![]() |
![]() |
![]() |
Af: Vagn Lihn Kristensen
Georg
Vilhelm Grundtvig, født
20/05 - 1803 Henne sogn, Ribe amt - dør 04/03 - 1886 i
København.
Forældre: Sognepræst Søfren Jacobsen
Grundtvig og Kirstine Nørregaard.
Gift 1. gang 10/05 - 1830 i Bording kirke med Agnethe Amalie Hansen,
født 07/05 - 1806 Bording sogn - dør 09/03 - 1859 i
København.
Forældre: Sognepræst Johan Wolfgang Hansen og Maria
Lunn
Johan
Wolfgang Hansen, født
01/01 - 1767 var
sognepræst i Thorning, men bliver kaldet til Bording sogn
som sognepræst fra 15/05 - 1798 til sin død 15/12 -
1837.
Han bliver gift 02/04 - 1805 i Kragelund kirke med Jomfru Marie Lunn,
født 24/08 - 1788 i Charlottenlund, Kragelund sogn, datter af
kaptajn og kongelig landinspektør samt ejer af Charlottenlund,
Mathias Hansen Lunn og Charlotte Amalie Hansen.
Georg Wilhelm Grundtvig blev gift 2. gang 1862 med Bertha Christine
Larsen, født Christoffersen den 14/02 - 1821 i
København - dør 11/08 - 1901 Lundsgade 2 i Varde.
Georg Wilhelm Grundtvig har virket som fabrikant i Århus,
landmand og hørdyrker i Balle sogn. Købmand, frugt og
vildthandler i København - han er retsvidne 23/10 - 1852 i
Nordre Birk 57, København.
Georg Wilhelm Grundtvig er fætter til salmedigteren Nicolaj
Frederik Severin Grundtvig, 1783 - 1872.
Otto Grundtvig 1704 - 1772 | |||||
---|---|---|---|---|---|
Søfren Jacobsen Grundtvig | 1766 - 1827 | Johan Grundtvig | 1734 - 1813 | ||
Georg Wilhelm Grundtvig | 1803 - 1886 | N.F.S. Grundtvig * | 1783 - 1872 | ||
* Salmedigter. |
At familien Georg Wilhelm Grundtvig og frue stammer fra præsteslægter fremgår tydeligt bl.a af kirkebogen hvor de hverken er ført som til- eller afgang, noget som kun tyende- og bondefolket blev.
Da
Georg Wilhelm Gruntvigs hustru Agnethe
Amalie
Hansens mor præsteenke Marie Lunn samt hendes to ugifte piger
flytter ind på Buskelund efter sognepræst til
Bording,
Johan Wolfgang Hansen død 15/12 - 1837 i Bording er de heller
ikke ført som tilgang.
Ved folketællingen 1840 boer enke Marie Lunn og hendes 2
ugifte
piger på Buskelund, men ved folketællingen i 1845 er
de
opført i et hus nr. 22. Det fremgår da at den
ældste
datter Cathrine er enke. Hun er ikke gift i Balle sogn. Ved
folketællingen i 1850 er familien Gruntvig bortrejst fra Balle
sogn.
I gamle dage blev der i Balle sogn dyrket store mængder af
hør ligesom egnen også var kendt for fremstilling af
hjul.
Således var der i 1801 6 familier ud af 59
beskæftiget med
hjulfremstilling.
Gården Buskelund,
Buskelundvej 10 ca. 1905.
På
en af de større
gårde i Balle "Buskelund", Buskelundvej 10 blev der dyrket
meget hør i
perioden 1834 - 1847 af hørdyrker Georg Vilhelm Grundtvig.
Hør er en af vore ældste tekstilplanter og stammer
fra
Asien. Allerede før år 700 findes den i Danmark og
fra
år 1000 bliver den dyrket som spindeplante. I 1837, som er det
største produktions år, vi kender, var 7700 ha.
beplantet
med hør. Efter en kraftig tilbagegang i dyrkningen sker der en
udvikling under 2. verdenskrig, hvor råvarerforsyningen udefra
havde vanskeligheder. Således når produktionen i 1948
op
på 6100 ha.
Hør dyrkes bedst på lette lerjorde, men trives
også
udmærket på lerblandede sandjorde, den tåler
let
nattefrost. Hørfrø sås på samme
måde
som sædekorn midt i april måned, jorden tromles let
efter
såning. I august måned, 3-4 uger efter blomstring
høstes hørret, som derefter efterbehandles og
anvendes i
tekstilindustrien.
Behandling af spindehør fra strå til garn er lang og
en
meget arbejdskrævende proces. Det færdige
hørgarn
har mange gode egenskaber. Den har stor styrke, også i
våd
tilstand, er lidt modtagelig for snavs og behøver ingen
hård vaskeproces. Hørgarn havde i ældre tid
en stor
betydning, idet det blev anvendt som kædegarn ved
vævning.
