen

Ulveskytten i Øster Bording

Af: Vagn Lihn Kristensen.

I 1661 solgte Frederik III Silkeborg slot og gods med tilhørende bøndergårde samt Vester- og Øster Kejlstrup til vinhandler Christian Fischer, Glückstadt.
Det skabte stor uro blandt fæstebønderne i Balle sogn, hvor man havde haft et godt forhold til kongen- og Lensmanden som ved lejligheder havde vist stor godhed, sidst da Landgilden var blevet sat pænt ned.
Måske en privat godsejer kunne få i sinde at drive landbruget stærkere frem og til dette krævede fæsteydelsen sat op og mere hoveriarbejde, men det skulle gå meget værre.

En betryggende ting Fischer slægten sørgede for var værn mod ulvene. Disse rovdyr havde i ufredstiderne fået stor udbredelse bl. a. i Hårup, Gjern, Sinding og i Balle sogn og de voldte meget skade for bønderne og herremanden.

I året 1687 stævner Søren Christensen Kærsgaard af Sinding hyrden Anders Jensen Vallerbæk for to får som han har forsømt, og ulvene har bidt ihjel, da han havde ladt skødesløse børn passe kvæget. Den 27. maj 1696 fremviste de Gjern mænd Christen Madsen, Christoffer Rasmussen og Niels Jørgensen, 6 ulvehvalpe, som de begærede deres betaling for efter gældende regler.
Den 23. maj - 1703 fremviste Hans Sørensen og Peder Hansen af Hårup 5 levende ulvehvalpe, som de havde fanget i Hårup skov, og begærede betaling efter forordningen, som dommeren lovede dem. Og igen i maj 1711 fremviser Søren Jensen af Hårup 5 ulvehvalpe, som han har fanget i Hårup skov og blev tilkendt sin betaling efter gældende forordning.
Og således forsætter Fremlev-Gjern tingbøger om dusør betaling for fangede ulve, som ofte havde et stort drab og ødelæggende arbejde bag sig.

Omtrent midt i Balle sogn bygges Gludbjerghus til bolig for en skytte, hvis væsentlige opgave var at holde ulvebestanden nede. Hvor mange ulve- eller om der blev skudt ulve af skytten fremgår ikke af de gamle bøger.
Glubjerghus som stedet hedder ligger stadig Øster Bordingvej 14, naturligvis ombygget. Stedet var fra 1885 til 1925 mølle hvor bl.a. Frederik Vilhelm Lund havde sit mølleri.

Gludbjerg, Øster Bordingvej 14

Efter Trediveårskrigen fulgte Torstensons krigen 1643-45 og senere Karl Gustav krigene 1657-60, som gik særlig hårdt ud over Jylland og ulveplagen fortsatte. I 1674 var kulden særlig slem, og ulvene var da så desperate, at de visse steder trængte ind i gårdenes udhuse, hvor de sikrede sig bytte i form af får og kreaturer.
De vigtigste byttedyr er hjorte, rener, elsdyr, mus, harer og kaniner, men er der mulighed derfor, går ulvene også på jagt efter de dyr, mennesket holder som husdyr. Det kan være får, geder, køer og grise, men også hunde og katte. Med i udvalget af ulvens føde er tillige ådsler og bær.
Når ulvene ikke er samlet, kan de meddele sig til hinanden ved hjælp af forskellige lyde. Det kan være langtrukne hyl, klynken, knurren eller gøen.

I 1509 fandtes ulven ikke længere i England. I 1743 var den forsvundet fra Skotland og i 1776 sås den ikke længere i Irland. Fra 1915 til 1935 blev ulve udryddet i størsteparten af USA af forbundsregeringen. Siden 1960 er tusinder af ulve blevet dræbt hvert år i Østeuropa og det tidligere Sovjetunionen som en følge af store ulveudryddelsesprogrammer.

I 1745 blev en ulv skudt ved Alling og det skulle uofficielt være den sidste ulv, men man har flere optegnelser på enkelte fundne og dræbte ulve.