Af: Vagn Lihn Kristensen
På
Balle mark,
nærmere på
gården Solbakkegaard, Brunbakkevej 4, Balle, blev der den 3.
maj
1840 født et drengebarn, af Laurs
Jensen og hustru Ane Margrethe Eriksdatter. Drengebarnet var det tredje
barn, idet der var en storesøster Kirsten Marie,
født 1830 og en storebror, Erik født 1832.
Drengebarnet
blev døbt 14. juni i Balle kirke og fik navnet Jens Laursen.
Ingen tænkte vel på, at det lille barn engang skulle
komme
til at kæmpe for Danmark, og at hans navn som et
værdigt
minde
skulle komme til at hænge i våbenhuset i Balle kirke.
Jens Laursens forældre, Laurs Jensen og Ane Margrethe
Eriksdatter var selvejere af gården Solbakkegaard.
Stedet eksisterer stadig, men gården er nedbrudt, og nye
bygninger er opført.
Jens Laursen gik i Balle skole, som lå på
hjørnet af
Balle Kirkevej og Brorsonsvej. Han mistede sin far den 6. januar 1849,
han døde af brystsyge (TB). Den 9. årige Jens
måtte
hjælpe moderen og sin storesøster og bror med
arbejdet
på gården. Jens
blev konfirmeret 23. april 1854 i Gødvad kirke. Balle og
Gødvad var samme pastorat dengang. Han fik gode karakter
både i
kundskab og opførsel.
Jens Laursen blev på sessionen taget som soldat til 11.
Infanteri
Bataillon 2. Kompagni med soldaternummer 557. Han var 163
cm høj.
Han mødte 16. maj 1863 for at aftjene sin soldatertjeneste, og
aflagde samme dag ed til Kongen og fædrelandet Danmark.
Jens Laursen blev udnævnt til underkorporal 2. marts 1864, og
var
med i krigen Slesvig - Holsten som infanterist, hærens
fodfolk med lettere håndvåben.
Allerede om morgenen den 18. april 1864, da 11te Regiment var rykket i
stilling på Als, var de blevet livlig beskudt af
fjendtlig artilleri (3-4 batterier), som var opført om natten,
og som dannede indskæringen dels nord for Alminde
teglværk,
dels langs kysten af Storskoven til henimod Sandbjerg. Denne ild blev
for en tid besvaret af vore faste batterier ved Als
kysten, nemlig Skovbatteriet og Rønhave batteriet.
Geværilden fra de prøjsiske infanterier langs kysten,
blev
ved ind til
kl. 12 middag, men først kl. 3½ eftermiddag trak
fjenden
sig tilbage.
Rønhave lå syd for Søndre batteri der ligger
over
for Sandbjerg Slot på den anden side af Als sund. Jens Laursen
blev ramt
og alvorlig såret af den preussiske kanonild, idet preusserne
foretog nogle skinangreb fra Sundeved over mod Als.
Augustenborg Slot var under krigene 1848-50 og 1864 indrettet til
lazaret. Hertil blev Jens Laursen ført de ca. 8 km, men
han var allerede død ved ankomsten til lazarettet. Jens
Laursen
blev begravet dagen efter den 19. april på Augustenborg
kirkegård, som i hast var blevet oprettet og indviet som
krigskirkegård. Kirkegården ligger 750 meter
øst for
slottet, og
her blev 374 soldater begravet.
Mindeplade for Jens Laursen i
Balle kirke
Efter
100 års dagen for slaget
i 1864 blev
Augustenborg kirkegård renoveret og mange af de gamle
gravsteder
blev slettet,
men stadig fremtræder kirkegården som en
krigskirkegård med mange gravsteder og indskrifter til
ære
for de mange faldne
soldater i de to krige. Jens Laursens gravsted blev ved renoveringen
slettet.
Mange fra 11. Infanteri Bataillon 2. Kompagni mistede livet under
slaget i 1864, således omkom i alt 100 officer og menige
soldater. 5 officer 59 menige blev dræbt, 24 stærkt
sårede og senere døde, og 12 døde af sygdom
og
under fangenskab. De
mange faldne soldater blev begravet vidt omkring, bl. andet, Slesvig,
Flensborg, Middelfart, Odense og Augustenborg, m.v.
Jens Laursen står opført i kirkebogen for
feltpræsteembedet i Rendsborg under "Døde
Mandkjøn"
side 223-24 med tilnavn Balle.
I Balle sogn modtog sognepræst Mathias Theodor Matzen
meddelelse
om dødsfaldet af kommandant Münster fra 11.Bataillion.
Naturligvis var det et savn for hele Balle by og sogn, men ikke mindst
for familien, hvor Jens Laursen havde været en stor
og nødvendig hjælp på gården.
Befolkningen i Balle samlede ind til et minde for Jens Laursen, og i
våbenhuset i Balle kirke blev der indmuret et
mindesmærke 19 cm høj x 202 cm bred, som stadig
hænger her til ære og minde om Jens Laursen.