I 1769 skød ejeren af herregården Bidstrup syd for Langå en gammel ulv. Denne ulv fik siden den sjældne ære at blive afbildet på et maleri og som sådan hænger den stadig på Bidstrup. Det er den eneste danske ulv, man kender udseende af fra et maleri. Bidstrup ulven hører til de sidste danske ulve. Da den blev nedlagt, var der blot enkelte eksemplarer tilbage i Jylland.
Der levede nogle få ulve indtil 1813, hvor den sidste ulv blev skudt en aften i juni, da den overfaldt et føl ved gården Estvadgård. 1813 er det sidste år, hvor man med sikkerhed ved, at ulve har levet frit i Danmark.

Tilbage til toppen

Tækkemanden fra Balle Huse

Af: Erling Bak-Andersen

I mange mange år har strå været et stærkt benyttet materiale til tag, ja igennem tider næsten det eneste man benyttede. Så kom der en periode, hvor det var stærkt på retur for igen i vor tid at have en renæssance. Et stråtag, der er lagt rigtig op, er utroligt flot, og samtidig et tag der isolerer og gør bygningen rar at opholde sig i, idet det om sommeren holder varmen ude og om vinteren holder det kulden ude.

I Balle sogn var der et par tækkemænd, en af dem var Christen Andersen (1902 - 1978) i Balle Huse. Hans tækkeværktøj var:
Tækkeskovl, tækkenål ca. 55 - 60 cm. lang, tækkenål til ståltråd 40 cm., 4 store stålkroge til ophæng, endvidere lægtehammer, sav og reb.

Stråtag er en fællesbetegnelse for et tag af halm eller sørør. På landet var det ofte sådan, at der blev brugt rughalm. Det var en afgrøde, de selv havde avlet på markerne. Rugen blev tærsket på en særlig måde, så stråene beholdt deres stivhed, d.v.s. at kun aks og kærner blev fjernet. Denne proces foregik på en rivetærske, hvilket vil sige en bom med lange pigge, der blev trukket rundt ved motorkraft. Arbejdsgangen var, at rugneget med toppen blev holdt ind over bommen, og de lange pigge rev aksene og vipper af. Denne såkaldte rivetærske var et farlig apparat, som i dag ville være forbudt, idet der overhovedet ingen afskærmning var. Derfor var det nødvendigt, at der blev udvist stor forsigtighed, idet der ellers kunne være stor risiko for at blive trukket ind i piggene.
Stråene var så ubeskadiget og kunne anvendes som tag. Selvfølgelig var kvaliteten af et tag af sørør størst, men prisen var en vigtig årsag til, at rughalm blev anvendt. I dag bruges der udelukkende sørør, som har en længere levetid.

Tidligere blev rørene høstet om vinteren, når der var is på søerne. Når isen kunne bære, hvor der var rør, blev de enten skåret af med et apparat, der lignede et skuffejern i overstørrelse eller høstet med le. De blev så bundet i neg og sat til tørre, hvorefter de var klar til brug. I dag foregår det med en svømmende rørtærsker på store, luftfyldte gummihjul, der kan bevæge sig på lavvandede arealer.

Når det nye tag skulle lægges op, var der en del arbejde der først skulle udføres. Først blev der rejst et stillads, hvis øverste del var ca. 30 cm. under tagskægget. Så kravlede tækkemanden og hjælpere til tops og startede med at fjerne mønningen der kunne bestå af græstørv eller lyng. Var der "krager" på rygningen, blev disse taget ned med evt. genbrug for øje. Så blev det gamle tag fjernet. Det blev raget ned, et støvet og beskidt arbejde, som skabte et utroligt roderi. Når det gamle tag var fjernet, blev spær og lægter efterset, og alt der var beskadiget eller rådnet blev udskiftet. Det var ingen sag at fjerne det gamle tag, men nu begyndte det langsommelige arbejde at lægge det nye tag.

Det sværeste i hele processen er tagskægget. Det kræver stor omhu at sætte et tagskæg. Arbejdet starter i et hjørne, og samtidig med at tagskægget sættes, bliver tykkelsen på taget også bestemt. Det var så den tykkelse, der skulle holdes hele vejen ovenud.
Efterhånden som strået bliver lagt på plads, bliver det syet fast. Der er en syerske indvendig på loftet, som sammen med tækkemanden sørger for at fastgørelsen er forsvarlig. Det kunne ofte være vanskeligt for syersken at komme ind til den nederste lægte, men det skulle gøres.
Når tagskægget var færdig, gik det ellers opad. Tækkemanden tog den mængde strå, han kunne have i sine hænder og lagde det på plads. Hver enkelt "tot" blev så syet og banket på plads med en såkaldt tækkeskovl. Tækkemanden skulle hele tiden passe på, at taget overalt havde samme tykkelse, og at det var jævnt. Efterhånden som arbejdet skred frem, var det nødvendigt at have mulighed for at stå fast på det skrånende tag. Det blev klaret ved hjælp af en lang granstamme med en tykkelse på 15-20 cm. Den hang i et par store stålkroge, som var sat ind over lægterne.
Syersken indvendigt måtte finde ud af, hvordan han kunne følge med opad ved hjælp af bukke, brædder og lignede. Tit og ofte var pladsen trang, så syersken skulle slå knuder både på sig selv og sygarnet.
Når rygningen blev nået, blev toppen af strået syet ned fra begge sider af taget. Så var der rygningen, mønningen tilbage. Hvis der skulle anvendes lyng, blev der lagt et godt tykt lag, som så blev syet fast. Var det græstørv, blev de lagt med græsset nedad og banket godt fast.
Når disse græstørv skulle op på taget, blev der lagt et par stiger i forlængelse af hinanden, tørvene blev så lagt på et brædt, der var forsynet med et par lange søm, så tørvene kunne blive hængende, når de ved hjælp af et stykke reb og en stærk mand blev halet op til tækkemanden, der lagde dem på plads. Skulle der "krager" på, blev disse sat fast indvendig ved hjælp af galvaniseret jerntråd, søm, fladjern og andre hjælpematerialer.

Til fastsyning af taget blev der anvendt jutegarn eller manillagarn. Over døre og vinduer blev der syet over to lægter og en ekstra gang med galvaniseret ståltråd, tækketråd, som i tilfælde af brand skulle trække tiden lidt ud, inden taget over disse åbninger skred ned. I enkelte tilfælde, blev der engang imellem lagt et tynd, nyt lag tag oven på det gamle, men det var sjældent, og det krævede, at det gamle tag var forholdsvis godt, og at spær og lægter var i orden.

Alderslyst, den 2. maj 2000.

Tilbage til toppen

Svensk Kanonkugle

Gammel svensk kanonkugle fra ca. 1670 genfundet kun 400 meter fra det oprindelige findested i Hvinningdal i ca. 1835.

I midten af det syttende århundrede, da Karl Gustav besatte Jylland med den svenske hær, der rykkede frem og plyndrede og ødelagde, blev de jyske skove og især skovene omkring Silkeborg, specielt Balle sogn særlig hårdt behandlet. Dette ser man i de gamle bevarede papirer fra vurderingskommission, og af Silkeborg Lens jordbog: Hids herred findes meget ilde ruineret og forarmet. Folk har ikke alene en ringe sæd sået og ligeså ringe høstet, men mange er frataget al deres formue, både Fæmon, Heste og Hoppe, såvel hvad andet de har haft. Vurderingskommissioens, fortegnelse viser, at Balle sogn har lidt mest: 5 hele og 4 halve gårde forarmeede. To gårde, Kærsgaard og en gård i Hvinningdal er afbrændt.