Af: Vagn Lihn Kristensen
I sin tid blev en vindmølle opført ved Kjærsgård på højdedraget vest for Sankelmarksvej. Hvornår Møllen er opført vides ikke med bestemthed men, iflg. tidligere ejer af Grauballe Mølle J. Aage Lindholt, hvor møllen endte sine dage, så husker Lindholt, at der i tømret på møllen var indhugget årstallet 1850 eller 1852. Rasmus Mortensen notere i sin bog Balle Sogn, 1947, at møllen blev nedbrudt i Kjærsgård 1885-86 på grund af manglende kunder. Møllen blev skilt ad og transporteret til Grauballe hvor den blev genopført på Grauballe Nygaards daværende jorder Gudenåvej 16, Grauballe.
Kjærsgaard
mølle som blev flyttet til Grauballe 1885 foto ca. 1955.
Kort
efter århundredeskiftet
(1900) blev
Grauballe mølle købt af bestyrer af Borup
Andelsmejeri,
J. Rasmussen som drev den i en
halv snes år. I den periode blev møllen flittigt
anvendt
til forarbejdning af havre- og byggryn samt melmølle, men
aktiviteterne gik mere og mere over til kornrensning og grutning til
dyrefoder for egnens landmænd.
Den nye ejer, Jakob Bach drev ud over møllen en tid
savværk, men tiden har åbenbart ikke været
for god,
idet han i 1924 af
økonomiske grunde måtte sælge virksomheden.
Kromand
Anders J. Andersen, Grauballe Kro, købte nu møllen,
som
han drev med
tilhørende kornhandel. Efterhånden var
møllen
så nedslidt og dårlig vedligeholdt, at den bare stod
som et
varetegn i
Grauballe by. Anders J. Andersen måtte af
helbredsmæssige
årsager sælge møllen i november 1953.
Den nye ejer J. Aage Lindholt, som da var 42 år og havde godt
kendskab til korn og landbrugsartikler, købte den
dårlige
vedligeholdte mølle og handelsvirksomhed, som havde en alt for
lille omsætning. I de efterfølgende år blev
handelsvirksomheden udvidet med, ud over en ekspanderende
foderstofforretning, korntørring, fremstilling af
kvæg- og
kyllingfoder samt salg af olie, brændsel og gødning.
I en
periode beskæftigede virksomheden 8-10 mand + kontorpersonale
og
lastvognsparken talte fire vogne foruden kørsel af fremmede
vognmænd. J. Aage Lindholt afhændede virksomheden i
1987.
Da J. Aage Lindholt købte møllen i 1953 var den ude
af
drift, men året efter fik møllen en
renæssance efter
en kraftig
istandsættelse. Det var Lindholts mening, at møllen
blot
skulle stå som møllens vartegn, men den gamle
møllesvend Thomas
Hansen fik lov at male lidt korn på møllen. Flere af
de
ældre beboer i Grauballe ville gerne købe mel som i
gamle
dage og de
kommende år blev møllen anvendt men bestemt ikke i
særlig stor udstrækning, og kapaciteten var heller
ikke
særlig stor. Hvis
det blæste nogenlunde, kunne der males 3-4 tønder
korn i
timen, medens den eldrevet mølle nemt kunne klare 15-20
tønder.
Møllen var af en hollandsk type, vingerne var belagt med sejl,
som blev rullet sammen og hæftet til vingerne, når
den ikke
var i brug. En vinterdag, hvor møllen var i brug og sejlene
derfor foldet ud, kom der uventet isslag. Inden man fik sejlene
rullet sammen var vingerne blevet så belastet af isslaget at
to
af vingerne brækkede og faldt af.
Vindmøllen blev revet ned i begyndelsen af 1960'erne, idet en
fuldstændig istandsættelse blev anset for at
være for
bekostelig - endvidere blev den vurderet for dårlig til at
blive
fredet. Men møllen var ellers af godt kram så
tømrermester
Hebsgaard i Grauballe købte den gamle mølle og fik
det
gode tømmer opskåret til byggemateriale,
således
blev noget af en
vinge brugt til en ny lofttrappe på Annexgården i
Svostrup,
hvor den i dag fungerer til alles tilfredshed.
Hvad årsagen til møllens alt for tidligt nedbrydning
i
1885 - 86 i Kjærsgård vides ikke, men Rasmus
Mortensen
noterer, at
det skyldes hård konkurrence.
Netop i 1885 bygger Frederik Vilhelm Lund, søn af den kendte
møllerfamilie Jørgen Lund en vindmølle i
Gludbjerg, Øster
Bordingvej 12, Balle huse. Møllen får navnet
Gludbjerg
mølle og den fungerede helt frem til 1925.
Vilhelm Lund var ellers forpagter af Kejlstrup mølle som var
ejet af Vester Kejlstrup, Men han må have set sin fordel i at
opføre Gludbjerg mølle.
Gludbjerg mølle betjente navnlig Overgård, Vester- og
Øster Bording samt gårdene ved Balle Kirke. De sidste
havde dog tit
ærinde til Silkeborg og tog da gerne
møllesækken med
til Kejlstrup mølle på Nørretorv, Alderslyst.
Købmand Grove i Silkeborg lod en række år
større kornpartier male på Gludbjerg Mølle,
men
søgningen indskrænkedes i samme
målestok, som motordrevne møller vandt fremgang,
så
den sidste møller på Gludbjerg mølle
Kristian
Vilhelm Rasmussen valgte
at stoppe. Møllen stod nu i et par år og forfaldt, og
den
nye ejer af Gludbjerg, Viggo Andersen, nedrev møllen i 1927.
Af: Vagn Lihn Kristensen
I
1795 boede der i Vester Bording en
familie Lars
Christensen og Christine Povlsdatter. De havde 9 børn, men de
5
dør inden de når at bliver voksne. En af
børnene er
Maren Larsdatter, som er født i 1795 og det er hende vi skal
prøve at følge.
Marens mor dør 13. november 1807 da Maren er knap 12
år
gammel - hvorefter faderen gifter sig igen. I 1810 var Lars Christensen
til høstgilde i Kragelund, og da han ikke kom hjem den nat
eller
den følgende dag, blev der iværksat en
eftersøgning. Et par hyrdedrenge fortalte, at de havde set ham
om aftenen på Kragelund mark, og da eftersøgningen
blev
udvidet til Kragelund hede, fandt man ham her den 22. oktober, druknet
i en tørvegrav.
Han var utvivlsomt gået vild i mørket og
tågen, og
havde vel også fået lidt at drikke til
høstgildet.
Enken gifter sig igen året efter - så Maren fik nu
både en stedmor og stedfar.
Maren gifter sig 4. november 1820 i Balle kirke med Lars
Sørensen og de blev husfolk på Vester Bording mark,
hvor
de fik 3 børn. I 1828 flytter de til Sinding hedehuse i
Kragelund sogn, hvor Lars Sørensen skulle opdyrke noget
hedejord, som aldrig havde været dyrket før. Han kom
imidlertid aldrig i gang, da han blev syg og efter kort tid var
så svag, at han ikke kunne forlade sin seng.
Nu kneb det med at få brød på bordet, og
Maren skrev
derfor - eller fik nogen til at skrive for sig - til Kragelund sogn,
forklarede situationen og bad om fattighjælp til den
nødstedte familie. Det blev også bevilget, idet
Kragelund
sogns fattigkommission dog skrev til Balle sogn og bad om at
få
pengene refunderet.
Imiderligtid fik Lars Sørensen det værre og
måtte
indlægges på Viborg sygehus, hvorefter det blev
diskuteret,
hvem der skulle betale for opholdet. Da forhandlingerne trak ud, blev
det fra sygehuset side foreslået, at patienten skulle sendes
hjem
"forsvarligt indpakket i sengeklæder" - og det til trods for,
at
det var februar måned og manden var dødssyg.
Få uger efter døde Lars Sørensen på
sygehuset
og blev begravet i Viborg. Da de to sogne ikke kunne blive enige om
betalingen af begravelsesomkostningerne. Der foreligger en regning fra
graveren, men hvem der betaler vides ikke. Alt materiale er fundet
på Viborg Landsarkiv.
Maren og de 3 små måtte nu klare sig med
fattighjælp,
men endnu samme år gifter hun sig med Mikkel Mikkelsen Herold,
født 1791 i Frederiks sogn. Han var af ren tysk afstamning,
idet
hans forældre var; Mikkel Mathiasen Herold og Magdalene
Frickelin
- børn af de oprindelige kolonister Mathias Herold. Maren og
Mikkel Mikkelsen Herold kunne ikke bare gifte sig, idet det af lov af
1824 var bestemt at personer der havde modtaget fattighjælp
kun
kunne gifte sig, hvis de betalte fattighjælpen tilbage. Det
havde
Maren og Mikkel ikke råd til, men det blev ordnet ved, at en
gårdmand fra Balle Overgård, Jens Nielsen betalte 6
skæpper rug til Kragelund fattigkommission, så de
kunne
gifte sig.
Maren og Mikkel blev boende i Sinding hedehuse, hvor de fik 2
børn. Det gik imidlertid ikke godt med ægteskabet, og
i
1836 søgte de om skilsmisse. Der blev samtidig indgivet
skilsmissebegæring af en Peder Jørgensen Lee og hans
kone
Anne Marie Richardatter.
Skilsmissen blev først endelig bevilget nogle år
efter,
men i mellemtiden flyttede Maren igen i fattighuset med sine
børn.
I Marens ansøgning til Kragelund fattigkommission
nævner
hun, at hun har 5 børn, hvoraf kun den ældste er
gammel
nok til at komme ud at tjene. Resultatet heraf blev, at Kragelund
fattigkommission kun ville betale for de 2 yngste der var født
i
sognet. Maren blev boende i fattighuset med de 2 yngste, hvorimod de 3
ældste, der er født i Balle sogn, blev fjernet fra
hende
og sat i pleje i Balle sogn.