Blandt andre bedrifter svenskerne foretog var, at de kørte deres kanoner op på den store gravhøj ved Højgaard på Buskelundvej i Hvinningdal, og derfra beskød det gamle Silkeborg slot, og lagde det ganske øde. Sådan fortalte den nu forlængst afdøde Niels Gadkjær i 1939 til Silkeborg Avis.

Gravhøjen ved Højgaard på Buskelundvej i Hvinningdal

Mange år efter, at svenskerne igen var ude af landet og jorden på ny blev dyrket, pløjede ejendommens daværende ejer; Erik Andersen Kloborg, hvis datter Kirstine Marie Eriksen født 30/03 - 1855 på ejendommen, og som senere blev gift med Niels Gadkjær, en kanonkugle op fra kanten af højen. Det var en af de svenske kugler, der var rullet fra dem og nedtrådt i jorden.
Kuglen er af ren jern, kuglerund og vejer 5 pund. Den er nu (1994) ca. 335 år gammel og var i mange år et kært trofæ på Eriksens ejendom, Eidervej 42, Matr. nr. 5y, Hvinningdal.

Omkring 1935, 100 år efter at den første gang blev fundet ville Niels Gadkjær tage den frem og vise den til sin nabo Niels Lihn, men kuglen var da sporløst forsvundet. I 1939 efterlyser Niels Gadkjær kuglen, og i en artikel i Silkeborg Avis efterlyser daværende Redaktionssekretær G. Nørgaard Jepsen kanonkuglen, men den var og blev sporløst forsvundet.

Men i foråret 1994, 59 år senere så den svenske kugle igen dagens lys. Gårdejer Anders Coniradi Nielsen, Højgaard Buskelundvej 2, Hvinningdal har igennem mange år har haft kuglen liggende i sin stue. Historien er således:
Naboen Niels Gadkjær fra ejendommen på Eidervej 42 og Alfred Holm fra Højgaard, Buskelundvej 2, kom en del sammen, og ofte legede Alfred Holms børn nede hos Niels Gadkjærs. I leg har de sikkert fået den svenske kanonkugle med hjem på gården Højgaard, hvor den lå på stuehus loftet til 1960, da stuehuset blev nedrevet. Anders Coniradi fandt da den gamle kanonkugle. Han samlede den op, og havde i flere år kuglen liggende i sin garage indtil den havnede inde i hans stue, hvor den i dag ligger som et kært klenodie.

Den Svenske Kanonkugle
Det er uhyre spændende, at man i Balle har fundet - ja egentlig genfundet - en svensk kanonkugle fra 1600 tallet. De svenske hære hærgede ad flere omgange det midtjyske i dette urolige århundrede, men det er ganske givet Karl Gustavs tropper, der har 'glemt' kuglen.

Den svenske kanonkugle fra 1600 tallet

Jernkuglen har dog næppe været anvendt til nedbombning af Silkeborg Slot, da kuglen er af en ret let kaliber. Ved egentlig belejring brugte svenskerne en dobbelt så tung kugle. Den fundne kugle har en rækkevidde på 400 - 600 meter, den kan godt nå længere, men i så fald er den ikke ret effektiv. Svenskerne bombede imidlertid mange andre gårde, og kuglen kunne udmærket være tiltænkt Kjærsgaard.
Svenskernes tilstedeværelse blev der talt om her på egnen de næste godt 200 år. Niels Gadkær tilhører nok den sidste generation, som havde fået historien - historierne fortalt mundtlig, og han sluttede også gerne sin beretning med ordene: "sådan fortalte de gamle". Nu er de mundtlige fortællinger forstummet, men heldigvis giver den genfundne kugle lejlighed til at erindre om, at svenskerne har været her på egnen i fuld militær udrustning.

Keld Dalsgaard Larsen
Silkeborg, den 31.08.1994.	Museumsinspektør
Tilbage til toppen

Startsiden	Sognets Historie	Bestyrelsen	Foreningens Program	Artikler
Skifte Protokol	Litteratur & Links	Dansk Folkemindesamling	Oversigt Alfabetisk register