Mikkel Mikkelsen Herold bliver boende på ejendommen sammen med
Anne Marie Richardatter, som han fik et barn sammen med. I de
efterfølgende folketællinger står hun
anført
som hans husbestyrinde. De giftede sig aldrig og Mikkel Mikkelsen
Herold dør 7. januar 1863 i Overgård.
Anne Marie Richardtdatter gifter sig igen 24. november 1868 i Balle
kirke med Jens Nielsen, fra Balle Nørremark og
bosætter
sig Sinding Hovvej 4, hvor de bode til deres død.
Af: Vagn Lihn Kristensen
Købmandshandel i Hvinningdal .
Artikel er ved at blive redigeret. Ny artikel kommer omkring nytår!
Købmand Bøgild
og frue ca. 1921
Af: Vagn Lihn Kristensen
Der
stjæles som aldrig
før, hvor ofte
hører vi ikke denne bemærkning, men indbrud og tyveri
er
bestemt
ikke af ny dato. Ser man i de gamle politirapporter, er der et hav af
små og store sager, og ofte er der også
nævnt
årsagen
til et tyveri. Således kan der fra en ældre sag
noteres:
I 1874 var en mand i Hvinningdal anklaget for, at have stjålet
et
læs roer fra en roekule, som lå nær ved
skellet til
hans
jord. Den anklagede bonde kunne til sit forsvar forklare, at han stod
og manglede roer til sine køer, hvorfor han havde
spændt hestene for vognen og havde hentet et læs
roer. Det
var godt nok mørkt i vejret, hvorfor han måtte havde
taget
forkert af roekulen, han havde da godt nok tænkt, at han havde
mange roer tilbage. Dommen lød på betaling til naboen
for
roerne, samt en bøde på 1,50 kr.
Ca. 75 år senere var der igen tyveri i Hvinningdal, men af en
helt anden karakter. I 1946 blev der midt i Hvinningdal by
begået et indbrud, som nok var lidt ud over det
sædvanlig.
Det var ved fastelavnstid, og beboerne var samlet i Hvinningdal
forsamlingshus til fastelavnsfest.
Blandt de glade festklædte deltagere var Ester Linnebjerg med
sine to små piger. Deres far var i Silkeborg til et
møde
og
ville, når han kom tilbage støde til dem i
forsamlingshuset. Da Peter Linnebjerg på sin cykel kom hjem
til
deres gård, ville
han lige gå ind og lægge lidt træ
på
kakkelovnen, så den kunne holde, til de kom tilbage fra
forsamlingshuset.
Da han kom ind i stuen, mødte der ham et syn. Midt på
gulvet lå der noget sytøj væltet ud
på gulvet,
Peter Linnebjerg kunne
straks se, at her havde været indbrud, da det rodede flere
steder
efter de ubudne gæster.
Han skyndte sig til forsamlingshuset, og familien fulgtes nu sammen
tilbage til deres hjem. Det viste sig, at ud over de to
pigers sparebøsser og deres punge med lidt
småmønter var der stjålet 2 dåser
småkager fra julen, som familien endnu ikke
havde nået at spise. Der var tale om en dåse
vanillekranse
og nogle havregrynskager.
Dagen efter blev politiet kontaktet, og en rapport blev optaget. Bag
ved byens vandværk fandt man kagedåserne, men
småkagerne var væk, og sagen blev foreløbig
uopklaret.
På nabogården Lindegaarden kom der i 1947 ny ejer.
Den nye
ejer ville da omforandre et karlekammer som lå i udbygningen
ved siden af hestestalden. Her fandt man de tomme sparebøsser,
som var gemt bag en bræddevæg, og den gamle sag om
småkagetyveriet kunne afsluttes som opklaret.
Af: Vagn Lihn Kristensen.
I
1661 solgte Frederik III Silkeborg
slot og gods med tilhørende bøndergårde samt
Vester- og Øster
Kejlstrup til vinhandler Christian Fischer, Glückstadt.
Det skabte stor uro blandt fæstebønderne i Balle
sogn,
hvor man havde haft et godt forhold til kongen- og Lensmanden som ved
lejligheder havde vist stor godhed, sidst da Landgilden var blevet sat
pænt ned.
Måske en privat godsejer kunne få i sinde at drive
landbruget stærkere frem og til dette krævede
fæsteydelsen sat op og mere
hoveriarbejde, men det skulle gå meget værre.
En betryggende ting Fischer slægten sørgede for var
værn mod ulvene. Disse rovdyr havde i ufredstiderne
fået
stor udbredelse
bl. a. i Hårup, Gjern, Sinding og i Balle sogn og de voldte
meget
skade for bønderne og herremanden.
I året 1687 stævner Søren Christensen
Kærsgaard af Sinding hyrden Anders Jensen Vallerbæk
for to
får som han har forsømt,
og ulvene har bidt ihjel, da han havde ladt
skødesløse
børn passe kvæget. Den 27. maj 1696 fremviste de
Gjern
mænd Christen
Madsen, Christoffer Rasmussen og Niels Jørgensen, 6
ulvehvalpe,
som de begærede deres betaling for efter gældende
regler.
Den 23. maj - 1703 fremviste Hans Sørensen og Peder Hansen af
Hårup 5 levende ulvehvalpe, som de havde fanget i
Hårup
skov,
og begærede betaling efter forordningen, som dommeren lovede
dem.
Og igen i maj 1711 fremviser Søren Jensen af Hårup 5
ulvehvalpe, som han har fanget i Hårup skov og blev tilkendt
sin
betaling efter gældende forordning.
Og således forsætter Fremlev-Gjern tingbøger
om
dusør betaling for fangede ulve, som ofte havde et stort drab
og
ødelæggende
arbejde bag sig.
Omtrent midt i Balle sogn bygges Gludbjerghus til bolig for en skytte,
hvis væsentlige opgave var at holde ulvebestanden
nede. Hvor mange ulve- eller om der blev skudt ulve af skytten
fremgår ikke af de gamle bøger.
Glubjerghus som stedet hedder ligger stadig Øster Bordingvej
14,
naturligvis ombygget. Stedet var fra 1885 til 1925 mølle
hvor bl.a. Frederik Vilhelm Lund havde sit mølleri.
Gludbjerg,
Øster
Bordingvej 14
Efter
Trediveårskrigen fulgte
Torstensons
krigen 1643-45 og senere Karl Gustav krigene 1657-60, som gik
særlig hårdt ud over
Jylland og ulveplagen fortsatte. I 1674 var kulden særlig
slem,
og ulvene var da så desperate, at de visse steder
trængte
ind i gårdenes udhuse, hvor de sikrede sig bytte i form af
får og kreaturer.
De vigtigste byttedyr er hjorte, rener, elsdyr, mus, harer og kaniner,
men er der mulighed derfor, går ulvene også
på jagt
efter de dyr, mennesket holder som husdyr. Det kan være
får, geder, køer og grise, men også hunde og
katte.
Med i udvalget
af ulvens føde er tillige ådsler og bær.
Når ulvene ikke er samlet, kan de meddele sig til hinanden ved
hjælp af forskellige lyde. Det kan være langtrukne
hyl,
klynken, knurren eller gøen.
I 1509 fandtes ulven ikke længere i England. I 1743 var den
forsvundet fra Skotland og i 1776 sås den ikke
længere i
Irland.
Fra 1915 til 1935 blev ulve udryddet i størsteparten af USA af
forbundsregeringen. Siden 1960 er tusinder af ulve blevet
dræbt hvert år i Østeuropa og det tidligere
Sovjetunionen som en følge af store ulveudryddelsesprogrammer.
I 1745 blev en ulv skudt ved Alling og det skulle uofficielt
være
den sidste ulv, men man har flere optegnelser på enkelte
fundne og dræbte ulve.
I 1769 skød ejeren af herregården Bidstrup syd for
Langå en gammel ulv. Denne ulv fik siden den sjældne
ære at blive
afbildet på et maleri og som sådan hænger
den stadig
på Bidstrup. Det er den eneste danske ulv, man kender udseende
af
fra
et maleri. Bidstrup ulven hører til de sidste danske ulve. Da
den blev nedlagt, var der blot enkelte eksemplarer tilbage i
Jylland.
Der levede nogle få ulve indtil 1813, hvor den sidste ulv blev
skudt en aften i juni, da den overfaldt et føl ved
gården
Estvadgård. 1813 er det sidste år, hvor man med
sikkerhed
ved, at ulve har levet frit i Danmark.
Af: Erling Bak-Andersen
I
mange mange år har
strå været et
stærkt benyttet materiale til tag, ja igennem tider
næsten
det eneste
man benyttede. Så kom der en periode, hvor det var
stærkt
på retur for igen i vor tid at have en renæssance. Et
stråtag, der
er lagt rigtig op, er utroligt flot, og samtidig et tag der isolerer og
gør bygningen rar at opholde sig i, idet det om
sommeren holder varmen ude og om vinteren holder det kulden ude.
I Balle sogn var der et par tækkemænd, en af dem var
Christen Andersen (1902 - 1978) i Balle Huse. Hans
tækkeværktøj var:
Tækkeskovl, tækkenål ca. 55 - 60 cm. lang,
tækkenål til ståltråd 40 cm., 4
store
stålkroge til ophæng, endvidere lægtehammer,
sav og reb.
Stråtag er en fællesbetegnelse for et tag af halm
eller
sørør. På landet var det ofte
sådan, at der
blev brugt rughalm. Det
var en afgrøde, de selv havde avlet på markerne.
Rugen
blev tærsket på en særlig måde,
så
stråene beholdt deres stivhed,
d.v.s. at kun aks og kærner blev fjernet. Denne proces foregik
på en rivetærske, hvilket vil sige en bom med lange
pigge,
der blev trukket rundt ved motorkraft. Arbejdsgangen var, at rugneget
med toppen blev holdt ind over bommen, og de lange
pigge rev aksene og vipper af. Denne såkaldte
rivetærske
var et farlig apparat, som i dag ville være forbudt, idet der
overhovedet ingen afskærmning var. Derfor var det
nødvendigt, at der blev udvist stor forsigtighed, idet der
ellers kunne
være stor risiko for at blive trukket ind i piggene.
Stråene var så ubeskadiget og kunne anvendes som tag.
Selvfølgelig var kvaliteten af et tag af
sørør
størst, men prisen var
en vigtig årsag til, at rughalm blev anvendt. I dag bruges der
udelukkende sørør, som har en længere
levetid.
Tidligere blev rørene høstet om vinteren,
når der
var is på søerne. Når isen kunne
bære, hvor
der var rør, blev de enten
skåret af med et apparat, der lignede et skuffejern i
overstørrelse eller høstet med le. De blev
så
bundet i neg og sat til
tørre, hvorefter de var klar til brug. I dag foregår
det
med en svømmende rørtærsker på
store,
luftfyldte gummihjul, der kan
bevæge sig på lavvandede arealer.
Når det nye tag skulle lægges op, var der en del
arbejde
der først skulle udføres. Først blev der
rejst et
stillads, hvis
øverste del var ca. 30 cm. under tagskægget.
Så
kravlede tækkemanden og hjælpere til tops og startede
med
at fjerne
mønningen der kunne bestå af
græstørv eller
lyng. Var der "krager" på rygningen, blev disse taget ned med
evt. genbrug for
øje. Så blev det gamle tag fjernet. Det blev raget
ned, et
støvet og beskidt arbejde, som skabte et utroligt roderi.
Når
det gamle tag var fjernet, blev spær og lægter
efterset, og
alt der var beskadiget eller rådnet blev udskiftet. Det var
ingen sag at fjerne det gamle tag, men nu begyndte det langsommelige
arbejde at lægge det nye tag.
Det sværeste i hele processen er tagskægget. Det
kræver stor omhu at sætte et tagskæg.
Arbejdet
starter i et hjørne, og
samtidig med at tagskægget sættes, bliver tykkelsen
på taget også bestemt. Det var så den
tykkelse, der
skulle holdes hele
vejen ovenud.
Efterhånden som strået bliver lagt på plads,
bliver
det syet fast. Der er en syerske indvendig på loftet, som
sammen
med
tækkemanden sørger for at fastgørelsen er
forsvarlig. Det kunne ofte være vanskeligt for syersken at
komme
ind til den
nederste lægte, men det skulle gøres.
Når tagskægget var færdig, gik det ellers
opad.
Tækkemanden tog den mængde strå, han kunne
have i
sine hænder og lagde det
på plads. Hver enkelt "tot" blev så syet og banket
på
plads med en såkaldt tækkeskovl. Tækkemanden
skulle
hele tiden passe
på, at taget overalt havde samme tykkelse, og at det var
jævnt. Efterhånden som arbejdet skred frem, var det
nødvendigt at
have mulighed for at stå fast på det
skrånende tag.
Det blev klaret ved hjælp af en lang granstamme med en
tykkelse
på 15-20
cm. Den hang i et par store stålkroge, som var sat ind over
lægterne.
Syersken indvendigt måtte finde ud af, hvordan han kunne
følge med opad ved hjælp af bukke, brædder
og
lignede. Tit og ofte
var pladsen trang, så syersken skulle slå knuder
både
på sig selv og sygarnet.
Når rygningen blev nået, blev toppen af
strået syet
ned fra begge sider af taget. Så var der rygningen,
mønningen tilbage.
Hvis der skulle anvendes lyng, blev der lagt et godt tykt lag, som
så blev syet fast. Var det græstørv, blev de
lagt
med
græsset nedad og banket godt fast.
Når disse græstørv skulle op på
taget, blev
der lagt et par stiger i forlængelse af hinanden,
tørvene
blev så lagt på et
brædt, der var forsynet med et par lange søm,
så
tørvene kunne blive hængende, når de ved
hjælp
af et stykke reb og en stærk
mand blev halet op til tækkemanden, der lagde dem på
plads.
Skulle der "krager" på, blev disse sat fast indvendig ved
hjælp
af galvaniseret jerntråd, søm, fladjern og andre
hjælpematerialer.
Til fastsyning af taget blev der anvendt jutegarn eller manillagarn.
Over døre og vinduer blev der syet over to lægter og
en
ekstra gang med galvaniseret ståltråd,
tækketråd, som i tilfælde af brand skulle
trække tiden lidt ud, inden taget over
disse åbninger skred ned. I enkelte tilfælde, blev
der
engang imellem lagt et tynd, nyt lag tag oven på det gamle,
men
det
var sjældent, og det krævede, at det gamle tag var
forholdsvis godt, og at spær og lægter var i orden.
Alderslyst, den 2. maj 2000.
Gammel
svensk kanonkugle fra ca. 1670
genfundet kun 400 meter fra det oprindelige findested i Hvinningdal
i ca. 1835.
I midten af det syttende århundrede, da Karl Gustav besatte
Jylland med den svenske hær, der rykkede frem og plyndrede og
ødelagde, blev de jyske skove og især skovene omkring
Silkeborg, specielt Balle sogn særlig hårdt
behandlet.
Dette ser man i
de gamle bevarede papirer fra vurderingskommission, og af Silkeborg
Lens jordbog: Hids herred findes meget ilde ruineret og
forarmet. Folk har ikke alene en ringe sæd sået og
ligeså ringe høstet, men mange er frataget al deres
formue, både Fæmon,
Heste og Hoppe, såvel hvad andet de har haft.
Vurderingskommissioens, fortegnelse viser, at Balle sogn har lidt mest:
5 hele
og 4 halve gårde forarmeede. To gårde,
Kærsgaard og
en gård i Hvinningdal er afbrændt.
Blandt andre bedrifter svenskerne foretog var, at de kørte
deres
kanoner op på den store gravhøj ved Højgaard
på Buskelundvej
i Hvinningdal, og derfra beskød det gamle Silkeborg slot, og
lagde det ganske øde. Sådan fortalte den nu
forlængst afdøde
Niels Gadkjær i 1939 til Silkeborg Avis.
Gravhøjen
ved
Højgaard på Buskelundvej i Hvinningdal
Mange
år efter, at svenskerne
igen var ude af
landet og jorden på ny blev dyrket, pløjede
ejendommens
daværende ejer; Erik Andersen Kloborg, hvis datter Kirstine
Marie
Eriksen født 30/03 - 1855 på ejendommen, og som
senere
blev gift med Niels Gadkjær, en kanonkugle op fra kanten af
højen. Det var en af de svenske kugler, der var rullet fra dem
og nedtrådt i jorden.
Kuglen er af ren jern, kuglerund og vejer 5 pund. Den er nu (1994) ca.
335 år gammel og var i mange år et kært
trofæ
på
Eriksens ejendom, Eidervej 42, Matr. nr. 5y, Hvinningdal.
Omkring 1935, 100 år efter at den første gang blev
fundet
ville Niels Gadkjær tage den frem og vise den til sin nabo
Niels
Lihn, men kuglen var da sporløst forsvundet. I 1939 efterlyser
Niels Gadkjær kuglen, og i en artikel i Silkeborg Avis
efterlyser daværende Redaktionssekretær G.
Nørgaard
Jepsen kanonkuglen, men den var og blev sporløst forsvundet.
Men i foråret 1994, 59 år senere så den
svenske kugle
igen dagens lys. Gårdejer Anders Coniradi Nielsen,
Højgaard
Buskelundvej 2, Hvinningdal har igennem mange år har haft
kuglen
liggende i sin stue. Historien er således:
Naboen Niels Gadkjær fra ejendommen på Eidervej 42 og
Alfred Holm fra Højgaard, Buskelundvej 2, kom en del sammen,
og
ofte
legede Alfred Holms børn nede hos Niels Gadkjærs. I
leg
har de sikkert fået den svenske kanonkugle med hjem
på
gården
Højgaard, hvor den lå på stuehus loftet til
1960, da
stuehuset blev nedrevet. Anders Coniradi fandt da den gamle kanonkugle.
Han samlede den op, og havde i flere år kuglen liggende i sin
garage indtil den havnede inde i hans stue, hvor den i dag
ligger som et kært klenodie.
Den Svenske Kanonkugle
Det er uhyre spændende, at man i Balle har fundet - ja
egentlig
genfundet - en svensk kanonkugle fra 1600 tallet. De svenske
hære hærgede ad flere omgange det midtjyske i dette
urolige
århundrede, men det er ganske givet Karl Gustavs tropper, der
har 'glemt' kuglen.
Den
svenske kanonkugle fra 1600
tallet
Jernkuglen
har dog næppe
været anvendt
til nedbombning af Silkeborg Slot, da kuglen er af en ret let kaliber.
Ved egentlig
belejring brugte svenskerne en dobbelt så tung kugle. Den
fundne
kugle har en rækkevidde på 400 - 600 meter, den kan
godt
nå
længere, men i så fald er den ikke ret effektiv.
Svenskerne
bombede imidlertid mange andre gårde, og kuglen kunne
udmærket
være tiltænkt Kjærsgaard.
Svenskernes tilstedeværelse blev der talt om her på
egnen
de næste godt 200 år. Niels Gadkær
tilhører
nok den sidste
generation, som havde fået historien - historierne fortalt
mundtlig, og han sluttede også gerne sin beretning med ordene:
"sådan fortalte de gamle". Nu er de mundtlige
fortællinger
forstummet, men heldigvis giver den genfundne kugle
lejlighed til at erindre om, at svenskerne har været her
på
egnen i fuld militær udrustning.
Keld Dalsgaard Larsen | |
Silkeborg, den 31.08.1994. | Museumsinspektør |
Tilbage til toppen |
Startsiden | Sognets Historie | Bestyrelsen | Foreningens Program | Artikler |
---|---|---|---|---|
Skifte Protokol | Litteratur & Links | Dansk Folkemindesamling | Oversigt Alfabetisk register |
![]() |